Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet fra den 20. februar til den 27. februar 2018.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Butikstyveri – Roskilde.
Tirsdag kl. 13.23 blev en 43-årig mand fra Rumænien anholdt efter tyveri i Meny på Skomagergade. Pgl. blev tilbageholdt, da han var kommet ud af forretningen med en halv færdiglavet kylling under jakken. Pgl. sigtet for tyveri og løsladt efter afhøring.
Butikstyveri – Roskilde.
Tirsdag kl. 14.10 blev en 53-årig mand fra Ikast anholdt og sigtet for tyveri af nødder, der var gemt i en kuffert. I alt var der tale om 56 poser med nødder. Nødderne var tidligere på dagen stjålet fra Netto på Holbækvej, hvorfra han også stjal to par underbukser. Pgl. blev løsladt efter afhøring.
Doping i bilen – Kornerups Vænge, Roskilde
Søndag kl. 20.59 kontrollerede politiet en personbil og den fører rutinemæssigt. Bilen blev ført af en 32-årig mand fra Horsens, som i bagagerummet medbragte 76 ampuller med dopingmidler og en lille flaske med formentlig steroider. Den 32-årige blev derfor kortvarigt anholdt, sigtet for overtrædelse af lov om dopingmidler og afhørt til sagen. Han vil høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Brand i haveskur – Mosevænget, Roskilde
Søndag kl. 12.05 rykkede brandvæsnet ud til en mindre brand i et haveskur, hvorfra ejeren – en 39-årig mand – pludselig havde set røgudvikling fra. Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, som nu skal undersøges nærmere af politiet for at finde årsagen til brandens opståen. Der opstod kun mindre skade på skuret.
Spirituskørsel – Køgevej, Vor Frue, Roskilde
Søndag kl. 02.32 fik politiet den første anmeldelse om en bilist, der kørte meget langsomt i nordlig retning. Det ene forhjul var punkteret, og det ene sidespejl var revet af. Kort efter fik politiet endnu en anmeldelse om samme personbil, der nu kørte rundt på p-pladsen ved lufthavnen. Bilen havde nu to punkterede dæk. Ved lufthavnen fik politiet kontakt med føreren – en 30-årig mand fra Ishøj – der var kraftigt påvirket af spiritus. Han blev sigtet for spirituskørsel i bilen og anholdt kortvarigt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Hul i rude – Ringparken, Roskilde
Fredag kl. 16.34 kontaktede en 55-årig mand fra Roskilde politiet, fordi han frygtede, at nogen havde skudt mod hans vinduer, idet der var opstået et hul i et vindue ind til hans lejlighed. Politiet kørte til stedet og kiggede nærmere på hullet. Manden blev beroliget med, at der efter politiets opfattelse ikke var tale om skud, men blot en fugl, som havde ramt ruden og forårsaget hullet. Neden for vinduet fandt politiet nemlig nogle fjer, som bestyrkede formodningen om, at en fugl var årsagen.
Tyveri fra genbrugsplads – Vestre Hedevej, Roskilde
Fredag kl. 22.56 fik politiet en anmeldelse om, at to mænd havde forceret hegnet ind til genbrugspladsen. Da politiet ankom til stedet kort efter, stak den ene mand af fra stedet, medens politiet kunne foretage anholdelse af en 35-årig mand fra Lejre som mistænkt for at ville stjæle fra genbrugspladsen. Den flygtede mand blev eftersøgt med brug af en politihund, der fulgte sporene og fandt frem til en 38-årig mand fra Klippinge, som også blev anholdt i anledning af sagen. Begge blev afhørt til sagen om forsøg på tyveri fra genbrugspladsen og herefter løsladt.
Slagsmål – Algade, Roskilde
Fredag kl. 01.54 rykkede politiet ud til et formodet slagsmål mellem tre personer i Algade, hvor der også kunne høres råben og skrigen. Politiet fik kontakt til en spirituspåvirket, 22-årig mand fra Brøndby Strand, som blev taget med til overnatning i detentionen på grund af hans spirituspåvirkning. Ingen andre blev truffet i området, så politiet formoder, at ingen havde lidt den store overlast i forbindelse med den natlige uorden i gaden.
Målrettet indsats mod hash / utryghedsskabende adfærd mv. – Køge, Ringsted, Stevns og Roskilde
Torsdag eftermiddag og aften var politiet igen i gang med den målrettede indsats mod hash, der dels skal finde frem til personer, der sælger hash og dels skal skabe tryghed i de områder, hvor hashhandlen m.v. foregår.
