ROSKILDE KONGRESCENTER OG GIMLE PRÆSENTERER D. 29 FEBRUAR: Rasmus Walter. Han er tilbage med ny turné og ny single på dansk.
D. 27. september udsendte Rasmus Walter sin første dansksprogede single i tre år, der peger frem mod et ambitiøst nyt album, hvor den platinsælgende sangskriver har indhentet nye partnere til sangskrivningen og produktionen. Singlen ”Finder vej” er produceret af Frederik Carstens (Karl William, Clara), der tilføjer en frisk og nutidig lyd til en ærlig popsang om en af parforholdets faldgruber. – Singlen handler om at være i et forhold, hvor man elsker hinanden og vil være sammen for evigt, men nogle gange godt kan komme til at glemme hinanden i en travl hverdag. Det er så kedeligt at sige, at sangen handler om familie og parforhold, fordi det lyder jo socialrealistisk på den helt tunge måde, griner Rasmus Walter og fortsætter: – Men jeg ville gerne lave et positivt fugleperspektiv på et forhold og vise, at selvom der er forpligtelser, så er der også en hel verden derude med nye steder, smage og oplevelser, som man som par skal huske at nyde.
Efter guld- og platinplader, mere end 60 millioner streams og massive radiohits som ”Endeløst”, ”Dybt vand”, ”Løber” og ”Verden i stå” overraskede Rasmus Walter sidste år alle med singlen ”Heart of Stone”. Singlen var første udspil på engelsk siden tiden i bandet Grand Avenue, og Rasmus legede også med idéen om at udgive et helt engelsksproget album. – Men til sommerens koncerter og specielt på Smukfest kunne jeg bare mærke, at det giver noget helt særligt, når folk synger med på dansk. Det samler på en måde som det engelske sprog bare ikke kan, og efter koncerten i Skanderborg besluttede jeg mig for at droppe idéen om et engelsk album i denne omgang, fordi det danske kriblede og kravlede i mig og ville ud nu.
Beslutningen blev også hjulpet på vej af en fornyet interesse i dansk musik, der har præget både sangskrivningen og valget af producer.
– Selvom jeg har sunget på dansk i mange år, så er det egentlig først i år, at jeg for alvor er begyndt at dyrke dansksproget musik. Men navne som Karl Willliam og Barselona har mindet mig om, hvorfor jeg skiftede fra engelsk til dansk dengang efter Grand Avenue. Det engelske har noget sexet og et flow, men med fare for at lyde sentimental, så er det jo reelt ikke det, der bedst udtrykker mine følelser i øjeblikket.
Rasmus Walter er derfor i studiet nu for at færdiggøre sit femte studiealbum, og med sig har han blandt andet sin trommeslager, Max Winding, der også bidrog til sangskrivning på de engelsksprogede singler. – Jeg følte, jeg havde så meget at bevise på de fire første plader, at jeg ikke ville lade nogen hjælpe med noget som helst. Jeg ville lave alt selv, og det var helt utænkeligt, at andre skulle være involveret i sangskrivningen. Men jeg kan mærke, at jeg er blevet mere åben for input, og jeg kan nu lukke folk ind i mit univers, uden at jeg har følelsen af, at det tager noget fra mig.
Det femte album fra Rasmus Walter forventes klar primo 2020, men man kan allerede til februar blive lukket ind i sangskriverens univers, når sangskriveren tager bandet med rundt i landet til en række koncerter foran et siddende publikum.
Koncert i 2 sæt.
– Jeg spiller to sæt på den kommende turné, hvor første del bliver akustisk, og sangene serveres lidt anderledes end normalt, og i anden del kommer der så knald på med fuldt band. Det er noget helt nyt for os, så det glæder vi os meget til. Koncerterne er jo for et siddende publikum, og der sker helt klart et eller andet, når jeg også sætter mig ned på scenen. Jeg kommer ned i et andet tempo og kommer helt naturligt til at åbne op for historier og anekdoter, siger Rasmus Walter, der lover, at den kommende turné bliver en tour de force gennem hele bagkataloget” som også vil byde på smagsprøver fra det kommende album og potentielt også kan indeholde et par gamle Grand Avenue-numre i nye, akustiske versioner.