Fra 1. januar kommer Roskildes elbusser til at køre på 100% grøn strøm.
De 20 elbusser får deres strøm fra det almindelige elnet, som i Danmark for ca. 70% vedkommende er grøn. Nu har kommunen sikret, at de sidste 30% også bliver grøn strøm.

Pressefoto

“Vi har i Klima- og Miljøudvalget besluttet at tilkøbe grøn strøm på certifikater til elbusserne. Ved at betale ekstra til grøn strøm sikrer vi, at al den strøm, som bruges til at oplade elbusserne, er produceret med vedvarende energi”, forklarer formand Karim Friis Arfaoui.

“Der er næppe tvivl om, at andelen af grøn strøm generelt vil stige i Danmark de kommende år. Vi har dog valgt, at elbusserne her og nu skal være så grønne som overhovedet muligt for at fremme de mål, vi som kommune har på klima- og energiområdet”, siger formanden.

De grønne certifikater koster 80.000 kr. årligt. De finansieres inden for den samlede budgetramme for busdrift.

I øvrigt har de 20 elbusser fra april til december været i drift i 99,99 % af den planlagte tid uden problemer, der ikke kunne løses på få timer.

Elbusserne er beregnet til at køre 1,500.000 km pr. år fordelt på 65.000 timer.

Fakta
I kontrakten mellem Roskilde Kommune, Movia og operatøren Umove, står:

“Movia kan på et hvilket som helst tidspunkt i løbet af kontraktperioden forlange, at tilbudsgiver leverer grøn strøm. Hvis Movia benytter denne mulighed, kompenseres tilbudsgiver med 3,75 øre/kWh for den strøm, som tilbudsgiver anvender til opladning af elbusser.”

Det er denne klausul, som nu er taget i brug, hvilket betyder, at Umove indkøber grøn strøm certifikater fra deres el-leverandør med virkning fra 1.januar 2020.