Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2024/07/24 til 2024/08/06.
Bilejere overraskede tyve – Hjortlund, Vindinge, Roskilde
Kl. 04.25 blev et ægtepar vækket af at ruden på deres bil blev knust. Manden i huset løb ud og efter den ene gerningsmand, men det lykkedes tyven at slippe væk i bil. Mindst to personer deltog i tyveriforsøget, men kun den ene blev set og beskrives som:
A: Mand, 20-40 år, 170-180 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Iført: rød dunjakke med hætte, sort kasket, Medbragte: plasticpose. Kørte væk i en grå bil.
Det lykkedes ikke tyvene at stjæle noget, men politiet efterforsker nu sagen. Vidner, der har flere oplysninger om den grå bil, eller de personer der kørte i den, bedes ringe til politiet på tlf. 114.
Flere indbrud i biler – Vindinge, Roskilde
I går nævnte vi på døgnrapporten en sag, hvor et ægtepar kl. 04.25 på Hjortlund i Vindinge vågnede ved at et rude blev knust i deres bil. I løbet af tirsdagen anmeldte flere borgere i Vindinge, at der havde været ubudne gæster i deres haver eller indbrud i deres biler i løbet af natten.
Omkring kl. 02.30 vågnede en borger på Toftebuen ved en lyd udenfor. Han stod op og kiggede ud af et vindue, hvor han så en mand kiggede ind, men stak af ved synet af husets beboer. Der var ikke forsøgt indbrud på stedet. Manden beskrives som: 170-180 cm høj, iført mørkt tøj og med tildækket ansigt.
På Mørbjergparken blev en person fanget på et overvågningskamera i en indkørsel natten til tirsdag kl. 04.24. Personen beskrives som:
Alm. af bygning, iført karakteristisk orange dynejakke, sort hue, grå hætte slået op op hovedet, sorte stumpbukser, sorte sneakers, sort skuldertaske om halsen og et hvid/gulgrønt net over skulderen.
En borger på Mørbjergvænget anmeldte tirsdag eftermiddag, at der natten mellem mandag og tirsdag havde været indbrud i en personbil, hvor en rude i venstre bagdør blev knust og der blev stjålet en jakke og personlige ting.
Ud fra signalementet af tyven på Hjortlund og beskrivelsen af personer på overvågningsvideoen fra Mørbjergparken er der meget der tyder på, at der er tale om samme person.
Vidner, som har bemærket den beskrevne person, eller som i øvrigt kan komme med oplysninger om et evt. køretøj eller andre personer, bedes ringe til politiet på tlf. 114.
Højresvingsulykke – Køgevej/Østre Ringvej, Roskilde
Kl. 13.13 blev en 84-årig kvide fra Roskilde ramt af en højresvingende bilist i krydset Køgevej/Østre Ringved. Begge trafikanter kørte ad Køgevej mod Roskilde C, hvor bilisten, en 69-årig mand fra Sverige, skulle svinge til højre ad Østre Ringvej. Han overså cyklisten, der kørte på cykelstien, og de to stødte sammen i krydset. Den 84-årige kvinde blev hentet i ambulance og kørte til tjek på sygehuset. Hun slap uden at komme alvorligt til skade, men politiet optog rapport om vigepligtsuheldet.
Kvinde påkørt under Viking Run – Darupvej, Roskilde
Kl. 16.59 kørte politi og ambulance til Dyrskuepladsen, hvor der i weekenden blev afholdt biltræffet, Viking Run. En 44-årig kvinde fra Sverige opholdt sig på et tæppe på pladsen, da hun blev ramt af en bilist, som foretog en vending med lav hastighed. Føreren af personbilen, en 28-årig mand fra København, havde ikke set kvinden på tæppet.
Flere personer så ulykken og hjalp til med at få bilen væk fra den påkørte kvinde. En lægehelikopter blev tilkaldt, og bragte den tilskadekomne kvinde til hospitalet med kritiske skader. Hun blev senere meldt stabil.
