Pressefoto

Vi sætter alt for ofte lighedstegn mellem kvaliteten i ældreplejen og det, der kan måles og vejes. Det er nemlig langt svære at sætte formel på livskvalitet og værdighed. Det vil Roskilde Kommune nu gøre op med, oplyser de i en pressemeddelelse.

De ældres livskvalitet og værdighed er i fokus i en række af de udviklingsintiativer, der sættes i gang i løbet af året. Et af de projekter kommunen har i kikkerten er et helt nyt måleredskab, som skal være med til at sikre, at ældre bliver mødt med værdighed og omsorg.

– Det er et af vores politiske mål, at de ældre altid oplever respekt, værdighed og omsorg i ældreplejen. Derfor mener vi også, at der skal udvikles et måleredskab, der kan være med til at sikre, at vi ikke går på kompromis med netop det. Det er ikke nok at se på det, der kan måles og vejes, men som det er nu, har vi svært ved at gøre andet, forklarer Morten Gjerskov, der er formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget i Roskilde Kommune.

Derfor har kommunen nu startet et samarbejde med virksomheden Etikos, som skal hjælpe med at udvikle det nye redskab. Ideen er, at man blandt andet skal måle livskvalitet og værdighed ved at måle på organisationens etiske fokus.

Inddrager både borgere, pårørende og medarbejdere

Måleredskabet skal desuden kunne inddrage både borgere, pårørende, medarbejdere og andre aktører. Et af målene er, at redskabet skal fungere som et supplement til de nuværende tilsyn på ældreområdet:

– Jeg synes projekter, som det her er utrolig spændende. Det er med til at udvikle den måde, vi arbejder på, til glæde for borgerne. Samtidig får vi en masse nyttig viden, og forhåbentlig kan vores erfaringer også bruges af andre kommuner bagefter, udtaler Morten Gjerskov og fremhæver også de 50.000 kr., udvalget valgte at bevillige til at udvikle tilsynene på ældreområdet:

– Jeg er glad for, at vi har fundet penge til at inddrage de pårørendes perspektiver i forbindelse med de løbende tilsyn på ældreområdet. De sidder inde med værdifuld viden, som naturligt bør indgå i vores tilsyn.

Der afsættes hvert år 1 mio. kr. til udviklingsprojekter på ældreområdet. Sundheds- og Omsorgsudvalget har dog besluttet at reservere 560.000 kr. fra de overskydende frivilligmidler til uddeling af udvalgets udviklingsmidler i 2021. Der er således tale om udmøntning af 1.560.000 kr. i år. Heraf er der afsat 800.00 kr. til udvikling af måleredskabet.

Der er afsat til følgende udviklingsprojekter på ældreområdet:

800.000 kr. til kvalitets- og værdighedsudvikling på ældreområdet

150.000 kr. til kvalitetsindsats på Plejecenter Sct. Jørgensbjerg

50.000 kr. til nye elementer vedr. tilsyn

30.000 kr. til hjertepilotprojekt

150.000 kr. til orangeri på Plejecenter Kastanjehaven

135.000 kr. til døgnrytmebelysning på Demenscenter Kristiansminde

200.000 kr. til demensvenlig indretning af fællesareal på Plejecenter Bernadottegården

50.000 kr. til fælles tidssvarende nødkaldssystem på plejecentrene Oasen og Toftehøjen.

De resterende 125.000 kr. i udviklingspuljen gemmes til senere udmøntning.