Frivillig Fredag er et årligt tilbagevendende arrangement for frivillige, hvor Roskilde Kommune fejrer de mange frivillige, der året rundt yder en indsats i kommunens forskellige foreninger. Det ligger hvert år i den nationale ‘Frivillig Uge 39’ og skal ses som et skulderklap fra en taknemmelig kommune.

I år var festen den 27. september. Som fast indlæg ved arrangementet deler Roskilde Kommune priser ud til nogle af de foreninger, der har gjort sig bemærket i løbet af det sidste år for deres indsats i Roskilde.

Marianne Thomsen fra Børns Voksenvenner Roskilde

KULTURPRISEN 2019

Prisen på kr. 15.000 tildeles Vindinge Kulturcenter.

Vindinge Kulturcenter modtager Roskilde Kommunes Kulturpris for foreninger i 2019. Gennem hele vinterhalvåret samler Vindinge Kulturcenter hver tirsdag over 100 mennesker til fællesspisning og efterfølgende underholdning eller foredrag. I køkkenet står børn og forældre på skift fra Vindinge skole, idrætsforening, menighedsråd og fra andre af kulturcentrets aktivitetsgrupper. Vindinge Kulturcenter samler byen omkring noget så hyggeligt og rart som aftensmad – og bidrager på den måde til fællesskabet i lokalsamfundet.

Kulturprisen påskønner en særlig indsats, der skaber gode oplevelser og nye initiativer inden for kulturområdet, for borgerne i Roskilde Kommune. Kulturprisen er stiftet af Kultur- og Idrætsudvalget

KULTURPRISEN 2019

Prisen på kr. 5.000 tildeles Marianne Thomsen, Børns Voksenvenner Roskilde

Marianne Thomsen fra Børns Voksenvenner Roskilde modtager Roskilde Kommunes Kulturpris for personer i 2019 – for sit arbejde som ildsjæl og nøgleperson i foreningen, der bringer børn og voksne sammen i gode match. Marianne modtager prisen som en central person hos foreningen, som hver dag gør en livsvarig forskel for børn og unge med spinkle eller svære familieforhold. Her bliver der skabt værdifulde og udviklende venskaber mellem ramte børn og ressourcestærke voksne.

Inga Skjærris, Viby Idrætsforening

Kulturprisen påskønner en særlig indsats, der skaber gode oplevelser og nye initiativer inden for kulturområdet, for borgerne i Roskilde Kommune. Kulturprisen er stiftet af Kultur- og Idrætsudvalget

IDRÆTSPRISEN 2019

Prisen på kr. 5.000 tildeles Inga Skjærris, Viby Idrætsforening

Inga Skjærris fra Viby Idrætsforening modtager Roskilde Kommunes Idrætspris for personer i 2019 – for sin utrættelige vilje, energi og indsats for idrætten, foreningsdanmark, og kulturen gennem over 40 år.
Inga Skjærris er en lokal ildsjæl, der ikke bare bidrager til fællesskabet i Viby Idrætsforening, der har over 2.000 medlemmer, men i lokalsamfundet generelt; Inga er eksempelvis både engageret i lokalsamfundets børn og unge gennem aktiviteter som ‘Kidz sport award’, høstfest og børneløb og Inga er samtidig engageret i byens ældre hos både Omsorgscentret og Ældresagen.

Idrætsprisen påskønner en særlig indsats, der skaber gode oplevelser og nye initiativer inden for idrætsområdet, for borgerne i Roskilde Kommune. Idrætsprisen er stiftet af Kultur- og Idrætsudvalget

IDRÆTSPRISEN 2019

Prisen på kr. 15.000 tildeles Jyllinge Minigolf Klub

Jyllinge Minigolf Klub

Jyllinge Minigolfklub modtager Roskilde Kommunes Idrætspris for foreninger i 2019. Gennem to år har frivillige arbejdet ihærdigt på at anlægge en minigolfbane i Jyllinge. Resultatet er flot og efter indvielsen i maj 2019 har klubben allerede opnået stor popularitet. Børn, forældre og bedsteforældre kommer for at få frisk luft, de hygger sig med hinanden og får en oplevelse sammen. Derudover er klubben også aktiv i forhold til at inviterer både ældreforeninger, skoler og SFO’er indenfor.

Idrætsprisen påskønner en særlig indsats, der skaber gode oplevelser og nye initiativer inden for idrætsområdet, for borgerne i Roskilde Kommune. Idrætsprisen er stiftet af Kultur- og Idrætsudvalget

START- OG UDVIKLINGSPULJENS FORENINGSPRIS 2019

Prisen på kr. 5.000 tildeles Roskilde Sejlklub

Prisen gives til Roskilde Sejlklub på grund af klubbens store engagement med at udvikle et aktivt
friluftsliv i og omkring Roskilde Fjord. Roskilde Sejlklub tilbyder mange typer sejlaktiviteter for børn, unge og familier, som alle får fantastiske naturoplevelser, vigtig læring om sikkerhed på vand og muligheden for at indgå i stærke fællesskaber. Roskilde Sejlklub har gennemført et succesfuldt forsøgsprojekt med 2 skoleklasser, hvor undervisningen har været en kombination af sejloplevelser, matematik, geografi, fysik og biologi.

Roskilde Sejlklub

Folkeoplysningsudvalget vil også gerne anerkende Roskilde Sejlklubs arbejde med at udvikle undervisningsforløb for kommunens folkeskoler under Åben skole.
Start- og Udviklingspuljens Foreningspris gives derfor til Roskilde Sejlklub, som med sine mange sejlaktiviteter er med til at skabe et aktivt friluftsliv og gode naturoplevelser for kommunens børn og unge.

Start- og Udviklingspuljens Foreningspris påskønner en indsats, der i særlig grad har opnået et bemærkelsesværdigt resultat for foreningen, organisationen eller kommunen. Start- og Udviklingspuljens Foreningspris er stiftet af Folkeoplysningsudvalget.