Lydkvaliteten i nutidens fladskærme lader ofte en del tilbage at ønske. Det kan afhjælpes med en soundbar, som indbyggerne i Roskilde nu for alvor tager til sig. Lokal forhandler melder om salgsboom.
Mens designet er i top på de moderne, ultratynde fladskærme, er der et punkt i brugeroplevelsen, hvor borgerne i Roskilde sandsynligvis ville ønske sig hensat til en svunden tid med billedrørs-tv. Lyden er nemlig i dag ofte lige så flad som skærmen, og det har fået mange til at investere i soundbars, der er det mest populære våben i kampen mod dårlig tv-lyd.
− Jeg har mange kunder, der køber nye fladskærme for tiden, så de er klar til vinterperioden. En stor del af dem vælger at opgradere lyden med en soundbar, fordi lyden ellers skuffer. Vi oplever lige nu en kraftig stigning i salget af soundbars, siger Knud Olsen, indehaver af Panasonic Center NB Radio i Roskilde.
Soundbars er mest oplagt.
Soundbars er den lydløsning, der passer bedst til de fleste. Seeren får god lyd uden at gå for meget på kompromis med det attraktive design, som fladskærmene ellers tilbyder.
− Det hjælper jo ikke meget at købe en veldesignet fladskærm, hvis man samtidig har en kluntet lydløsning. Og dér passer soundbars godt ind med det slanke og diskrete design, fortæller Knud Olsen og fortsætter: − Markedet er af naturlige årsager inde i en vild udvikling, hvor der konstant bliver investeret i nye produkter og teknologier, der er med til at give en bedre og mere skræddersyet oplevelse – hvad enten dit tv hænger på væggen eller står på en fod.
Integreret soundbar i fjernsynet.
Som noget nyt er producenterne begyndt at lave fladskærme med integrerede soundbars i erkendelse af, at lydoplevelsen er blevet for dårlig. Men ifølge Knud Olsen er den løsning forbeholdt de helt dyre tv-modeller. De fleste forbrugere vælger derfor at supplere fladskærmen med en soundbar.
Når du skal købe en soundbar til din fladskærm, er det vigtigt, at den har HDMI-udgang med ARC (Audio Return Channel), fordi det sikrer, at du kun skal bruge fjernbetjeningen til fjernsynet, når du skal betjene lydstyrken på soundbaren.
Panasonic Center NB Radio på Industrivej 3A i Roskilde forhandler et stort udvalg af forbrugerelektronik. Butikken specialiserer sig i produkter fra den japanske producent Panasonic.