Mandag den 16. september kl. 10.00 blev dørene åbnet til billetsalget for årets RO:KOST Madfestival, og som sædvanligt gik salget hurtigt. Hele 997 billetter blev revet væk på den første time – trods tekniske udfordringer med MobilePay. Der er stadig mulighed for at sikre sig billetter, men det anbefales ikke at vente for længe, særligt hvis man vil besøge sin yndlingsrestaurant i weekenden.
Disotto Ristobar byder på musik og underholdning til festivalen
Et af de særlige indslag ved dette års festival kommer fra Disotto Ristobar, som ikke kun byder på madoplevelser i særklasse, men også sørger for musik og underholdning under festivalen. Disotto Ristobar er kendt for sin hyggelige atmosfære, hvor gæsterne kan nyde live musik, mens de smager på deres nøje udvalgte italienske retter.
Tekniske udfordringer med MobilePay, men stadig et højt billetsalg
På trods af et midlertidigt nedbrud i MobilePay, som førte til travlhed hos Erhvervsforum Roskilde, formåede billetsalget at nå næsten 1.000 billetter inden for den første time. “Havde MobilePay fungeret, vurderer vi, at vi kunne have solgt yderligere 150-200 billetter i samme tidsrum,” fortæller Jeanette Andersen der er projektchefen bag madfestivalen.
Restaurant Mumm ude af programmet – bredere billetsalg
Et andet nyt element ved årets festival er fraværet af den populære restaurant Mumm, som tidligere år har solgt ud inden for de første 20 minutter. Mumm lukkede sine lokaler i juni 2024, og derfor har salget i år været mere jævnt fordelt på tværs af de otte medvirkende restauranter. “Alle deltagende restauranter er kommet rigtig godt fra start, og det er glædeligt at se den brede interesse,” siger Jeanette Andersen fra Erhvervsforum Roskilde.
Billetter går hurtigt på bestemte dage
Selvom der stadig er billetter tilbage, går det hurtigt med at fylde op på enkelte dage, især i weekenden. Hvis man har en favoritrestaurant eller ønsker at sikre sig en billet på en bestemt dag, bør man ikke vente for længe. Mange gæster vil gerne opleve det bedste fra Roskildes madscene i netop weekenden, så der er allerede stor interesse for disse dage.