Roskilde Teater byder velkommen til sæson 2021 – 22 med George Bizets kendte og elskede opera CARMEN i en anderledes fortolkning. Det sker den 14. september kl. 19.30 på Roskilde Bibliotek.

Oplev CARMEN i al sin pragt og vælde, når André Andersen spiller sig igennem operaen med store armbevægelser, humor, energi og glimt i øjet.

CARMEN opføres som en storladen fortælling, hvor André Andersen spiller alle roller, – karikerer helte, skurke, handling og libretto på en sådan måde, at nye operagængere får et humoristisk kendskab til handlingen, og de erfarne kan grine anerkendende af små detaljer.

Naturligvis hører vi også brudstykker af Bizets musik undervejs.

”Oh, ve! Oh, ak! Oh, ak og ve!” – Ja sådan – og med sang, grin og humor starter den nye teatersæson i Roskilde. Men Roskilde Teater klager ikke. Vi åbner sæson 2021–22 med stor optimisme. Vi kan igen sidde trygt og tæt i teaterrummet – næsten som før ….

Roskilde Teater tilbyder roskildenserne en stor, farvet palet af professionelt teater. Du kan finde de store klassikere og de nyere forestillinger, der tager vedkommende og aktuelle temaer op. Alle genrer er med, og der bliver plads til både latter, smil, tårer og eftertanke.

Der udbydes 40 spændende forestillinger for alle aldre i sæson 2021-22.  

I september måned kan du – udover CARMEN – opleve forestillingerne MAGISKE JEKYLL – I FARS FODSPOR med Paolo Nani – om Jekylls første skridt i magiens verden, HOMAGE – en udtryksfuld, mimisk forestilling om at skabe det liv, vi ønsker, TWO LIONS AND A CASTLE – Dansk Danseteaters nye forestilling, FORRÆDER – en vigtig fortælling om barndomsvenner, krig og forræderi og endelig VALKYRIENS KAMP om Thit Jensens indsats for ligestilling mellem kønnene.

Læs mere og køb billetter på www.roskildeteater.dk. Følg også Roskilde Teater på Facebook.

Pressefoto