Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2024/05/14 til 2024/05/29.
Bedrageri – Stationscentret, Roskilde
Kl. 13.03 blev en 21-årig mand fra Roskilde sigtet for bedrageri, da han havde fundet en kvitteringen uden for et supermarked og efterfølgende var gået ind i supermarkedet og havde fundet samme varer, som fremgik af kvitteringen. Manden henvendte sig efterfølgende i kundeservice, hvor han bad om at få penge retur for varerne, og i den forbindelse blev bedrageriet opdaget. Manden blev tilbageholdt, og politiet tilkaldt. Manden blev afhørt til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.
Bil beslaglagt – Roskildevej, Benløse, Ringsted
Kl 19.53 standsede færdselspolitiet en personbil, der blev ført med 118 km/t i en byzone. Dermed var der tale om vanvidskørsel. Chaufføren, en 32-årig lokal mand, fik administrativt inddraget sit kørekort på stedet og bilen blev beslaglagt. Det protesterede ejeren over, og det bliver nu op til retten at vurdere.
Brand – Haveforeningen Hvilen, Roskilde
Kl 14.48 kørte politi og brandvæsen til haveforeningen, hvor der var gået ild i et skur efter at den 34-årige mandlige beboer på stedet forinden havde brugt en ukrudtsbrænder. Brandvæsnet fik hurtigt slukket ilden og den 34-årige blev sigtet efter beredskabsloven for sin uforsigtige omgang med ild.
Brand i container – Navervej, Roskilde
Kl 16.22 opstod der brand i en container på en genindvindingsvirksomhed i Roskilde. Det gav kortvarigt en kraftig røgudvikling i området og politiet bad derfor folk i området om at gå inden døre og lukke døre og vinduer imens. Branden nåede at sprede sig til en anden container på stedet, men brandvæsnet fik hurtigt slået flammerne ned.
Butikstyveri – Stationscentret, Roskilde
Kl. 15.30 passerede to drenge fra Roskilde, begge 15 år, sidste betalingsmulighed i et supermarked med varer, de ikke havde betalt for. Drengene blev tilbageholdt, og supermarkedet fik de stjålne varer retur og havde derfor ikke noget erstatningskrav. De sociale myndigheder blev underrettet pga. drengenes unge alder.
Fest lukket – Roskilde
Kl 21.16 besluttede politiet, at en fest på en uddannelsesinstitution i Roskilde skulle lukkes. Festen blev afholdt som koncert med offentlig adgang, og hvor der var udskænkning af alkohol selvom der ikke var søgt de nødvendige tilladelser. På den baggrund valgte politiet at lukke festen, hvor der var cirka 200 deltagere.
Søndag (Pinsedag) – Mandag (2.pinsedag)
Fyrværkeri ved arresten – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 23.05 var flere mænd mødt op ved arresten i Roskilde, hvor de fyrede fyrværkeri af og råbte tillykke til en indsat i arresten. Flere patruljer satte kursen, hvilket fik flere mænd til at flygte fra stedet. En patrulje forsøgte at afskære en mand vejen på Jernbanegade, men patruljebilen kom ud af kurs og ramte en husfacade med lav fart. Betjentene blev kørt til tjek, men var ikke kommet noget til. Der skete ingen synlig skade på husmuren, men bilen fik trykket fronten en smule.
En anden patrulje fik fat i en 25-årig mand fra Valby, som blev fundet i besiddelse af to kanonslag. Han blev sigtet for at sætte sig i kontakt med en indsat og for at overtræde fyrværkeriloven. Den 25-årige fik herefter lov til at gå, men vil høre mere i sagen senere.
Et stort fyrværkeribatteri var i gang, da politiet ankom, og det blev forsøgt slukket med en pulverslukker, men brandvæsnet kom kort forbi og foretog efterslukning.
Mandag (2.pinsedag) – Tirsdag
Færdselsindsats – Roskilde og Køge
Torsdag aften var færdselspolitiet og lokalpolitiet sammen med Færdselsstyrelsen på vejene. I første omgang koncentrerede man sig om Roskilde, hvor der ikke var nogle problemer. Derefter valgte man at forskyde til Køge, da der kom meldinger om, at flere biler begyndte samle sig til noget mulig kapkørsel.
Det endte dog uden antræk til kapkørsel, men der blev alligevel skrevet en række sager:
På en bil og en motorcykel var der forkert lygteføring.
To personer blev sigtet for brug af håndholdt mobiltelefon.
En førte lastbil uden at have kørekort i den rigtige kategori.
Fem sager om for høj hastighed. Tre gav et klip og to en betinget frakendelse.
