Lysfesten i Roskilde er kommet godt fra start og lyset blev tændt langs med det fysiske kulturstrøg – det er det, som løber parallelt med gågaden fra Domkirken og Byens hus, forbi Roskilde Museum, Roskilde Kloster og ned til Bibliotekshaven ved Roskilde Bibliotek.

Samtidig ser du to imponerende lysinstallationer der markere hver sin indgang til Kulturstrøget. Fra shippingfirmaet Transoceans terrasse på Stændertorvet stråler installationen ’Viften’ ud over torvet. I den anden ende af området (omkring biblioteket) er det oplyst af den Tycho Brahe-inspirerede installation ’Lysekko’.
Det er to professionelle installationskunstner-kollektiver, henholdsvis Båll&Brand og Tokyo Blue, der står for værkerne.
Kulturinstitutionerne vil lyse op alle aftener mellem kl. 16 og 22 den 25.-29. januar.
Dit Roskildes to fotografer, Jesper Thode Larsen og Anne Beth Witte var forbi mandag aften. Kan varmt anbefale en tur rundt i gaderne om aftenen i disse dage, der er så meget smukt at kigge på. Der var også plads til lidt leg i lyset.
Har du taget et godt billede af Lysfesten i byen, er du velkommen til at indsende det til redaktion@dit-roskilde.dk.