Igen i år bruger et hold DTU-studerende Roskilde Festival som et friluftslaboratorium til at afprøve nye teknologier, der kan gøre festivalen grønnere og sjovere. Det skriver DTU i sit nyhedsbrev.
Roskilde Festival har altid været en af de mest fremsynede festivaler i verden, ikke mindst når det gælder bæredygtighed. Festivalen arbejder hårdt på at nedbringe miljø- og klimaaftrykket fra driften og de 130.000 gæster.
”Samarbejdet med DTU er et virkelig godt eksempel på det, som Roskilde Festival i virkeligheden handler om: at gøre en bæredygtig forskel i verden,” siger festivalens talskvinde, Christina Bilde.
Roskilde Festival og DTU indgik et partnerskab, efter at flere DTU-studerende i årene frem mod 2010 havde optimeret deres egen lejr og haft løse samarbejder om bl.a. udvikling af cykler til mobilopladning. Når dette års festival er overstået, vil over 700 studerende fordelt på over 150 projekter have været afsted på festivalen og undervejs bidraget med en lang række løsninger.