Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2024/07/04 til 2024/07/16.
Påvirket bilist – Møllehusvej, Roskilde
Kl. 13.40 blev en 27-årig mand fra Taastrup sigtet for kørsel i påvirket tilstand. Manden blev anholdt og fik udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.
Beruser på løbehjul – Ringstedgade, Roskilde
Kl 01.20 standsede en politipatrulje en 26-årig mand fra Vallensbæk, der kørte på elektrisk løbehjul. Han var påvirket af spiritus, havde passager bag på og kørte desuden uden cykelhjelm. Han blev sigtet for alle tre dele.
Droneflyvning – Allershøjvejen, Gadstrup, Roskilde
Kl 19.37 kunne politiet sigte en 34-årig lokal mand for at have fløjet med drone selvom han var tæt på lufthavnen i Roskilde. Det fik den konsekvens, at en redningshelikopter, der var på vej ind til landing, måtte omdirigeres.
Manden forklarede at han blot havde fløjet med drone indendørs. De nærmere forhold skal nu undersøges nærmere.
Politiet skal igen opfordre folk til kun at flyve med drone, hvis man har den nødvendige uddannelse og har sat sig nøje ind i de regler, der gælder for droneflyvning.
Mand død under oprydning på festival – Kamstrupvej, Roskilde
Kl. 17.57. en 52-årig mand fra Polen afgik i går ved døden efter at være blevet ramt af en traktor under oprydningen efter Roskilde Festivalen på Dyrskuepladsen i Roskilde. Manden, som ikke arbejdede på stedet, befandt ved påkørslen sig nær en stor bunke efterladte telte og andet affald, som var skubbet sammen under oprydningen. Manden blev erklæret død kort efter ulykken, og politiets bilinspektør undersøgte uheldsstedet for at klarlægge omstændighederne omkring påkørslen. Føreren af traktoren, en 64-årig mand fra Roskilde, var dybt berørt efter ulykken, men blev afhørt til sagen. Han havde ikke set manden forud for påkørslen. Politi optog rapport om ulykken og underrettede de pårørende.
Natteliv – Hersegade, Roskilde
Kl 03.36 bemærkede en politipatrulje en 19-årig ung mand fra Dianalund, der var synligt påvirket og som stod og tissede op af en husmur. Da patruljen ville tage kontakt til han, stak han af fra stedet, men bukserne gled desværre ned om knæene på ham, så den unge mand faldt, før han nåede ret langt. Han blev sigtet efter ordensbekendtgørelsen og fik lov at tilbringe et par timer på politigården, før han igen blev sat på fri fod.
Ulovlig knallert – Svenstrupvejen, Viby Sj, Roskilde
Kl 19.05 lagde færdselspolitiet vejen forbi Viby Sjælland, hvor en 16-årig lokal dreng blev standset, da der var mistanke om, at hans knallert kunne køre væsentligt hurtigere end det tilladte. Knallerten blev beslaglagt til nærmere tekniske undersøgelser.
Vold – Stationscenteret, Roskilde
Kl 23.43 kom der melding om et overfald i en kiosk på stationspladsen, hvor en ung mand skulle være blevet overfuset og havde fået flere lussinger. Det fortsatte efterfølgende med, at overfaldsmanden uden for butikken gav yderligere to unge mænd slag og skubbede en af dem af sin cykel. En anden ung mand blandede sig på det tidspunkt i overfaldet og spyttede bl.a. på nogle af ofrene for overfaldet. Der var tilsyneladende tale om en ophidset ordveksling, der var opstået, da to grupper af unge havde mødt hinanden i kiosken, og som derefter havde udviklet sig til vold. Da patruljen kom frem, kunne de med vidners hjælp udfinde en 15-årig dreng fra Roskilde, som blev anholdt og sigtet for volden. Den anden mand, som spyttede på ofrene, stak til gengæld af gennem tunellen under stationen. Efterforskningen skal nu vise, om det er muligt at identificere ham.
Indbrud i Perioden
Industrivej, Roskilde
Lindenborgvej, Roskilde