På trods af adskillige samfundsnedlukninger viser ny analyse fra data- og analysevirksomheden Experian, at restaurations- og overnatningsbranchen ikke har været hårdere ramt af virksomhedslukninger end erhvervslivet generelt under coronanedlukningsperioden.
Der er helt sikkert mange restauratører og hotelejere, der som resten af befolkningen gerne ville have været de seneste par år foruden. Hele tre markante samfundsnedlukninger har indskrænket restaurationsbranchens muligheder for at skabe omsætning.
På trods af de forskellige modvinde byder restaurationsbranchen stadig konkurserne trods. Ifølge en ny økonomisk analyse fra data- og analysevirksomheden Experian er der ikke flere virksomheder inden for overnatnings- og restaurationsbranchen, der er gået konkurs i 2020 og 2021 sammenlignet med 2018 og 2019. Tværtimod har der faktisk være et fald i antallet af konkurser indberettet til Erhvervsstyrelsen på næsten ni procent i coronanedlukningsperioden.
For alle konkurser har der været et fald på lidt under 11 procent i årene 2020 og 2021 sammenlignet med årene 2018 og 2019.
– I konkurstallene er der ikke noget, der tyder på, at branchen er ramt særlig meget hårdere end andre, men det er klart, at usikkerhed og udefrakommende pres og nedlukninger er hårdt på andre måder for de involverede og kræver en stærk psyke.
– Vores analyse viser, at hjælpepakkerne har haft en stabiliserende, usynlig hånd i selv de hårdest ramte brancher. Når det er sagt, kan det ikke udelukkes, at der kommer flere konkurser i hotel- og restaurationsbranchen i den kommende tid, fordi pengekassen formodentlig vil være tom på et tidspunkt. Men hidtil har ligeså mange klaret skærene som i en periode uden corona, siger Experian-direktør Bo Rasmussen, der påpeger, at iværksætterlysten i branchen heller ikke har været ramt af corona.
Bo Rasmussen pointerer, at momslån de kommende kvartaler kan presse restaurationsbranchen, men også mange andre virksomheder, når den rentefri periode efter planen udløber 1. april 2022.
Markant flere konkurser i 2021
Hvis vi ser på konkursbilledet for hele erhvervslivet i 2021, sluttede december med 1.002 konkurser efter en stigning på 41,5 procent i forhold til december 2020.
For hele 2021 har der været næsten 51 procent flere konkurser i dansk erhvervsliv sammenlignet med 2020 – i alt 8.421 virksomheder gik konkurs i 2021.
– Der er sket en markant stigning igen i december, og generelt har der været store udsving i konkurstallene hen over året. Overordnet er der dog ikke noget alarmerende i 2021-tallene, der i en historisk sammenhæng ikke er høje.
– Vi ved, at der er en del virksomheder, der er pressede på økonomien efter corona, og som holdes i live af blandt andet udskudte momslån. Derfor kan det ikke udelukkes, at 2022 kan byde på endnu flere konkurser. Antallet af konkurser vil i 2022 sandsynligvis også stige på grund af opløsninger af IVS’er fra efteråret 2021. Disse konkurser vil dog være i reelt inaktive selskaber, siger Bo Rasmussen.