Som led i indsatsen for at sikre balance på tværs af landet har regeringen besluttet at styrke lånemulighederne for de erhvervsdrivende i landdistrikterne ved at ophæve den nedre beløbsgrænse på 1 mio. kr. for vækstlåneordningen i Vækstfonden.
Det er ikke kun private boligkøbere men også erhvervsdrivende, som i landdistrikterne kan opleve udfordringer med adgangen til lån. Det skyldes bl.a., at usikkerhed om ejendomspriser og salgsmuligheder kan mindske bankernes villighed til at acceptere ejendomme som sikkerhed for et lån.
Regeringen har derfor besluttet at øge adgangen til såkaldte vækstlån for mindre virksomheder. Det sker ved at ophæve den nedre beløbsgrænse for vækstlåneordningen i Vækstfonden og dermed åbne muligheden for at optage mindre lån, som f.eks. kan optimere de fysiske rammer med forbedringer eller nye maskiner, som er afgørende for vækst.
Vækstlåneordningen anvendes bredt geografisk, og ophævelsen af den nedre lånegrænse forventes i særlig grad at komme små virksomheder i landdistrikterne til gode.
“Hvis landdistrikterne skal være et godt sted at bo og arbejde, er der brug for gode vækstmuligheder blandt de lokale virksomheder. Særligt vores mindre virksomheder er helt afgørende for at skabe og fastholde arbejdspladser i hele Danmark. De skal ikke have dårligere muligheder for at låne penge end resten af erhvervslivet Derfor giver vi nu virksomhederne en ekstra hjælpende hånd ved at åbne for adgangen til mindre lån gennem Vækstfonden,” siger erhvervsminister Simon Kollerup.
Med vækstlåneordningen yder Vækstfonden lån, der er efterstillet de øvrige långivere og dermed mere risikable, hvormed det bliver lettere for virksomheden at opnå en samlet finansieringsløsning, der kan muliggøre den ønskede investering.
Vækstfonden oplever i dag en stigende efterspørgsel fra virksomheder, der ønsker finansiering på mindre end 1 mio. kr. Det drejer sig særligt om mindre virksomheder og virksomheder, der ligger i landdistrikterne. Med ophævelsen af den nedre beløbsgrænse på 1 mio. kr. får Vækstfonden mulighed for at behandle og bevilge lån, også selv om de er på under 1 mio. kr.
Det vil fortsat være en forudsætning, at der er tale om finansieringer, som samlet set vurderes rentable.