Kirstine og Simone fra Roskilde mærkede Malawis rå virkelighed på egen krop
En utraditionel efterskolerejse har givet Kirstine Almann Simonsen og Simone Madsen fra Roskilde førstehåndskendskab til livet i Malawi – et af Afrikas fattigste lande ­- hvor børn og unge har en tilværelse, der ligger meget langt fra de trygge rammer, der normalt udgør Roskilde-teenagernes hverdag på Odsherreds Efterskole.

– Det gjorde størst indtryk, da vi var ude at besøge et handicapcenter for folk med både psykiske og fysiske lidelser. Her boede blandt andre tre albinoer, der levede i konstant frygt, fordi det er lovligt at slå albinoer ihjel i Malawi. Det siges ligefrem, at det bringer held, fortæller 17-årige Simone Madsen, der går i 10. klasse på Odsherreds Efterskole i Fårevejle.

Hun og Kirstine Almann Simonsen har netop været ti dage i Malawi, hvor de sammen med deres efterskolekammerater blandt andet delte legetøj ud i en landsby, sov på sivmåtter hos en lokal familie og snakkede om drømme og fremtid med pigerne på en kostskole.

– Turen var over alle forventninger. Jeg har lært, hvordan man – på trods af man ikke ejer meget – har meget at leve for. Det er ikke drømmen om det ideelle liv, der holder disse mennesker i gang. Det er det nu, de lever i, og hvordan de værdsætter deres familier og indbyrdes relationer i landsbyerne, siger 15-årige Kirstine Almann Simonsen, der går i 9. klasse på Odsherreds Efterskole.

Oplever andet end solsiden

Med udviklingsrejser til Afrika ønsker Odsherreds Efterskole at åbne elevernes øjne for andre kulturer og traditioner, samtidig med de bliver vidner til udfordringerne i nogle af verdens fattigste egne. Derfor er afrikaturene en fast del af skoleåret.

– På turene får eleverne en stærk personlig oplevelse og for eksempel indblik i, hvorfor flygtningestrømme opstår. At møde mennesker og se og mærke på egen krop, hvad det er for voldsomme udfordringer, de står overfor, giver en helt ny forståelse for de mennesker og deres ulykkelige situation. Men ved at være tilstede ser eleverne også muligheder, og mange får en spontan lyst til at gøre noget, som kan ændre situationen for de børn, unge og familier, de lærer at kende. Vi oplever gang på gang, hvordan de unge kommer hjem rige på erfaring og med en langt større forståelse for forskellige forhold rundt omkring på jorden, siger forstander på Odsherreds Efterskole Tom Hagedorn.

 

Hos Simone Madsen og Kirstine Almann Simonsen har turen bestemt også sat sine spor.

– På en rejse som denne møder du en helt ny verden. En hverdag der langt fra ligner din egen, en kultur du ikke kender til og en befolkning, der byder dig velkommen med åbne arme. Du får et bredere syn på verden. Det har været en uforglemmelig oplevelse, som jeg ikke ville være foruden. Det har givet mig blod på tanden. Jeg vil ud i verden og hjælpe, hvor der er behov, siger Simone Madsen.

Efterskolens rejser til Afrika arrangeres i tæt samarbejde med professionelle organisationer som Folkekirkens Nødhjælp og HOPE Danmark. I år har elever fra Odsherreds Efterskole besøgt skoler, klinikker, flygtningelejre, fængsler og landsbyer i Uganda, Zambia, Kenya. Cambodja og Malawi.

 

FAKTA

Odsherreds Efterskole i Fårevejle på Vestsjælland har 160 elever i 9. og 10. klasse. Skolen har stort fokus på internationale relationer og har 12 søsterskoler i Asien, Afrika og USA, som eleverne besøger i løbet af året og får på genvisit i Danmark. Udviklingsrejser til verdens brændpunkter er også en fast del af skoleåret.