Efter 28 års ventetid kan du endelig komme til at opleve dine yndlingsnumre med Dan Turèll + Halfdan E LIVE. Det sker, når Halfdan E og band den 27. oktober gæster Roskilde med en af Danmarks bedste skuespillere, Mads Wille, som stemmen i front.

Teaterkoncert? Eller lydfilm? Projektet har altid været svært at rubricere. Tag et godt liveorkester, sæt det på en teaterscene midt i en film og tilsæt rekvisitter, regi, lys og magi – så har du koncertforestillingen TELEFON TIL AFDØDE.

Tilbage i 1993 var det et unikt og meget populært projekt, som den legendariske digter Dan Turèll og den musikalske troldmand Halfdan E satte i gang. En ny og let tilgængelig blanding af musik og beatlyrik, som danskerne var hurtige til at tage til sig. Samarbejdet var ikke til at komme udenom og resulterede i to prisbelønnede hitalbums. Næste naturlige skridt havde været at optræde på landets spillesteder, hvis ikke det var for det triste faktum, at Dan Turèll døde få måneder efter debutpladen.

Nu er der imidlertid godt nyt til alle inkarnerede fans – det er blevet tid til at vække klassikere som ’Hyldest til Hverdagen’, ’Sidste Tur Gennem Byen’ og ’Jeg Skulle Have Været Taxachauffør’ til live igen.

Halfdan E tog tilløb allerede i 2019 med udgivelsen af det tredje album ’Telefon til afdøde’, og nu tager han så på landevejen med et lille stjerneorkester, der mestrer hele bagkataloget.

I stedet for Dan Turèll selv har Halfdan E allieret sig med skuespiller Mads Wille (kendt fra bl.a. TV 2-serien Badehotellet), som specielt til lejligheden giver stemme til Turèlls udødelige digte. Musikalsk bliver Halfdan E bakket op af Søren Siegumfeldt (saxofon/fløjte) og Lars Terkelsen (electronics).

Billetter købes på www.roskildeteater.dk

Spillested: Gimle, Helligkorsvej 2, 4000 Roskilde

Tidspunkt: Onsdag d. 27. oktober kl. 19.30

Medvirkende: Mads Wille, Halfdan E., Søren Siegumfeldt og Lars Terkelsen

Instruktion: Halfdan E. og Mads Wille

Tekst: Dan Turèll

Musik: Halfdan E.

Producent: Teatret ved Sorte Hest og Jangmarks Agentur

Varighed: 1 time og 50 minutter incl. pause

 

Foto: Lars Terkelsen