Tre køretøjer, hvor der udført ændringer af hhv indsugningen og udstødningen, som ikke var lovlige. Begge biler indkaldes nu til syn. Desuden var der en bil, hvor motorstyringen var manipuleret. Den er nu beslaglagt til videre undersøgelse.
Hærværk – Jernbanegade, Roskilde
Kl 01.50 bemærkede en patrulje, at en 22-årig mand fra Hornsherred rev to valgplakater ned. Han blev derfor sigtet for hærværk.
Søndag – mandag
Knallerter stoppet – Kalundborg og Havdrup/Solrød
Kl. 14.35 på Kærby Enge i Kalundborg, blev en 15-årig ung mand stoppet på en ulovlig knallert, som var konstruktivt ændret, så den kunne køre hurtigere end tilladt. Baghjulet var desuden nedslidt. Sagen kommer til at koste den unge mand en bøde og en betinget frakendelse af knallertkørekortet.
Kl. 19.33 på Hovedgaden i Havdrup kørte en lille knallert igennem Hovedgaden mod syd i væsentlig højere fart end tilladt. Ved tankstationen i udkanten af byen stoppede knallerten, og det gjorde den færdselsbetjent, som havde set den hurtige kørsel også.
Knallertføreren, en 16-årig ung lokal mand, erkendte, at hans knallert ikke var lovlig, og at han godt kendte reglerne. Det var anden gang han kørte på en ulovlig knallert, så han viste godt at klokken var slået. Knallerten blev beslaglagt med henblik på konfiskation, hvilket han accepterede. Derudover vil den 16-årige få en bøde og en ubetinget frakendelse af knallertkørekortet. De unges forældre bliver orienteret om sagerne.
Kørte uden førerret – Østre Ringvej, Roskilde
Kl 09.49 standsede politiet en personbil ført af en 31-årig lokal mand. Det viste sig, at hans førerret var administrativt inddraget. Det var anden gang, at det skete og manden blev vejledt om, at hvis politiet igen stoppede ham i færd med at køre bil uden gyldig førerret, så ville bilen blive beslaglagt.
Mand sigte for bedrageri på hotel – Himmelev, Roskilde
Kl. 10.23 anmeldte en medarbejder på et hotel i Himmelev, at en gæst havde forsøgt at forlade hotellet, uden at betale for sit ophold. Gæsten havde lagt sit nøglekort i ekspress udtjekningsboksen, men da medarbejderen så at regningen ikke var betalt, blev gæsten stoppet på parkeringspladsen.
Den 24-årige mand fra Århus forklarede, at han ikke havde dækning på sit kort, men at hotellet kunne sende en regning. Ifølge booking betingelserne skal opholdet betales inden udtjekning, så hotellet anmeldte sagen til politiet.
En patrulje kørte til hotellet, hvor den 24-årige blev sigtet for bedrageri, hvilket han nægtede. Den 24-årige er sigtet for flere sager om bedrageri af forskellig karakter andre steder på Sjælland og i Jylland. Sagen blev juridisk vurderet, og den 24-årige lov til at gå efter afhøringen, men vil senere høre mere i sine sager fra politiet.
Mand stukket med kniv i benet – Gadstrup – Roskilde
kl. 14.12 kørte politi og ambulance til anmeldelse om, at en mand var blevet stukket i benet flere gange på en adresse i Gadstrup. Den 27-årige mand blev kørt til behandling for sine skader, som ikke var livstruende. I forbindelse med undersøgelser på stedet blev fundet en signalpistol og en plade med ca. 100 gram hash.
Politiet har ingen anholdte i sagen, men efterforsker bredt for at forsøge at få afklaret de nærmere omstændigheder i forbindelse med knivstikkeriet. Alt tyder på et internt opgør, men politiet hører gerne fra vidner, som kan være med til at belyse sagen.
Pistollignende genstand – Algade, Roskilde
Kl 18.45 fik politiet melding om, at nogle beboere havde bemærket en gruppe unge mænd, der sad i gågaden med en pistollignende genstand. En patrulje blev sendt til stedet og traf seks unge i alderen 13-16 år, hvoraf de fem var fra Roskilde og den sidste fra Hedehusene. Den en af drengene var fornuftig nok til hurtigt at fortælle, at han havde en legetøjspistol på sig. Det viste sig da også ganske rigtigt, at der var tale om en legetøjspistol. Politiet skal derfor opfordre til, at man tænker sig godt om, hvis man har legetøjsvåben med ud i det offentlige rum, da både politiet og andre nemt kan blive i tvivl om, hvad der er tale om.
