Roskilde Festival 2025 føjer i dag 27 nye navne til programmet og rykker endnu tættere på sommerens ultimative musik- og fællesskabsoplevelse.

Den britiske popstjerne FKA Twigs bringer sit anmelderroste nye album Eusexua til festivalen og er klar til at levere en intens og visuelt spektakulær koncert. Med sin fusion af eksperimenterende pop, dans og performancekunst skaber hun en oplevelse, der bevæger og forfører.
Anohni and the Johnsons slutter sig til lineuppet med deres unikke, følelsesladede lydunivers, mens metalcore-fornyere Knocked Loose leverer en vild og højenergisk koncertoplevelse. Amerikanske Tierra Whack, der konstant overrasker med sit kreative hiphopunivers, og den danske rapper Noah Carter, som lukker Arena med et brag af en fest, er også blandt de nye tilføjelser.
Med dagens offentliggørelse har Roskilde Festival nu afsløret over 100 musiknavne, og flere slutter sig snart til programmet. Tidligere har festivalen, der donerer hele sit overskud til velgørende formål, annonceret kunstnere som Olivia Rodrigo, Fontaines D.C., Stormzy, Deftones og Nine Inch Nails.
Køb din billet, mens du kan
Roskilde Festival 2025 finder sted fra 28. juni til 5. juli.
Billetsalget er i gang, og du kan vælge mellem partout-, todages- eller endagsbilletter. Roskilde Festival har allerede meldt udsolgt af todagesbilletterne til fredag og lørdag.