Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2024/05/23 til 2024/06/05.
Bedrageri – Stationscentret, Roskilde
Kl. 13.03 blev en 21-årig mand fra Roskilde sigtet for bedrageri, da han havde fundet en kvitteringen uden for et supermarked og efterfølgende var gået ind i supermarkedet og havde fundet samme varer, som fremgik af kvitteringen. Manden henvendte sig efterfølgende i kundeservice, hvor han bad om at få penge retur for varerne, og i den forbindelse blev bedrageriet opdaget. Manden blev tilbageholdt, og politiet tilkaldt. Manden blev afhørt til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.
Butikstyveri – Ro’s Torv, Roskilde
Kl. 17.02 blev en 48-årig mand fra Rumænien tilbageholdt i et supermarked, da han havde passeret sidste betalingsmulighed uden at betale for en nakkefilet, to pakker ost, to peberfrugter, to flasker whisky og en deodorant til en samlet værdi af 629 kr. Tyvekosterne blev tilbageleveret til butikken, som ikke havde noget erstatningskrav. Manden kan forvente en bøde for tyveriet.
Butikstyveri – Stationscentret, Roskilde
Kl. 15.30 passerede to drenge fra Roskilde, begge 15 år, sidste betalingsmulighed i et supermarked med varer, de ikke havde betalt for. Drengene blev tilbageholdt, og supermarkedet fik de stjålne varer retur og havde derfor ikke noget erstatningskrav. De sociale myndigheder blev underrettet pga. drengenes unge alder.
Efterladte ting på badebro vakte bekymring – Fiskervejen, Veddelev, Roskilde
Kl. 09.02 ringede en bekymret borger, som havde fundet et håndklæde, et par badesandaler og en mobiltelefon efterladt ved en badebro i Veddelev. Tingene havde også ligget der tidligere på morgenen, og var stadig ikke blevet hentet, hvilket vakte bekymring for en mulig badeulykke.
Ingen personer i området havde ifølge anmelderen set nogen på broen, og politiets indsatsleder kørte til Veddelev for at undersøge sagen. En drone blev sat i luften for at søge over vandet, men der blev ikke fundet nogen personer langs kysten.
Tingene lå ikke tæt sammen, og det kunne ikke med sikkerhed afklares, at det var samme person, der havde lagt dem der. Havnefogeden kunne fortælle, at der dagen i forvejen havde været mange badegæster.
Politiet fandt frem til telefonens ejer via teleselskabet. Telefonen viste sig at være blevet tabt, så ingen grund til bekymring i den anledning. Ingen personer blev meldt savnet og omkring middag indstillede politiet eftersøgningen.
For hurtig knallert – Møllehusvej, Roskilde
Kl. 20.00 blev en 33-årig mand fra Hedehusene sigtet for overtrædelse af færdselsloven, da han kom kørende på en lille knallert, som var konstruktivt ændret, så den kunne køre minimum 50 km/t. Der nedlægges påstand om frakendelse af manden kørekort. Sagen afgøres på et senere tidspunkt.
Færdselsuheld – Skovvangen, Stokkebjerg, Jyderup – Roskilde
Kl. 13.45 skete et færdselsuheld, da en 43-årig mand fra Odense, der var kørende i en varevogn var i færd med at overhale en traktor, som kørte med en ca. 10 meter lang kreaturanhænger, uden dyr på. Traktoren, der blev ført af en 74-årig mand fra Sorø, kørte ad Amtsvejen i sydgående retning og bremsede ned for at svinge til venstre ind på Skovvangen. I forbindelse med, at traktoren svingede til venstre, skete et sammenstød med varevognen, som var i gang med at overhale traktoren. Den 43-årig mand blev kørt til sygehuset til tjek. Vejen var spærret i forbindelse med oprydning på stedet, da der var spildt diesel på kørebanen i forbindelse med sammenstødet.
Lov om arbejdsmiljø – Hersegade, Roskilde
Kl. 07.47 skete en arbejdsulykke, da en 27-årig mand fra Helsingør fik sit ben i klemme mellem to stilladsplader i forbindelse med, at han befandt sig på et stillads. Manden blev kørt til tjek på sygehuset. Arbejdstilsynet underrettet.
