Blev du også skuffet, da Det Kongelige Teater i oktober måtte aflyse TOUR DE CHAMBRE? Så grib chancen, når Det Kongelige Teater spiller erstatningsforestilling den 29. november i Lynghøj Teatersal. Det er en af de sidste gange, forestillingen vises, inden skuespillerne spredes for alle vinde.

TOUR DE CHAMBRE handler om farlige hemmeligheder i fortiden, der vækkes til live, da Asta modtager en invitation til en mindehøjtidelighed. Hun suges ind i fortiden og fortællingen om dengang i kollegietiden, hvor hun var hemmeligt forelsket i veninden Mais kæreste, August. I dag er hun i 30’erne og skriver på sin anden roman. Alene med sin tekst skriver hun sig tilbage ind i de pirrende og forbudte følelser over at bedrage Mai og sorgen over Augusts pludselige død. Men Mai er Astas eneste anker i virkeligheden. Og nu ligger Astas færdige, altudleverende selvportræt som en bombe under deres venskab.

Bliv forført af Tine Høegs tankevækkende og morsomme fortælling om venskab, forelskelse og begær. Tine Høeg, der selv står bag dramatiseringen fra roman til skuespil, har været glad for udfordringen: ”Legende, poetisk og musikalsk forestilling, synes jeg. Som jo både er min roman og samtidig et værk i sin helt egen ret.”

Pressen skrev:

”En sjældent godt ramt omplantning af én kunstform til en anden”
Berlingske (fem stjerner)

”En energisk, helstøbt forestilling, der som en naturkraft trækker publikum ind i sit univers”
Information

”Perfekt cast i den dybt rørende og eksistentielt reflekterende forestilling”
ISCENE (fem stjerner)

Billetter købes på www.roskildeteater.dk

Spillested: Lynghøj Teatersal, Lynghøjen 107, Svogerslev, 4000 Roskilde
Tidspunkt: mandag den 29. november, kl. 19.30
Medvirkende: Anna Bruus Christensen, Fanny Louise Bernth, Mathias Rahbæk Skov, Mikkel Becker Hilgart, Karen-Lise Mynster og Øyunn (musiker)
Iscenesættelse: Sigrid Strøm Reibo
Scenografi og kostumedesign: Astrid Lynge Ottosen
Dramatisering: Tine Høeg i samarbejde med Sigrid Strøm Reibo og Johan Holm Mortensen
Lysdesign: Mårten K. Axelsson
Musik: Øyunn
Producent: Det Kongelige Teater
Varighed: 1 time og 35 minutter uden pause

 

Foto: Camilla Winther