Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2025/02/26 til 2025/03/11.

Knallertkører ville ikke stoppe – Jyllinge Parkvej, Roskilde

Kl 22.05 fik politiet anmeldelse om, at en ung mand kørte på knallert inde i Jyllingecenteret. Patruljen fik øje på en knallertkører, der kørte uden styrthjelm. Han ville ikke standse, da politiet gav besked til ham om at stoppe, men i stedet fortsatte han kørslen ad diverse cykelstier i området. Da han forsøgte at køre fra politiet gennem viadukten under Jyllinge Parkvej lykkedes det at få patruljevognen op foran og sætte den på tværs. Inden han kunne nå at vende rundt, havde politifolkene fat i ham. Hans mor blev tilkaldt til stedet, da der var tale om en kun 16-årig dreng. Han kan nu se frem til flere sigtelser for overtrædelse af færdselsloven og samtidigt blev knallerten beslaglagt, så det nu kan undersøges, om den er i lovlig stand.

Mand kørte galt på elcykel – Truelstrupvejen, Viby Sj. – Roskilde

Kl. 09.22 forulykkede en mand på sin trehjulede el-cykel, da han kom kørende i sydgående retning. Uheldet skete, da cyklen påkørte rabatten, og manden faldt af og kom til skade og var ukontaktbar. Manden, der er 65 år og fra lokalområdet, var svært tilskadekommen og blev fløjet på hospitalet i helikopter.

Mand måtte overnatte på politistationen – Hestetorvet, Roskilde

Kl. 04.22 blev en 50-årig mand frihedsberøvet for at sikre den offentlige orden, da den 50-årige ikke efterkom politiet anvisninger om at forlade en beværtning og gentagne gange vendte retur til stedet, hvor han var uønsket. Manden måtte derfor en tur i detentionen på politistationen, hvor han tilbragte resten af natten. Han blev løsladt søndag morgen kl. 7.15 til gaden.

Spritbilist fik beslaglagt puffbars og GHB – Roskildevej, Holbæk

Kl. 18.19 blev en 41-årig mand fra Solrød sigtet for spirituskørsel, da han kom kørende på Roskildevej i påvirket tilstand. I hans bil fandt patruljen to plasticflasker indeholdende GHB. Derudover blev der beslaglagt 24 puffbars. Manden blev sigtet i sagerne og fik udtaget en blodprøve. Sagen afgøres på et senere tidspunkt.

Uheld i rundkørsel – Holbækvej, Roskilde

Kl. 09.30 skete et sammenstød i rundkørslen Holbækvej/Hyrdehøj Vestvej mellem to biler. En 50-årig mand fra Slagelse kørte nord ad Hyrdehøj Vestvej og ind i rundkørslen, hvor han stødte sammen med en 71-årig mand fra Roskilde. Ingen kom noget til, men politiet optog rapport, da der var mistanke om en vigepligtsforseelse.

Uro i nattelivet – Roskilde

Kl 02.12 valgte politiet at anholde en 19-årig ung mand fra Sorø, der havde optrådt udadreagerende på en bar i Jernbanegade. Sagen startede, da politiets vagtcentral på de tryghedsskabende kameraer kunne se, at to grupper af unge var ved at komme i slagsmål i Jernbanegade. Flere patruljer blev derfor sendt til stedet for at få ro på situationen. Patruljen startede med at bortvise den 19-årige, men kort efter vendte han tilbage. Han blev bedt om at tage toget hjem, men det efterkom han ikke. Derfor valgte patruljen til sidst at anholde ham og hensætte ham i detentionen.

Kl 04.55 måtte politiet til en bar på Hestetorvet, hvor en gæst havde været højtråbende og var kommet i klammeri med andre af de tilstedeværende. Det viste sig at være en beruset 43-årig mand fra København, som politiet tidligere på aftenen havde mødt på stationen, hvor han også havde været så højtråbende, at patruljen havde bedt ham om at forlade stedet.

Han blev nu sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og taget med i detentionen.

Opfølgning – smykketyve

Sagen om de tre rumænske statsborgere, der torsdag blev anholdt i Kalundborg efter at en ansat i smykkeforretning mente at kunne genkende dem fra et tyveri af en ring i en smykkebutik i Ringsted er endt med, at den ene af de tre blev løsladt, mens de to andre fik en straksafgørelse i form af en bøde på 15.000 kroner hver.

Søndag-mandag

Brand i bil – Byleddet, Roskilde

Kl 08.21 kørte politi og brandvæsen til brand i en bil. Det lykkedes hurtigt brandvæsnet at få slået ilden ned, men der er mistanke om, at branden kan være påsat. Politiet hører derfor gerne fra folk, der har set noget mistænkeligt på stedet.

Brand i el-drevet skraldebil – Knudsvej, Roskilde

Kl. 09.59 kom melding om brand i en el-drevet skraldebil på Knudsvej i Roskilde, som formentlig var startet i skralderummet, hvor der var røg. Politiet eskorterede skraldebilen væk fra boligområdet og ud på Dyreskuepladsen, hvor slukningsarbejdet kunne foregå uden at genere de omkringboende. Ingen kom noget til og ilden blev slukket.

Brand i skrot – Langebjerg, Roskilde

Kl 13.18 kom der melding om brand i en bunke med jernskrot hos en produkthandler. Branden gav en del røgudvikling. Efter cirka en halv time havde brandvæsnet fået godt styr på flammerne og røgudviklingen var aftagende.