Politiet testede den 28-årige mand med narkometeret, som viste positiv for kokain og amfetamin. Han blev derfor anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse. Bilinspektøren undersøgte uheldsstedet og politiet afhørte flere vidner. Når resultatet af blodprøven kommer, vil det samlet blive vurderet, hvad han skal sigtes for forbindelse med ulykken.
Mand anholdt og sigtet for flere tyverier – Toftebuen, Vindinge
Kl. 02.50 fik politiet anmeldelse fra en borger på Toftebuen i Vindinge, som var vågnet ved lyden af en vinkelsliber. Udenfor var en mand i gang med at stjæle familiens ladcykel, som han stak af med. Flere patruljer satte straks kursen, og kl. 02.56 anholdt en hundepatrulje en 21-årig mand fra Fyn, som kørte ad Toftebuen på ladcyklen. Han blev sigtet for tyveri og taget med på politistationen, hvor han blev sat til afrusning i detentionen, idet han var påvirket.
Den anholdte mand havde tyvekoster fra flere indbrud i biler i området på sig ved anholdelsen. Efterforskningen af sagen viser desuden, at han kan mistænkes for flere tyverier og tyveriforsøg fra biler i Vindinge. Politiet er i skrivende stund ved at danne sig et overblik over sagens omfang, og hvor meget den 21-årige skal sigtes for.
Mand anholdt til afrusning – Algade, Roskilde
Kl. 09.55 modtog politiet en anmeldelse om en meget beruset mand. En patrulje kom frem til stedet, hvor manden viste sig at være så påvirket, at han blev vurderet til ikke at kunne tage vare på sig selv. Manden, der er 33 år og fra Polen, blev anholdt til afrusning i politiets varetægt. Ni timer senere blev han løsladt til gaden.
Kl. 23.36 blev den 33-årige polak anholdt igen på Jernbanegade i Roskilde, hvor han var beruset i en sådan grad, at han ikke kunne tage vare på sig selv. Han var i politiets varetægt til afrusning i fem timer og blev efterfølgende løsladt.
Mand kom til skade under tumult – Roskildevænget, Roskilde
kl. 17.41 kørte politi og ambulance til en P-plads ved et supermarked i Roskildevænget, hvor en 58-årig mand fra Roskilde var kommet til skade efter tumult. Den 58-årige var faldet under tumulten og hans tilstand var kritisk, da redningen kom frem. Den 58-årige blev fløjet til behandling med lægehelikopteren, og politiet undersøgte sagens omstændigheder.
Det viste sig, at den 58-årige havde haft en uoverenstemmelse med en 29-årige mand fra Holbæk Kommune. De to havde sloges, hvorunder den 58-årige blev slået i hovedet.
Vidner så, at den 58-årige faldt om, hvorefter den 29-årige mand kørte fra stedet, men han kontaktede efterfølgende selv politiet. Den 29-årige blev anholdt og sigtet for vold mod den 58-årige. Sagen blev juridisk vurderet, men der blev ikke fundet grundlag for at fremstille den anholdte mand i grundlovsforhør, så han blev løsladt senere på aftenen.
Den 58-åriges meldes nu uden for livsfare, men han er stadig indlagt. Politiet undersøger nu sagen nærmere. Når den 58-årige er klar til det skal han afhøres til sin rolle i sagen. Vidner til optrinnet, som endnu ikke er afhørt af politiet bedes ringe på tlf. 114.
Mand sigtet for vold mod 15-årig knallertfører – Blodhøjvej, Jyllinge – Roskilde
kl. 20.19 indgik en anmeldelse fra en mor om, at hendes 15-årige søn havde været udsat for vold af en mand, som havde taget fat i ham, da sønnen kørte på knallert på Blodhøjvej.
Politiet kørte til Jyllinge, hvor den unge mand blev afhørt til sagen. Den 15-årige kørte tur på knallert med sin ven, da de mødte en gruppe voksne, der stod på vejen. Den unge mand oplyste, at han var blevet væltet af sin knallert af en mand i gruppen, idet han passerede dem. Han havde slået sit hoved ned i jorden og pådraget sig skrammer, da han var faldet af sin knallert, så han blev efterfølgende tilset på skadestuen. Knallerten blev skrammet i styrtet.
