Der er et suverænt stærkt show på vej til Roskilde. Titlen er CANDLE IN THE WIND – En brændende hyldest til 70’erne. Forestillingen spiller i Lynghøj Teatersal torsdag den 24. marts kl. 19.30. Sidst Musical Danmark gæstede Roskilde, lukkede Danmark ned midt under forestillingen.
Titlen antyder svagt, at det bliver en rødglødende hyldest til alle de fedeste numre fra 1970’erne. Dengang, hvor folk gik i brunt tøj, kassebukser samt skjorter med kæmpeflipper, alt imens alle skulle lære at danse disco. Dengang, hvor der også jævnligt blev sendt mennesker til månen, hvor vi havde oliekrise og bilfrie søndage og var involveret i en krig i Vietnam.
Showet indeholder indslag fra både Bee Gees og ABBA samt Stairways To Heaven og Highway To Hell i kombination med Queen, Electric Light Orchestra, David Bowie og selvfølgelig Elton John. På scenen vil I kunne møde nogle af de bedste sangere og musikere, bl.a. Jonas Rasmussen, Lene Nørrelykke, Morten Bytofte og Lucas Hoang.
Sidste gang Musical Danmark spillede i Roskilde, var den 11. marts 2020 med Beatles-forestillingen LET IT ROCK.
Roskilde Teaters formand, Lars Olsen fortæller: ”Alle ved, hvad de foretog sig om aftenen den 11/3 2020! Vi fik beskeden om nedlukning af Danmark i pausen på LET IT ROCK. Publikum stod med deres mobiltelefoner og så uddrag af pressemødet med statsministeren, og der bredte sig hurtigt en mærkelig stemning i forhallen. I anden halvdel af forestillingen gav kunstnerne alt, hvad de havde i sig, og publikum sang og dansede med. Der var et helt fantastisk fællesskab i salen, fordi vi alle vidste, at det var sidste gang i lang tid, hvor vi kunne være sammen og opleve levende teaterkunst. Det er en aften, jeg sent vil glemme.”
Billetter købes på www.roskildeteater.dk
Spillested: Lynghøj Teatersal, Lynghøjen 107, Svogerslev, 4000 Roskilde
Tidspunkt: torsdag 24. marts kl. 19.30
Medvirkende: Jonas Rasmussen, Lene Nørrelykke, Morten Bytofte og Lucas Hoang
Kapelmester og musikalsk arrangør: Niels Rahbech
Orkester: Fire professionelle musikere
Tekst og musik: Diverse kunstnere – dramatiseret af Michael Bentholm og Peter Friis
Producent: Musical Danmark
Varighed: ca. 2 timer incl. pause
Link til teatrets hjemmeside: www.firserne.dk