To mænd stukket med kniv – Ejboparken, Roskilde
Kl. 00.58 kom et alarmopkald om knivstikkeri i en lejlighed i Ejboparken i Roskilde i forbindelse med en fest. En 16-årig fra Høje-Taastrup blev stukket i ryggen og en 30-årig mand fra Holbæk blev stukket i skulderen i forbindelse med et optrin i lejligheden. De to blev behandlet på sygehuset for ikke livstruende skader.
Politiet efterforskede sagen og senere på aftenen blev en 23-årig mand fra Taastrup og en 40-årig mand fra Brøndby anholdt og sigtet for grov vold. De blev taget med til stationen til afhøring, men der blev ikke fundet juridisk grundlag for at fremstille de anholdte i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. De blev løsladt lørdag morgen, men undersøgelser i sagen fortsætter. Motivet til overfaldet vurderes at være en personlig strid imellem parterne.
Lørdag – søndag
Ung sliktyv – Stationscentret, Roskilde
Kl. 15.10 blev en 14-årig pige tilbageholdt i Føtex, hvor hun gik igennem kasselinjen uden at betale for en stor pose bland selv slik til en værdi af 89,75 kr. Hun blev stoppet af en butiksdetektiv og ført med ud i baglokalet, hvor politiet blev tilkaldt. Den unge pige, som kommer fra en mindre by uden for Roskilde, blev afhørt med begge sine forældre til stede. Hun erkendte tyveriet og fik efter afhøringen i butikken lov til at gå. De sociale myndigheder blev orienteret, men pigen er under den kriminelle lavalder og kan ikke straffes.
Vidner søges efter bilbrand – Store Valbyvej, Himmelev, Roskilde
Kl. 01.51 brænde en bil, som var efterladt i et grønt område ved Store Valbyvej i Himmelev. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor bilen holdt tæt ved en mindre sø. Der var ingen nummerplade på bilen, og det var ikke muligt at fastslå brandårsagen på stedet. Bilen udbrændte og politiet undersøger nu branden nærmere. Vidner der har bemærket bilen i det grønne område natten til mandag, og som kan beskrives personer eller andre køretøjer på stedet bedes ringe på tlf. 114.
Ældre mand frarøvet dankort – Viby Sj. – Roskilde
Kl. 15.29 fik politiet anmeldelse fra en pårørende til en 84-årig mand fra Viby Sjælland by, som torsdag middag var blevet kontaktet af en person, der udgav sig for at være fra politiet. Den 84-årige fik af vide, at der ville komme en medarbejder fra hans bank, som ville hente hans dankort, da de skulle udskiftes.
En mand dukkede ca. 30 min senere op hjemme hos den 84-årige, og bad om kreditkortene. Han beskrives som:
A: Mand, 25-30 år, 180-185 cm, Kropsbygning: Muskuløs, Hudfarve: Brun, Talte: Dansk, Iført: Mørkt tøj.
Da den 84-årige afviste at udlevere noget blev A truende og tog fat i den ældre mands krave. A truede den 84-årige til at udlevere kort og kode, og først nogle timer senere kontaktede den ældre mand banken, hvor kortene blev spærret. Da var der blevet hævet 23.000 kr. fra hans konto.
En patrulje afhørte den 84-årige i hans hjem. Han var rystet oven på episoden, og fik først fik anmeldt sagen, da han fik hjælp fra et familiemedlem. Den 84-årige havde ikke bemærket, om A var kørt til stedet i bil.
Politiet efterforsker nu sagen om røveri og bedrageri mod den 84-årige. Vidner i Viby, som har set den beskrevne mand torsdag middag/eftermiddag i sidste uge bedes kontakte politiet med oplysninger i sagen. Ring på tlf. 114.
Øksebevæbnet mand anholdt – Søndergade, Viby Sj., Roskilde
KL. 10.00 anmeldte en borger, at en mand forsøgte at stjæle en ladcykel ved at slå cykellåsen op med en økse. En patrulje kom frem til stedet, hvor vidner kunne fortælle, at den øksebevæbnede mand var løbet ind i en tunnel. Manden, der er 29 år og fra Ishøj, blev kort tid efter anholdt. Han blev sigtet for overtrædelse af våbenloven, da han ikke havde noget anerkendelsesværdigt formål med at være i besiddelse af øksen. Manden blev anholdt og afhørt til sagen, hvorefter han blev løsladt. Sagen afgøres på et senere tidspunkt.
Indbrud i Perioden
Eget Bo, Roskilde
Industrivej, Roskilde
Søndre Ringvej, Roskilde