Politiet fandt frem til en 47-årig mand, som kunne mistænkes for at have udsat den 15-årige for vold. Han blev sigtet og afhørt til sagen, men nægtede at have været voldelig over for den 15-årige. Den 47-årige oplyste, at han sammen med tre andre voksne fra de omkringliggende veje havde været på udkig efter unge, som skabte utryghed i området ved at køre for stærkt på knallert og fyre fyrværkeri af ved en nærliggende sø. Han erkendte at der havde været et møde med den 15-årige, som væltede på sin knallert.
Politiet optog rapport i sagen, som nu skal efterforskes færdigt, hvorunder alle vidner til episoden skal afhøres. Den 47-årige vil senere høre mere fra politiet i sagen.
Mindreårige stjal Robloxkoder – Stationscentret, Roskilde
Kl. 16.19 kørte en patrulje til Føtex i Stationscentret, hvor tre drenge på 11-12 år fra Roskilde var blevet tilbageholdt for butikstyveri. De tre drenge havde i forening åbnet i alt 11 pakker med Blox Fruit Plush og Blox minifigurer, hvor de havde taget koderne til spillet Roblox fra æskerne, som de ville indløse i spillet. De havde desuden stjålet en powerbank, en oplader og to Roblox Mysterybox. Alle drenge erkendte tyveriet.
Værdien af det stjålne var i alt 1647 kr, men butikken havde et erstatningskrav på1398 kr for de åbnede pakker. Børnenes forældre kom til stedet og betalte for de ødelagte varer, og politiet optog rapport i sagen, som vil blive sendt videre til de sociale myndigheder. idet drengene er under den kriminelle lavalder.
Narkokørsel og uro i byggemarked – Byleddet, Roskilde
Kl. 08.46 fik politiet anmeldelse om, at tre mænd skabte utryghed i et byggemarked, og de ønskedes bortvist. Politiet kørte til stedet, hvor de tre traf de tre mænd fra Holbæk på 20, 29 og 39 år, som blev skønnet narkopåvirkede. Politiet visiterede mændene, men fandt ingen narko. Den 39-årige mand havde ført bilen frem til stedte, og han blev testet med narkometeret, som viste positiv for kokain og Methamfetamin. Han blev derfor sigtet, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. De øvrige blev bortvist fra stedet.
Påvirket bilist – Søndre Ringvej, Roskilde
Kl. 21.31 blev en 62-årig mand fra København sigtet for spirituskørsel og anholdt, da han kørte i påvirket tilstand. Manden kan forvente at høre mere fra politiet på et senere tidspunkt, når resultatet af blodprøven modtages af politiet.
Påvirket bilist tilbageholdt af borgere – Stålmosevænget, Vindinge – Roskilde
Kl. 22.49 kørte en patruljer til Vindinge, hvor flere borgere tilbageholdt en ophidset, mand som havde kørt bil i påvirket tilstand. Patruljen anholdt og sigtede den 32-årig mand fra Vordingborg, som var tydeligt påvirket af både spiritus og narko. Han havde forsøgt at vende en bil for enden af en vej, hvilket beboerne på vejen havde bemærket og frataget ham nøglerne.
Den 32-årig mand havde desuden aldrig taget kørekort, og bilen tilhørte en kvinde i Lejre, som havde nægtet ham at låne bilen. Han blev derfor også sigtet for brugstyveri af bilen, da han havde taget bilen uden tilladelse fra ejeren. Han blev løsladt efter at have fået udtaget en blodprøve, og bilejeren fik sin bil tilbage.
Spiritusbilist med vanvidspromille – Ringstedgade, Roskilde
Kl. 22.52 kørte politiet til Drive In på Mc Donalds på Ringstedgade, hvor en bilist havde forsøgt at bestille mad, men var så beruset, at vidner tilkaldte politiet. En 64-årig mand fra Vestegnen blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blæste alkometeret langt over det tilladte. Promillen viste over 2,0, da hans bil blev beslaglagt til sagen. Den 64-årige havde desuden intet gyldigt kørekort, da det var blevet inddraget under en anden sag om spirituskørsel.
