Fire dygtige og alsidige operasangere, en pianist og en konferencier fra Det Kongelige Teater medvirker ved året udgave af Opera i Roskilde søndag den 1. august i Palægården.

Programmet for operakoncerten rummer en dejlig blanding af velkendte og mindre kendte numre. Blandt de velkendte er Champagnearien fra DON JUAN, Fausts cavatine, duetten fra PERLEFISKERNE og Viljasangen fra DEN GLADE ENKE. Af de mere sjældent hørte numre kan f.eks. nævnes arien ”O tu, Palermo” fra Verdis SICILIANSK VESPER og ”O, wie will ich triumphieren” fra Mozarts BORTFØRELSEN FRA SERAILLET. Et af koncertens højdepunkter bliver en dramatisk scene fra Puccinis TURANDOT (”In questa reggia – Straniero, ascolta!”), som med sin koncentration og ekstreme krav til sangerne næsten truer med at sprænge rammerne for koncerten.

Ifølge Lars Olsens, formand for Roskilde Teater, tegner programmet for operakoncerten lovende og er samtidigt uhyre aktuelt.

”Valget af Tosca arie ”Vissi d’arte” fra 2. akt af Puccinis opera giver god mening netop i år, hvor vi er på vej ud af en situation, hvor alt har været lukket ned, og mange af os har haft brug at mobilisere mange personlige ressourcer for at klare os igennem krisen. Samtidig er Scarpia – politimesteren i Rom – i samme opera indbegrebet af magtmisbrug, manipulation og vold over for kvinder. Hvem sagde Me Too? Det kan synes topmålet af hykleri, når han i slutningen af 1. akt synger et stort Te Deum til Guds ære, som vi også skal høre i Roskilde,” siger Lars Olsen.

Billetter købes på www.roskildeteater.dk og ved indgangen.

Opera i Roskilde 2021 arrangeres af Roskilde Musikforening, Roskilde Kunstforening og Roskilde Teater. Koncerten gennemføres med støtte fra Roskilde Kommunes pulje til kultur og Idrætsaktiviteter.

Spillested: Palægården, Stændertorvet 3, 4000 Roskilde
Tidspunkt: søndag d. 1. august kl. 19.30
Medvirkende: Trine Møller (sopran), Gert Henning-Jensen (tenor), Jens Søndergaard (baryton), Nicolai Elsberg (bas), Ian Ryan (pianist) samt Lars Halby (konferencier)
Producent: Det Kongelige Teater
Varighed: Ca. 1 time 40 min (uden pause)

 

Pressefoto