Den 1. maj afslører Roskilde Teater programmet for næste års teatersæson, og med 40 forskellige forestillinger indenfor både voksen- og børneteater, er der noget for enhver smag i 2018/19.

Det skriver Roskilde Teater til Dit Roskilde.

Reumertvindende action-komedie, en elsket familieklassiker og anmelderrost genfortolkning af en ikonisk filmfigur. Det er bare nogle af de forestillinger som Roskilde Teater præsenterer i løbet af sæsonen 18/19.

Traditionen tro har teateret valgt et bredt udpluk af forestillinger indenfor teater, dans og musik, der alle spiller forskellige steder i hele Roskilde.

”I repertoiret har vi lagt vægt på kvalitet og alsidighed, samt søgt at afspejle den store mangfoldighed der findes i dansk teater,” siger formand Lars Olsen.

”Et af sæsonens højdepunkter bliver utvivlsomt ROCKY af Husets Teater. Den ryster publikum og sætter ny standard for, hvad teater kan. Vi har prioriteret højt at få denne forestilling til Roskilde.”

Roskilde Teaters ungdomspanel peger ligeledes på ROCKY som et absolut must-see i årets program.

Derudover byder programmet blandt andet på de store musikforestillinger FLAGERMUSEN og MØD MIG PÅ CASSIOPEIA, Folketeaterets familieforestilling EMIL FRA LØNNEBERG, vilde stunts i action-komedien BLAM!, klassikeren PEER GYNT med Preben Kristensen og Cyron Melville, I SIDSTE ØJEBLIK med Lisbeth Dahl, SNE med den 80-årige veteran Vigga Bro, moderne international dans med KRASH & CHOPIN DANSER og meget mere.

I forbindelse med lanceringen af programmet, vil der i uge 18 være repræsentanter fra Roskilde Teater til stede på Roskilde Bibliotek. Alle er velkomne til at komme forbi til en snak om sæsonens program og få en præsentation af forestillingerne. Det er også muligt få et eksemplar af årets sæsonbrochure.

Tidspunkter og det fulde program kan ses på Roskilde Teaters hjemmeside.

Fra forestillingen Rocky.

GemGem

GemGem

GemGem