En ny app giver gode råd til hvad man kan gøre, og hvor man kan få hjælp.

 

Roskilde kommune skriver i en pressemeddelelse at ensomhed ødelægger ikke bare livsglæden, men har også vist sig at være direkte skadeligt for helbredet. Derfor lancerer Roskilde Kommune nu en ny Ensomheds-app, der skal hjælpe ældre borgere ud af ensomheden. Med app’en får man hurtigt og nemt forklaret, hvad man kan gøre, og hvor man kan finde hjælp:

  • En lille, men tidlig indsats, som den her Ensomheds-app, kan gøre en stor forskel for den enkelte ensomme borger. Den er nem at bruge, gratis for borgerne, og man kan teste sig selv helt anonymt, siger Morten Gjerskov, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget i Roskilde Kommune.

Hver fjerde over 65 føler sig ensom

Relevansen er der Baggrunden for Roskilde Kommunes nye lancering er dystre tal: Hver fjerde dansker over 65 år føler sig ensom. Det svarer til 3750 borgere i Roskilde Kommune. Ensomhed forringer nemlig ikke bare personens livskvalitet og livsglæde, også det fysiske helbred er i fare. Ensomhed har ifølge undersøgelser lige så stærk indflydelse på dødeligheden som rygning, alkoholindtag, fysisk inaktivitet og overvægt. Roskilde Kommune har derfor haft en intensiv ensomhedsindsats i flere år. Den nye Ensomheds-app skal ses som et supplement til dette arbejde.

App’en giver borgeren handlemuligheder

Når borgeren har besvaret spørgmålene i app’en, dukker der løsningsforslag frem på skærmen. Typisk vil det være et direkte link til kommunens tre Sundheds- og Omsorgscentre og de tilbud, der er her. Der kan også være link til hjemmesiden aktivtældreliv.dk, hvor borgerne nemt kan finde aktiviteter af forskellig art i sit lokalområde. Tredje mulighed er at trykke på en knap, hvis man ønsker at blive kontaktet af en af kommunens sundhedskonsulenter med henblik på et besøg.

:::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::

FAKTA

  • Hver fjerde dansker over 65 år føler sig ensom. Det svarer til 3750 borgere i Roskilde Kommune.
  • Personer, der er ugifte, fraskilte eller uden for arbejdsmarkedet har størst risiko for at blive ensomme.
  • Ensomheds-appen kan gratis dowloades fra enten App Store eller Google Play i slutningen af januar.
  • Roskilde Kommune tilbyder allerede borgere over 65 år ensomhedsbesøg.
  • Statens Institut for Folkesundhed vurderer, at ensomhed hvert år koster det danske sundhedsvæsen 300 mio. kr.

 

MERE OM APP’EN

App’en består af 20 spørgsmål som eksempelvis ’Hvor ofte føler du, at du er på bølgelængde med dem, du er sammen med?’ Her kan borgeren vælge mellem svarmulighederne altid, sommetider, sjældent og aldrig.

På nuværende tidspunkt bruger kommunens sundhedspersonale en model med 3 spørgsmål, når de er i kontakt med kommunens ældre borgere. App’en er således en udvidelse af den eksisterende ’test’, og et forsøg på at nå de borgere, der ikke får hjælp fra kommunen. App’en falder også i tråd med kommunens målsætning om, at borgerne skal være så selvhjulpne som muligt i sit eget liv. Efter 20 spørgsmål, der stammer fra den veldokumenterede UCLA Loneliness Scale, kommer borgeren til et resultat, der er handlingsorienteret.