Hvordan kan det opleves at være et ungt menneske med bipolar lidelse – og hvordan holder man balancen i en hverdag, hvor man gerne vil leve som andre unge? De spørgsmål tages der fat på, når PsykInfo Region Sjælland tirsdag den 21. marts sender livetalken Ung med bipolar lidelse.
Bipolar lidelse viser sig typisk første gang i 15-25 års alderen, og når sygdommen rammer unge, kan de store følelsesudsving mellem mani og depression, som er kendetegnende for sygdommen, blive opfattet som almindelig teenageadfærd. Hvis det derimod er bipolar lidelse, er det vigtigt at opdage, fordi tidlig behandling giver den bedste mulighed for et liv i balance.
Samtidig kan det at få en diagnose som ung åbne op for en proces på godt og ondt, fordi det påvirker selvopfattelse og identitet i en periode af livet, hvor man er ved at udvikle sin personlighed. – Og hvordan holder man balancen i en hverdag, hvor man gerne vil leve som andre unge?
I livetalken Ung med bipolar lidelse belyser PsykInfo sammen med psykolog Glennie Almer og en ung med egen erfaring med bipolar lidelse de mange faglige og personlige aspekter af at være ung med bipolar lidelse.
Livetalken er et online arrangementet, som kan ses på skærmen hjemmefra ved at klikke ind på PsykInfo Region Sjællands Facebookside, hvor der livestreames. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål til de medvirkende i kommentarfeltet.
TILMELDING:
Det kræver ikke tilmelding at se livetalken online – man skal blot klikke ind på PsykInfo Region Sjællands Facebookside, hvor der livestreames kl. 19-20.
TID OG STED:
Dato: Tirsdag den 21. marts 2023
Tid: Kl. 19-20
Sted: På www.facebook.com/psykinfosjaelland