”Det er en dejlig anerkendelse af den store indsats, Roskilde Kommune gør for at musik og kreativitet skal være en del af hverdagen for vores børn og unge”, siger borgmester Joy Mogensen.
”Jeg er særlig stolt at vores satsning på obligatorisk rytmik i alle 0. klasser og vores enestående ordning med en Musik-talentklasse i folkeskolen. Når ordningen er kørt helt ind næste år, har vi både en 7. kl., en 8. kl. og en 9. kl., der arbejder med f.eks. kor, sammenspil, dans, teori og ekstra undervisning på et hovedinstrument”.
”Både rytmikundervisningen og Musik-talentklasserne står kommunens to musikskoler – Kulturskolen og Musisk Skole – for. Derfor er det helt fortjent, at de får prisen”, siger borgmesteren.
Rytmikundervisningen og Musik-talentklasserne kan lade sig gøre fordi byrådet har givet en permanent udvidelse af Kulturskolens og Roskilde Musiske Skoles budgetter.
Prisen gives også fordi kommunen er ved at indrette det gamle kaserneområde, Kildegården, til et center for Kulturinstitutioner og Oplysningsforbund.
Roskilde Musiske Skole har allerede til huse på området og underviser her 670 af Musisk Skoles ca. 2.000 elever.
I Jyllinge – som er den næststørste by i kommunen – bliver det nuværende halområde udviklet til et kulturelt kernepunkt med både udendørs aktivitetsplads og nye bygninger, der bl.a. skal indeholde nye rammer for bibliotek og Roskilde Kulturskole.
Endelig er Roskilde Kommune, for fortsat at være førende på musikområdet, i gang med at udarbejde en strategi for Roskilde Kommune som musikby 2020. Byrådet har nedsat et udvalg, hvor borgmesteren er formand.