Færdselsuheld – Østre Ringvej, Roskilde

Kl 14.10 blev det anmeldt, at en personbil ført af en 74-årig mand fra Tune skulle foretage et højresving ad Håndværkervej, men i den forbindelse ramte en knallert ført af en 17-årig ung mand fra Hedehusene. Der skete ingen personskade, men der er mistanke om, at knallerten er ændret til at kunne køre hurtigere end lovligt. Den blev derfor beslaglagt mhp videre teknisk undersøgelse.

Påvirket bilist – Københavnsvej, Roskilde

Klk 15.57 standsede politiet en personbil ført af en 19-årig ung mand fra Taastrup. Politiet havde forinden fået en anmeldelse om, at bilen lå og kørte hasarderet i området. Da betjentene rettede henvendelse til køretøjet bemærkede de, at der lugtede kraftigt at hash. Derfor blev føreren testet med et narkometer, der gav udslag for både kokain og cannabis og han blev derfor sigtet for at køre i påvirket tilstand og politiet tog både ham og nøglen med.
Efter at den 19-årige var blevet løsladt mødte han senere op på politistationen sammen med en kammerat for at afhente bilnøglen. Igen bredte der sig en markant lugt af hash i lokalet og de fik derfor besked på, at de ikke ville få nøglen udleveret men måtte finde en anden måde at komme hjem på.

Røveri i supermarked – Roskildevej, Benløse, Ringsted

kl. 20.01 trykkede personalet i supermarkedet Rema1000 på overfaldsalarmen, da butikken netop havde været udsat for røveri. En maskeret mand var kommet hen til kassen og truede personalet til at give ham pengene. Røveren beskrives som:

Mand, 35 år, 175-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Yderligere kendetegn: Blå/grønne øjne, „markant‟ næse og mindre tatovering under det ene øje. Talte: Dansk, Iført: Maskering, mulig elefanthue, Grå hættetrøje med lommer, sorte striber ned ad armene og rundt logo på venstre bryst, sorte handsker, sorte joggingbukser og sorte sko.

Røveren indikerede, at han var bevæbnet, men han fremviste intet våben. Han fik udleveret pengene og forlod butikken og flygtede i sydlig retning.

Flere patruljer kørte til supermarkedet og en hundepatrulje søgte i området efter den mistænkte mand, men fandt ikke frem til ham. En patrulje afhørte vidner og sikrede butikkens overvågning.

Politiet efterforsker nu sagen og søger i den forbindelse vidner, som kan have set den beskrevne mand før eller efter røveriet blev begået lige før kl. 20.00 tirsdag aften. Ring på tlf. 114, hvis du har oplysninger i sagen.

Udlændingeafdelingen på kontrol på massageklinik – Gevninge, Roskilde

Onsdag eftermiddag var Udlændingeafdelingen på kontrol på en massageklinik i Gevninge, hvor de traf en 32-årig kvinde fra Den Dominikanske Republik, som udførte arbejde på klinikken. Hun havde en opholdstilladelse i Spanien, og måtte derfor ikke arbejde i Danmark. Hun blev anholdt og taget med på stationen til afhøring med tolk og sigtet for ulovligt arbejde. Herefter blev hun anbragt i et arresthus, da hun er tilbageholdt i 3x 24 timer, mens hendes sag forelægges Udlændingestyrelsen, som træffer afgørelse om, hvor vidt hun kan udvises med et indrejseforbud.

Uheld i myldretiden – Holbækmotorvejen, Gevninge, Roskilde

Kl. 15.18 stødte tre biler sammen på Holbækmotorvejen mod vest ved Gevninge, da der opstod kø i myldretiden. En 34-årig mand fra Gislinge bremsede hårdt op, og blev påkørte bagfra af bilen bagved, ført af en 40-årig kvinde fra Kirke-Såby, som igen blev ramt af den bagfrakommende bil ført af en 56-årig mand fra Holbæk.

De to bagerste bilister blev kørt i ambulance til tjek, men ingen kom noget alvorligt til. Bilerne fik større skader og måtte transporteres væk fra motorvejen.

Ulovlige knallerter – Jyllinge og Gundsømagle, Roskilde

Kl. 12.30 standsede en færdselsbetjent en knallert på Planetvej i Jyllinge, som kunne køre væsentlig stærkere end de tilladte 30 km/t. Knallerten blev målt på rullefelt til at kunne køre mindst 50 km/t. Føreren af knallerten, en 15-årig lokal dreng blev sigtet for at køre på en ulovlig knallert.
Kl. 13.25 stoppede samme betjent en knallert på Frederiksborgvej ved Gundsømagle. Den 16-årige dreng fra Jyllinge blev sigtet for at køre på en ulovlig knallert, der kunne køre mindst 78 km/t. Drengenes forældre orienteret om sagen, og de vil alle senere høre mere fra politiet.

Vold – Søndre Ringvej, Roskilde

Kl 14.40 fik politiet anmeldelse om, at der var uro omkring en lejlighed. På stedet fandt patruljen en mand, der blødte fra et sår i hovedet. Det viste sig, at en gruppe på tre personer i forbindelse med et mellemværende havde forsøgt at trænge ind i en lejlighed på stedet og i den forbindelse havde en af personerne i lejligheden – en mand på 41 år – tilsyneladende slået en fra modparten – en mand på 33 år – i hovedet med en topnøgle. Den 41-årige blev anholdt som sigtet for vold og den 33-årige sigtet for trusler og begge løsladt efter endt sagsbehandling.

Indbrud i Perioden

Egebjerg, Roskilde

Lufthavnsvej, Roskilde

Friggasvej, Roskilde
Gammel Vindingevej, Roskilde
Nygade, Roskilde