Lugt fra kloak i forbindelse med arbejde – Roskildevej, Hvalsø – Lejre
Kl. 18.16 fik politiet anmeldelse om, at der var kommet en mistænkelig gaslugt fra kloakken på et plejehjem i forbindelse med kloakarbejde uden for. Politi og brandvæden kørte til stedet, hvor sagen blev undersøgt nærmere.
Beboerne på plejehjemmet blev flyttet væk fra det lokale, hvor lugten var, mens lugten blev undersøgt. Kloakerne var under renovering, hvor der skulle foretages en strømpeforing, som havde givet den mistænkelige gaslugt.
Ambulancer blev tilkaldt til at tjekken beboerne og personalet på plejehjemmet. En person blev kørte til tjek på sygehuset. Politiet var færdige på stedet omkring kl. 21.00. Brandvæsnet luftede ud, og arbejdstilsynet blev orienteret om sagen.
Narkokørsel i frakendelsestiden – Trekroner Alle, Roskilde
Kl. 20.39 blev en 24-årig mand fra Brøndby Strand sigtet for kørsel i narkopåvirket tilstand og i frakendelsestiden. Den 24-årige blev desuden sigtet for overtrædelse af våbenloven, da han var i besiddelse af et slagvåben uden at have et anerkendelsesværdigt formål. Manden var anholdt i forbindelse med, at han fik udtaget en blodprøve til sagen, som afgøres på et senere tidspunkt.
Nærgående mand tilbød smykker – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 16.09 modtog politiet et opkald fra en 57-årig kvinde fra Roskilde, der følte sig generet af en udenlandsk mand på en perron på Roskilde Station, som havde været nærgående over for kvinden. En patrulje kom frem til stationen og talte med begge parter. Den udenlandske mand – en 44-årig mand fra Østeuropa – blev bortvist fra stationen.
To mænd fængslet i sag om fund af et kilo amfetamin på Roskilde Station
To mænd – en 23-årig mand fra Roskilde og en 24-årig mand fra Skibby – blev i går fremstillet i et lukket grundlovsforhør og fængslet frem til den 20. juni. Mændene er sigtet i en sag om det kilo amfetamin, der i marts blev indleveret på politistationen i Roskilde.
En mand havde forinden fundet stofferne liggende i en pose på Roskilde Station, og da han så, hvad posen indeholdt, så valgte han fornuftigt nok at aflevere den til politiet. Midt- og Vestsjællands Politi har siden efterforsket sagen og kunne så i går foretage anholdelse af de to mænd. De tog begge forbehold for kære.
Ulovlig kontakt til indsatte – Jernbanegade, Roskilde
kl. 14.48 kunne politifolkene i Roskilde høre råben til og fra arresten, som ligger ved siden af Politigården. En hurtig betjent løb til stedet, og flere betjente fulgte efter. De traf flere personer, hvoraf den ene, en 26-årig mand fra Roskilde blev sigtet for at sætte sig i forbindelse med indsatte i arresten.
Ung sliktyv – Stationscentret, Roskilde
Kl. 15.10 blev en 14-årig pige tilbageholdt i Føtex, hvor hun gik igennem kasselinjen uden at betale for en stor pose bland selv slik til en værdi af 89,75 kr. Hun blev stoppet af en butiksdetektiv og ført med ud i baglokalet, hvor politiet blev tilkaldt. Den unge pige, som kommer fra en mindre by uden for Roskilde, blev afhørt med begge sine forældre til stede. Hun erkendte tyveriet og fik efter afhøringen i butikken lov til at gå. De sociale myndigheder blev orienteret, men pigen er under den kriminelle lavalder og kan ikke straffes.
Øksebevæbnet mand anholdt – Søndergade, Viby Sj., Roskilde
KL. 10.00 anmeldte en borger, at en mand forsøgte at stjæle en ladcykel ved at slå cykellåsen op med en økse. En patrulje kom frem til stedet, hvor vidner kunne fortælle, at den øksebevæbnede mand var løbet ind i en tunnel. Manden, der er 29 år og fra Ishøj, blev kort tid efter anholdt. Han blev sigtet for overtrædelse af våbenloven, da han ikke havde noget anerkendelsesværdigt formål med at være i besiddelse af øksen. Manden blev anholdt og afhørt til sagen, hvorefter han blev løsladt. Sagen afgøres på et senere tidspunkt.