Stormen, som rammer i dag, ser ud til at blive voldsom. DMI har fortsat varsel om forhøjet vandstand i fjorden fredag.
Prognosen er en vandstand på omkring 1,80 meter over normalen fredag kl. 19. Roskilde Kommune er heldigvis godt rustet.
“Siden Bodil i 2013 har vi fået diger og anden beskyttelse omkring Roskilde Havn, Vikingeskibsmuseet og i Jyllinge Nordmark. Så vi er godt rustet de steder, hvor der tidligere har været problemer.
Der er nogle få boliger langs fjorden, som kan få udfordringer. De har fået besked, og rigtig mange har allerede hentet sand og sandsække de to steder, der er lagt depoter ud.
Jeg opfordrer alle til at passe godt på hinanden og respektere afspærringer,” siger borgmester Tomas Breddam.
Roskilde Kommune og Roskilde Brandvæsen beskytter kritisk infrastruktur. På Tømmergrunden findes en transformatorstation, og derfor er der udlagt watertubes fra Tømmergrunden til forbi Strandengen.
Vikingeskibsmuseet og Museumsøen bliver også beskyttet med watertubes.
Det er helt afgørende, at man ikke træder op på disse, så hele området vil blive spærret af. Respekter skiltene, som bliver sat op.
Roskilde Brandvæsen, politiet og beredskabet følger situationen meget tæt.
Roskilde Brandvæsen har været i kontakt med de berørte digelaug, Vikingeskibsmuseet og repræsentanter for de steder langs fjorden, hvor der kan opstå problemer
Roskilde Brandvæsen har lagt sand og sandsække ud til afhentning disse steder:
Tømmergrunden (Frederiksborgvej)Brandstationen i Jyllinge
Følgende adresser kan specielt få brug for at hente sandsække:
Frederiksborgvej (fra Tømmergrunden og ca. 400 m mod nord, lavtliggende ejendomme)Frederiksborgvej (ved Bolundsvej, lavtliggende ejendomme)Vesttoften (ud mod fjorden)Hagenæs (ud mod fjorden)Strandtoften (ud mod fjorden)Langløbet (ud mod fjorden)
Hvis du som husejer bliver udsat for en oversvømmelse, skal du kontakte dit forsikringsselskab og den skadeservice, som det har tilknyttet.
Du kan løbende følge DMIs prognoser her: dmi.dk/vandstand