Roskildes restauranter har godt gang i køkkenerne igen efter nedlukningen. Både nye og gamle gæster strømmer til, lyder det fra de lokale restauratører, der med en udvidet version af RO:KOST festivalen vil byde endnu flere nye gæster velkommen.

Det var med længsel og spænding, at Nanna Ajslev dækkede op og slog dørene til restaurant Why Food and Cocktails op igen efter forårets nedlukning.

”Opbakningen har været varm og overvældende. Vi har i den grad oplevet, at folk ønsker at hjælpe og bakke op om os. Mange har købt gavekort for at støtte os. Det har været dybt rørende. Og så er en masse nye gæster kommet til”, siger hun.

Den opbakning er hun langt fra alene om at opleve. Hos Rådhuskælderen har både stamkunder og mange nye gæster skabt liv og god stemning ved bordene. Reservationerne er rullet ind, efter at restauranterne igen fik lov til at åbne.

”Det har været helt fantastisk dejligt at opleve den opbakning fra både gamle og nye gæster, som har lagt vejen forbi i løbet af sommeren. Vi oplever helt klart, at folk går mere ud og spiser”, siger Siff Bay, der er souschef for restaurant Rådhuskælderen.

Også under selve nedlukningen var gæsterne gode til at støtte, fortæller Marie Vedel, der sidste år åbnede restaurant Grundsmag på Stændertorvet.

”Rigtigt mange valgte at støtte os ved at bestille take away mad, mens vi var tvunget til at holde lukket for gæster. Den lokale støtte var stor. Det var fantastisk rart”, forklarer hun.

Hos Pipers Hus i Byparken har Peer Seipelt flere gange i løbet af sommeren kigget ud over restaurantens borde for at konstatere, at restauranten endnu en aften var fuld af nye ansigter.

”Det har været bemærkelsesværdigt, at så mange nye gæster har fundet vej til os denne sommer. Det har været en fornøjelse at opleve”, siger han.

Frokoståbent giver plads til flere
Den massive opbakning har fået restauranterne til at udvide konceptet for den årlige madfestival RO:KOST, der hylder lokale råvarer.

Gæsterne har i den grad taget festivalen til sig. De sidste par år har RO:KOST solgt over 3000 billetter, og sidste år gik der blot 20 minutter, før de første restauranter måtte melde udsolgt.

Derfor har en del af restauranterne i år besluttet også at servere frokoster som en del af festivalen, der traditionen tro løber af stablen i uge 41 – igen i år under overskriften Jordforbindelse.

I år er 11 lokale restauranter med i festivalen. De serverer alle en to-retters menuer til 295 kroner stykket, som skal indeholde minimum fem lokalt producerede ingredienser. Men som noget nyt kan man hos flere af restauranterne bestille bord både frokost og aften.

Mad og madkultur kan og bør spille en rolle i den grønne omstilling, der er nødvendig for vores klima. Vi kan alle gøre en forskel ved at vælge lokale råvarer, spise måltider med jordforbindelse.

Det er budskabet bag Roskildes madfestival RO:KOST, der sætter fokus på værdien af lokalt producerede fødevarer. Det er syvende år i træk, at en række af byens restauranter i uge 41 inviterer gæsterne til at nyde en middag baseret på lokalt producerede fødevarer.

 

Nanna Ajslev fra restaurant Why Food and Cocktails fortæller, at opbakningen fra lokalbefolkningen har været varm og overvældende. Pressefoto.