Spil Dansk blev et bevis på Roskildes position som musikby

Der er ingen tvivl om, at Roskilde har vist sine musiske muskler i den forgangne Spil Dansk uge. Med flere end 70 events og koncerter har Roskilde Kommune kun været overgået af København i antallet af events. Og dermed slår Roskilde store kommuner som Odense, Århus og Aalborg som også har engageret sig i Spil Dansk Ugen, siger Roskilde Kommune i en pressemeddelelse.

Der blev sunget til den store guldmedalje
Der blev sunget til den store guldmedalje

Roskilde Kommune har en vision om at være førende på musikken og at være en by og kommune med en stærk kulturel profil. Derfor har Roskilde Kommune været Spil Dansk kommune siden 2013. Derved kan Roskilde bidrage til at udbrede, udvikle og sætte fokus på dansk musikkultur i bredeste forstand. Sammen med 23 øvrige danske kommuner har Roskilde været med til at gøre uge 44 til en musikkens festuge.

Spil Dansk har igen været garant for, at dansk musik har sat dagsordenen en hel uge med masser af musik i radioen, på spillesteder, på gadehjørner, på biblioteket, i virksomheder, – og alle tænkelige og utænkelige steder. Også i Roskilde, hvor børneinstitutioner, skoler og uddannelsesinstitutioner har lukket musikken ind, mens andre koncerter har foregået ude i det fri på stationen og gader – og spillesteder og kirker har vist et stort engagement.

Der var mange tilhørere
Der var mange tilhørere

Borgmester Joy Mogensen siger om Roskilde Kommunes deltagelse i Spil Dansk:
– I Roskilde tror vi på musikken som en måde at gøre livet bedre og sjovere på. Det er Spil Dansk som begivenhed med til at sætte fokus på, dels i de mange forskelligartede arrangementer som mennesker i kommunen kan opleve og blive beriget af og dels i kraft af det netværk, der bliver skabt i tilblivelsen af events mellem de mange dygtige og energiske musikaktører. Det flotte udbud af arrangementer, som har fundet sted i uge 44 handler for os om at placere musikken højt på dagsordenen i Roskilde Kommune.

 

Spil Dansk ugen bød på:

  • Foto 1: Roskilde Garden blæste for fuld gas på INSP.
  • Foto 2: Tændte elever på Roskilde Gymnasium får en fed oplevelse med Stefan Pasborg og Dawda Jobarteh.
  • Foto 3: De helt små var også med. Denne gang i Jakobs Kirken.
  • Foto 4: Fotoklubben Fotocon havde i forbindelse med Spil Dansk indfanget lyden af Roskilde i billeder. Det kom der en hel udstilling ud af i Byens Hus.
  • Foto 5: Erhvervslivet tog også del i Spil Dansk Ugen. Højtalerfabrikken System Audio lagde hus til en koncert med Rest in Beats.
  • Foto 6: Roskilde har rigtig mange kor. Der har stort set været mulighed for at lytte til vokal skønsang, hver dag i løbet af ugen på forskellige lokaliteter i hele kommunen.
Også blandt de små var der tilhørere
Også blandt de små var der tilhørere

Fakta om Spil Dansk Ugen

  • Spil Dansk Ugen er årets store fest for dansk musik og musiklivet i uge 44.
  • Lokalt i Roskilde har en blanding af professionelle, amatører, frivillige og ildsjæle tilsammen stået i spidsen for mere end 70 events.
  • Det er Sangkraftcentret Roskilde Synger, som varetager projektledelsen af Spil Dansk Ugen i Roskilde Kommune i 2016.
  • Spil Dansk er blevet Danmarks største musikbegivenhed i al sin bredde og mangfoldighed.
  • En lang række radiostationer, bl.a. alle DR’s radiokanaler, spiller lutter dansk musik.
  • Spil Dansk-foreningens ejerkreds består af Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund, Musikforlæggerne, Koda og Danske Populær Autorer.
  • Spil Dansk samarbejder i 2016 direkte med 23 Spil Dansk kommuner og der sker noget i alle landsdele.