Regeringen har nedsat en ydelseskommission. Kommissionen skal gentænke kontanthjælpssystemet og finde en afløser for kontanthjælpsloftet, uden at det bliver muligt at modtage offentlige ydelser i ubegrænset omfang. Blandt medlemmerne i kommissionen er professor og forsker i velfærdspolitik ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, RUC, Jon Kvist.
Ydelseskommissionen består af seks personer med bredt sammensatte kompetencer på det social- og beskæftigelsespolitiske område. Det drejer sig om:
- Torben Tranæs, professor og forskningsdirektør i VIVE, medlem af Det Økonomiske Råds formandskab (formand)
- Benedikte Kiær, borgmester i Helsingør Kommune
- Jon Kvist, professor, Roskilde Universitet
- Jytte Andersen, tidligere minister og tidligere medlem af Folketinget
- Lisbeth Pedersen, forsknings- og analysechef, VIVE
- Mette Ejrnæs, professor i økonomi, Københavns Universitet
Ydelseskommissionen skal se på alle ydelser, som personer i kontanthjælpssystemet kan modtage:
- Forsørgelsesydelser: kontanthjælp, uddannelseshjælp og integrationsydelse
- Løbende tillægsydelser som fx boligsikring, særlig støtte og børnetilskud
- Enkeltydelser som fx hjælp til tandbehandling, medicin og boligindskud
|