Den 64-årige, der forinden havde været til Viking Run på Dyrskuepladsen, nægtede at have indtaget større mængder alkohol. Han blev gjort bekendt med, at promillen størrelse gjorde, at sagen var omfattet reglerne om vanvidskørsel, og han accepterede beslaglæggelsen af bilen. Retten vil senere tage beslutning om, hvorvidt bilen kan endeligt konfiskeres, men først afventer politiet promilleerklæringen.
Udenlandske butikstyve – Stationscentret, Roskilde
Kl. 16.02 blev tre udenlandske mænd tilbageholdt i Føtex, hvor de var mistænkt for i forening at have stjålet Redbull, sokker og en el-tandbørste til en samlet værdi af 282 kr. Politiet kom frem og anholdt de tre mænd fra Pakistan i alderen 21,23 og 24 år. De viste sig alle at være asylansøgere i Sverige, og tyverisagen afgøres med bøde. De tre er fortsat anholdt og sagen vedr. ophold i Danmark behandles af udlændingeafdelingen.
Ulovlig knallert – Merkurvej, Jyllinge – Roskilde
Kl. 21.01 stoppede en patrulje en alt for hurtig knallert på Merkurvej i Jyllinge. Føreren af knallerten, en 17-årig ung mand fra lokalområdet, erkendte at knallerten ikke var lovlig. Betjentene undersøgte knallerten, som foruden at være konstruktivt ændret, så den kunne køre for stærkt, også havde et nedslidt bagdæk, en defekt baglygte og manglede forbremsen. Ejeren af knallerten, en jævnaldrende ung mand, blev kontaktet og gjort bekendt med, at knallerten blev beslaglagt, da dens tophastighed skal udmåles på et rullefelt. Også han erkendte, at knallerten var ulovlig. De to unge mænd blev begge sigtet i sagen, og deres forældre orienteret om sagen. De vil høre mere fra politiet, når knallerten er undersøgt.
Ældre kvinde snydt af “Lars fra Udbetaling Danmark” – Viby Sj. – Roskilde
Kl. 13.22 anmeldte en 83-årig kvinde fra Viby Sj. at hun dagen før var blevet snydt for et større kontantbeløb af en mand, som udgav sig for at være fra Udbetaling Danmark. Han overtalte hende til at udlevere sit dankort og kode, da hun skulle have et nyt. Kvinden forstod ikke helt hvorfor, men det virkede som om, at “Lars” havde styr på det og ville hjælpe hende.
Mandag omkring kl. 16.00 kom en kvinde til den 83-åriges adresse, hvor hun fik udleveret kort og kode. Hun beskrives som A: Kvinde, 25-30 år, 150-160 cm, Kropsbygning: Almindelig, Iført: tørklæde
Senere ringede “Lars” igen og sagde, at han kunne hjælpe den 83-årige med at sikre sine kontanter, hvis hun havde nogen liggende. Så kunne han sætte dem ind på hendes konto, så den 83-årige og hendes søn kunne hæve dem derfra. Dette takkede den 83-årige ja tak til, og samme aften kom endnu en kvinde hjem til den 83-årige, hvor hun fik udleveret et fem cifret kontantbeløb.
Denne kvinde beskrives som: B: Kvinde, 30-40 år, 170-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Lys. Hun forlod stedet uden at sige et ord.
Da den 83-årige tirsdag ikke havde modtaget sit nye hævekort blev hun bekymret og kontaktede sin bank, der oplyste, at der var hævet 30.000 kr fra hendes konto, som de straks spærrede. Først nu indså den 83-årige, at hun var blevet narret og kontaktede politiet, som nu efterforsker den grove sag om bedrageri.
Indbrud i Perioden
Maglegårdsvej, Roskilde
Skomagergade, Roskilde
Toftebuen, Vindinge, Roskilde – Forsøg
Algade, Roskilde
Borchsgade, Roskilde
Godthåbsvej, Roskilde
Nygade, Roskilde
Sandvejen, Vindinge, Roskilde – Forsøg
Søvænget, Havdrup