Fremover kan borgerne frit vælge mad fra den lokale slagter, fra supermarkedet eller fra en netbutik, hvis de får leveret mad i hjemmet fra Roskilde Kommune.

Baggrunden for ændringen er, at kommunens to madleverandører er gået sammen i et firma. For at sikre det frie valg har Sundhed og Omsorgsudvalget besluttet at udsteder madvouchers til de borgere, der får leveret mad i hjemmet, så de enten kan vælge at få mad fra leverandøren Det Danske Madhus eller selv bestille udefra, skriver Roskilde kommune i en pressemeddelelse.

Alle borgere, der er tilknyttet en madordning i deres kommune, skal ifølge loven kunne vælge mellem to firmaer. Men eftersom Det Danske Madhus har overtaget firmaet Din Private Kok, har kommunen nu kun en udbyder:

  • Borgerne skal fortsat have deres frie valg, så derfor indfører vi madvouchers, de såkaldte fritvalgsbeviser, sideløbende med tilbuddet fra Det Danske Madhus, indtil vi sender ordningen i udbud igen, forklarer Morten Gjerskov, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Fritvalgsbeviserne kan bruges ved alle godkendte virksomheder, hvilket betyder, at borgeren kan få mad fra nærmeste supermarked, slagter eller pizzeria. Fritvalgsbeviset svarer i kroner og ører til det, kommunen betaler i dag. Det betyder, at hvis borgeren vil have noget mad, der er dyrere, skal de selv betale forskellen.

Leverandøren skal ikke godkendes på forhånd af kommunen, men kommunen har fortsat en tilsyns- og opfølgningsforpligtigelse med, hvordan opgaverne løses.

FAKTA

  • Servicelovens § 91 fastslår, at kommunerne er forpligtet til at levere et frit valg af leverandører af hjemmehjælp.
  • Den nuværende kontrakt med leverandøren gælder til den 31. maj 2017, men med mulighed for forlængelse. På baggrund af det gode samarbejde er det hensigten at benytte optionen, så et nyt udbud tidligst gennemføres i midten af 2018.
  • Forsøget med madvouchers forventes derfor at køre frem til midten af 2018.