Eftermiddagen blev brugt i Køge og Ringsted midtby samt Benløsecentret. Sidstnævnte sted blev en 18-årig mand fra Ringsted truffet med en digitalvægt og hashrester, men derudover havde han intet på sig.
I Hårlev blev der ført tilsyn på relevante adresser, hvor unge holder til.
Senere på aftenen gik turen retur til Køge, hvor der var fokus på relevante steder i midtbyen. Her blev en enkelte sigtet for besiddelse af hash, idet en 18-årig mand fra Herfølge forsøgte at gemme to gram hash, da politiet kontrollerede ham i hans bil i P-huset.
Et besøg på Ølby station og senere Karlemosen viste sig at være ganske fredeligt. Ingen mistænkelige personer blev truffet.
I Roskilde var politiet igen på besøg på en uddannelsesinstitution, hvor narkohunde hjalp politipersonalet med at lede efter narkotika. En 18-årig mand havde ca. ½ gram hash i sin jakke. Et efterfølgende besøg på et forsorgshjem resulterede i et mindre beslag af amfetamin og en ulovlig kniv.
Som opfølgning på et modtaget tip interesserede politiet sig for området ved en beboelsesejendom i den centrale del af Roskilde by, hvor et lokale skulle fungere som opholdssted for hash-rygende unge. Da politiet kiggede nærmere efter i lokalet, blev en 31-årig mand fra Roskilde truffet med knap 1 gram hash på sig. Lokalet bar i øvrigt præg at blive brugt som “opholdssted” og “rygestue”. En anden mand flygtede fra området, da politiet nærmede sig. Manden blev dog senere sporet til en nærliggende lejlighed og identificeret som en 48-årig mand fra Roskilde. Ved ransagning af hans bopæl fandt politiet knap 34 gram hash og 7½ gram skunk. Den 48-årige blev sigtet for besiddelse af stofferne med henblik på handel med disse og fik i øvrigt stofferne beslaglagt som bevis.
Humanitær eftersøgning – Lindelunden, Himmelev, Roskilde
Se udsendt pressemeddelelse torsdag aften.
Den savnede, 67-årige kvinde blev fundet i god behold på en cafe i Trekroner-området og bragt retur til sit bofællesskab. En årvågen borger havde tidligere set hende på stedet og gav den information videre til politiet, som takker for borgernes hjælp i forbindelse med eftersøgningen.
Vindueskiggeri? – Valhalvej, Roskilde
Torsdag kl. 22.00 henvendte en utryg, 36-årig mand sig til politiet, fordi han nu to gange inden for kort tid havde set et ansigt kigge gennem vinduet ind til anmelderen. Politiet kørte til området med flere patruljer, herunder en hundepatrulje, men fandt ingen personer, der kunne havde trykket næsen flad mod anmelderens vindue. Hvad vindueskiggerens hensigt har været, er således uopklaret.
Varetægtsfængsling – Voldtægt – Roskilde
En 46-årig mand fra Roskilde, der var blevet anholdt onsdag eftermiddag som mistænkt for voldtægt mod sin 29-årige ekskæreste dagen før, blev kl. 14.30 fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Roskilde som sigtet for voldtægt. Han blev varetægtsfængslet frem til den 8. marts 2018.
Udlændingeloven – ulovligt arbejde – Roskilde.
Onsdag kl. 10.22 anholdt politiet en 48-årig mand fra Makedonien, der var i gang med ulovligt arbejde i et firma på Københavnsvej. Den 48-årige har ingen arbejdstilladelse, og den 48-årige er fortsat anholdt indtil politiets udlændingeafdeling funder ud af, hvad der skal ske med den anholdte.
Grundlovsforhør – Voldtægt – Roskilde.
Onsdag kl. 16.42 anholdt politiet en 46-årige mand fra Roskilde, der sigtes for voldtægt mod sin 29-årige ekskæreste. Voldtægten fandt i.flg. anmeldelsen sted tirsdag mellem kl. 11.00 og 11.30 på en adresse i Roskilde. Kvinden er undersøgt på Center for Voldtægtsofre. Den 46-årige fremstilles i grundlovsforhør torsdag med krav om varetægtsfængsling. Politiet har ikke flere oplysninger om sagen.
Indbrud i perioden
Jyllingeparken, Jylllinge
Skibsvej, Jyllinge
Grydehøj, Gevninge, Roskilde
Guldblommevej, Roskilde
Nygade, Roskilde
Læsøvej, Vor Frue, Roskilde
Vor Frue Hovedgade, Roskilde
Vor Frue Hovedgade, Vor Frue, Roskilde
Holbækvej, Roskilde