Pressefoto

På baggrund af 24.000 regnskaber i Region Sjælland er vinderne af erhvervsprisen Succesvirksomhed 2021 nu fundet. Prisen uddeles hvert år til de 200 små og mellemstore virksomheder i regionen, der over en femårig periode har haft størst succes målt på en række finansielle parametre. Og da den seneste regnskabsperiode bød på en global pandemi, nedlukninger og skiftende restriktioner, er der i år ekstra meget at fejre.

En af de nykårede vindere er Roskilde-virksomheden Dyr i Centrum, der forhandler foder og udstyr til kæledyr. Virksomheden har nemlig leveret et særligt bidrag til vækst og velstand i lokalområderne og til dansk økonomi som helhed:

– Vi er rigtig glade og stolte over at blive kåret som Succesvirksomhed 2021. Det betyder især meget, at prisen hylder det lange seje træk, fordi vi selv går meget op i at knokle på –også når det er hårdt. Vi er meget serviceminded, og alt kan stort set lade sig gøre her hos os, så det er dejligt, at vores arbejde bliver anerkendt med prisen, siger en glad indehaver af Dyr i Centrum, Karin Nøkleby, og tilføjer:

– Vi er fagligt dygtige og går meget op i at vejlede og rådgive vores kunder, samtidig med at vi er i øjenhøjde med dem. Derfor er der også flere af vores kunder, som har været med lige fra starten, og som trofast kommer tilbage og handler
hos os.

Dyr i Centrum, der beskæftiger 17 medarbejdere på Bytoften 5 i Roskilde, har netop fået overrakt erhvervsprisen bestående af en vinderstatuette og et diplom som et synligt bevis for deres indsats.

Succesvirksomheder hyldes for tredje år i træk

Det er Spar Nord og rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO, der for tredje år i træk hylder de små og mellemstore succesvirksomheder i Danmark, som kontinuerligt formår at skabe vækst og stærke finansielle resultater – også på trods af coronakrisen.

Foruden de lokale hyldester bliver alle vinderne hædret til regionsfinale tirsdag den 2. november på Ragnarock Museum i Roskilde, hvor den absolut bedste succeshistorie i regionen udpeges. Derudover kåres tre sjællandske virksomheder, der udmærker sig inden for digital omstilling, lokalt engagement og bæredygtighed.