Som det første universitet i Europa integrerer Roskilde Universitet VR-simuleringer i undervisningen på en naturvidenskabelig uddannelse.
Målet er at øge de studerendes muligheder for læring og styrke interessen for at uddanne sig inden for naturvidenskab.
“Virtual reality har et stort potentiale i undervisningssektoren som en ny undervisningsform til at fremme læringsudbyttet, og samtidig motiveres de studerende af at bruge virtual reality. Derfor er vi meget begejstrede for nu at kunne introducere den nyeste teknologi på feltet til de studerende på de
naturvidenskabelige bacheloruddannelser på RUC,” siger Susanne Sørensen, institutleder for Institut for Naturvidenskab og Miljø på Roskilde Universitet.
Konkret er der tale om state-of-the-art virtual reality-simuleringer, som integreres i og komplementerer undervisningen som en del af de studerendes studiearbejde og undervisning på en naturvidenskabelig bacheloruddannelse.
Der er i dag en stor interesse for, hvordan VR-simuleringer kan bruges til undervisning og læring, fordi teknologien kan udvide de traditionelle grænser for, hvad der kan gennemføres i undervisningen. Fx kan den studerende få adgang til virtuelt at øve sig på laboratorieforsøg, der normalt ikke kan gennemføres, fordi de enten tager for lang tid, er for dyre eller farlige. Den studerende kan også i VR få visualiseret de bagvedliggende naturvidenskabelige teorier og processer og se og interagere med det, der ellers er usynligt, f.eks. mikroskopiske celler og molekyler.
“Danmark kan blive en frontløber på det læringsteknologiske område, fordi vi i særlig grad har mulighed for at kombinere teknologi med sociale kompetencer og kritisk tænkning. Styrken ved at forankre denne her indsats på RUC er, at vi har en force inden for samarbejde og tværfaglighed. Det handler bl.a. om at forberede de studerende til en verden, hvor de både skal kunne anvende og udvikle virtuelle værktøjer,” siger RUC’s rektor og professor i universitetspædagogik Hanne Leth Andersen og tilføjer:
“Nu går RUC foran og viser, at vi er meget ambitiøse, når det gælder digitalisering og VR i relation til læring – men også at målet altid er vigtigere end midlet. Vi skal se på, hvordan vi bruger den nye teknologi optimalt, og her er der brug for mere forskningsbaseret viden,” siger RUC’s rektor Hanne Leth Andersen.
Med udgangspunkt i RUC’s kritiske og tværfaglige tilgang etableres der som en del af VR-projektet et forskningscenter – Center for Virtuelle Læringsteknologier – der skal forske i og kortlægge de studerendes læringsudbytte samt udvikle anbefalinger til, hvordan man bedst lærer gennem VR. Med den koordinerede indsats af afprøvning og forskning i læringsudbytte kan RUC bidrage til at generere ny viden om teknologiernes potentialer og begrænsninger – og samtidigt aktivt anvende og evaluere den nye teknologi i undervisningen.
RUC har netop modtaget de første avancerede VR-headset, som er baseret på Google-teknologi. VR-simuleringerne er udviklet af den danske tech-virksomhed Labster. Projektet er støttet af Uddannelses- og Forskningsministeriet med 20 mio. kr.
Eksempel på brug af VR i undervisning.
VR åbner op for en række muligheder for at gøre undervisningen mere nærværende og levende for de studerende. Via en simuleret virkelighed er det muligt for studerende på fx molekylærbiologi at udføre eksperimenter, som de normalt ikke får mulighed for at udføre. Et eksempel er træning i og introduktion til avanceret mikroskopi, f.eks. konfokal mikroskopi, som er komplekst at anvende og kræver mange timers sidemandsoplæring, hvorfor de studerende normalt ikke har adgang til det før sent i uddannelsen. Med et VR-headset kan man simulere mikroskopien og studere en kræftcelle eller en genmodificeret bakterie osv. – og dermed visuelt illustrere noget, som kan være svært at beskrive/forstå med ord.