Hvordan kan lokale virksomheder og organisationer drive forretning og samtidig arbejde med FN’s Verdensmål? Det kom der mange spændende bud på, da tæt på 100 små og store virksomheder fra forskellige brancher mødtes til minikonference i Roskilde Kongrescenter.

Det fortæller L!NDSKOV Communication i en pressemeddelelse.

Gennem det sidste års tid har de arbejdet systematisk med FN’s 17 verdensmål i Roskilde Kongrescenter. Men mange virksomheder har stadig svært ved at se, hvordan de kan forene Verdensmålene med deres mål og bundlinje.

Pressefoto

Sådan indledte direktør René la Cour Sell minikonferencen ”Roskilde møder Verdensmålene” i Roskilde Kongrescenter, hvor formanden for Erhvervs- og Vækstudvalget, byrådsmedlem Lars Lindskov, var konferencier. Over 100 virksomheder, butikker og foreninger var mødt op for at blive klogere på, hvordan man kan gøre arbejdet med ét eller flere af Verdensmålene til en forretningsmæssig succes.

– Konferencen er udviklet i et partnerskab med Roskilde Kommune, CORO, Erhvervsforum, Roskilde Handel og RUC som en del af et større initiativ. Vi har en fælles ambition om at få målene til at leve overalt i Roskilde. Derfor følger vi op med en workshop den 10. september, som skal gøre det nemmere for både små og store virksomheder at komme godt i gang med at arbejde med Verdensmålene som en del af deres forretning, sagde René la Cour Sell.

Pressefoto

Verdensmål som konkurrenceparameter
Et af dagens centrale budskaber var, at bæredygtighed er et vigtigt konkurrenceparameter for enhver virksomhed. Ikke mindst fordi det er en god historie, der tiltrækker både kunder og medarbejdere.

– Historiefortælling er vigtig hele vejen. Det handler om at fortælle om tanker, indsatser og resultater, så det smitter af både internt og eksternt. De store visioner styrker stoltheden blandt medarbejderne og virksomhedens profil, lød det fra chefkonsulent Erik Johnson fra Dansk Industris SDG Learning Lab.

Det er imidlertid ikke relevant for alle at arbejde med alle mål. Det gælder om at udvælge Verdensmål, der giver mening for den enkelte virksomhed eller organisation.

Pressefoto

– Det handler om at gøre noget konkret, som bidrager til ens kerneforretning. Når det gør det, så giver det mening, fastslog CSR-chef fra De Forenede Dampvaskerier Pernille Kiær, der med stor succes har tænkt Verdensmålene ind i den daglige drift.

På RUC arbejder man bl.a. med Verdensmålene i forhold til at optimere campus, i undervisningen og ved at etablere partnerskaber mellem specialestuderende og virksomheder med fokus på implementering af målene.

– Arbejdet med verdensmålene starter og slutter med virksomhedens ageren i forhold til målene. Derfor er det vigtigt at vælge områder og enkelte mål ud i forbindelse med arbejdet, sagde Elisabeth Hvas, vicedirektør på RUC.

Pressefoto

Små initiativer gør en stor forskel
En række små og store Roskilde-virksomheder er allerede i fuld gang med at bruge verdensmålene i praksis. Repræsentanter fra bl.a. Rambøll, Mangor & Nagel, Öxneholm, TVC Advokater og IST delte gavmildt ud af gode råd og egne erfaringer.

Særligt for mindre virksomheder gælder det om at gøre tingene så enkelt og overskueligt som muligt og starte med små initiativer. Verdensmål kan sagtens begynde med små, jordnære idéer og initiativer som at tage en elev ind eller samarbejde med universitetsstuderende for at fremme uddannelse. Hans-Christian Nielsen fra Roskilde Festival gav et eksempel på en konkret indsats:

– I år indførte vi vaskbare ølglas på festivalen. Et initiativ, der i første omgang ikke var særligt godt i forhold til at bruge glas af ordentlig plast. Men det blev både en god miljøcase og en forretningsmæssig succes, da vi fandt ud af at gå sammen med to af vores største konkurrenter. Ved at lade de vaskbare glas køre gennem hele systemet, har vi sammen mindsket vores ressourcespild – det kunne lade sig gøre gennem FN’s Verdensmål nr. 17, partnerskaber for målene.

Borgmester Joy Mogensen afsluttede konferencen med eksempler på, hvordan enkeltpersoner har rykket retningen i samfundet. Pointen var, at det også nytter for små lokale virksomheder at komme i gang med arbejdet.

– Vi skal have tillid til hinanden og tro på, at vi hver især kan gøre en forskel.

Næste arrangement om Roskilde og Verdensmålene bliver 10. september.