Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2020/05/20 til 2020/06/02.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Færdselsuheld – Tunevej, Gadstrup – Roskilde
Kl. 18.13 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet en personbil var forulykket. Det viste sig, at bilen lå på taget i en grøft ved en vejkurve. På uheldstidspunktet var bilen blev ført af en 49-årig kvinde fra Tune, som var sluppet uskadt fra ulykken. Hun havde mistet kontrollen over bilen i en venstre-kurve, men kunne ikke rette den op, så bilen kørte ud i grøften, hvor den væltede om på taget. Ingen øvrige trafikanter var involveret i uheldet. Bilen blev efterladt på stedet med en aftale om senere afhentning.
Arbejdsulykke – Hyldetoften, Gundsømagle, Roskilde
Kl. 11.30 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til en arbejdsulykke, idet en mand var kommet til skade i forbindelse med aflæsning af vinduer fra en lastbil. Det viste sig, at en 20-årig mand fra Ringsted netop var blevet frigjort, efter at nogle vinduer var væltet ned over ham. Vinduerne med en skønnet vægt på ca. 400 kg. havde stået på en palle på lastbilens lad og blev kørt ud på liften for at blive sænket ned på jorden. Af ukendt årsag begyndte vinduer at vippe til siden, så den 20-årige ville forsøge at holde imod, men kom derimod i klemme under vinduerne, der væltede ned over ham. Flere tililende handlede resolut og hurtigt, da de fik frigjort den 20-årige ved at løfte vinduerne med bl.a. en donkraft, så han kunne trække vejret. Den tilskadekomne chauffør var dog ved bevidsthed, da han i den tilkaldte ambulance blev bragt til skadestuen i Køge til undersøgelse og fornøden behandling. Politiet har ikke yderligere oplysninger om hans tilstand, men vil nu i samarbejde med Arbejdstilsynet, der blev tilkaldt til stedet, undersøge omstændigheder for at klarlægge, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.
Dreng på skateboard ramt af bil – Søndre Ringvej, Roskilde
Kl. 14.54 skete et uheld i krydset Søndre Ringvej/ Ved Ringen ud for Retten i Roskilde. En 26-årige kvindelig bilist kørte ud i krydset ad vejen Ved Ringen, hvor hun i forbindelse med svingning til venstre stødte sammen med en 13-årig dreng, som kom kørende ud i krydset ad Søndre Ringvej mod vest. Drengen røg op på bilens kølerhjelm og ramte forruden, som knustes. Den 13-årige kom slemt til skade ved sammenstødet, og blev fløjet med lægehelikopter til Rigshospitalet i kritisk tilstand. Den 26-årige bilist slap fra uheldet uden skader. Hun og flere vidner blev til sagen. Bilinspektøren blev tilkaldt til at lave en undersøgelse af uheldsstedet. Politiet afventer nu bilinspektørens rapport, for at få klarlagt uheldssituationen, herunder om den 13-årige kan have kørt over for rødt lys. Senere på aftenen fik politiet en melding fra Rigshospitalet om, at den 13-årige tilstand var stabil, men at han fortsat skulle være indlagt til behandling for flere knoglebrud.
Utryghedsskabende kvinde – Troldehøj, Roskilde
Kl. 10.46 anmeldte en beboer fra området, at en kvinde gik råbende og truende rundt på gaden. Hun udtalte en masse skældsord og truede med at slå alle andre ihjel, hvilket gjorde især områdets børn meget utrygge, så de ikke turde færdes i området. Politiet kørte til området og fik identificeret kvinden, som er en 67-årig kvinde fra Roskilde. Hun var dog forsvundet fra det offentlige rum og formentlig taget hjem til sin bopæl, så roen i området var blevet genoprettet.
Spirituskørsel – Østre Ringvej, Roskilde
Kl. 09.50 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 58-årig mand fra Roskilde for spirituskørsel på en lille 30-knallert ad Østre Ringvej ved Køgevej. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Lov om euforiserende stoffer – Roskilde
Kl. 17.43 fik en 45-årig mand fra Roskilde uventet besøg af politiet på sin bopæl i den vestlige del af Roskilde by, idet politiet mistænkte ham for at være i besiddelse af narkotika. Ved ransagning af hans bopæl med hjælp af narkohunde fandt politiet godt 15 gram amfetamin, der blev beslaglagt som bevis i sagen. Den 45-årige blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Under politiets ophold på stedet ringede en 33-årig mand fra Roskilde på døren. Han stod klar med en pengeseddel i hånden, hvilket politiet tolkede, som om han ville købe narkotika hos den 45-årige. I denne omgang blev der dog ingen handel af nogen slags mellem de to mænd.
Koks i udveksling af kontaktoplysninger efter uheld – Roskildevej, Ringsted
Kl. 08.31 henvendte en 25-årig kvinde fra Næstved sig til politiet, fordi hun og to andre bilister havde været impliceret i et mindre alvorligt færdselsuheld på Roskildevej ca. 400 meter nord for krydset ved Østre Ringvej. Alle tre bilister var kørt i nordlig retning i den tætte trafik, men en kvinde overså, at den forankørende personbil ført af en 36-årig kvinde fra Jægerspris bremsede. Hun blev påkørt bagfra, og dette sammenstød opdagede anmelderen for sent, så hun påkørte personbilen foran hende bagfra. Ingen af parterne kom selv til skade ved uheldet, hvortil også en ambulance var sendt. Alle tre kvinder oplyste telefonnumre til hinanden efter uheldet, men de to kvindelige parter, som politiet traf på stedet, havde ikke fået noteret sig den tredje kvindes telefonnummer eller nummerpladen, inden hun forlod uheldsstedet. Politiet registrerede de tilbageværende parter i uheldet, hvor politiet vurderer, at kvinden har opfyldt sine forpligtelser efter færdselsloven. Dog har politiet ud fra de foreliggende oplysninger ikke mulighed for at identificere den tredje part i uheldet, så alle parterne i uheldet kan registreres.
Færdselsuheld – Hyrdehøj Bygade, Roskilde
Kl. 09.22 var det sket et sammenstød i en rundkørsel mellem en personbil og en knallertkører, så en ambulance var sendt til uheldsstedet. Det viste sig, at en 57-årig mand fra Roskilde var kørt ad Hyrdehøj Bygade mod vest og videre ind i en rundkørsel, hvor han påkørte en lille 30-knallert. Den blev ført rundt i rundkørslen af en 50-årig kvinde fra Holbæk, der i ambulancen blev til skadestuen til kontrol, men knallertkøreren var sluppet med diverse knubs. Politiet optog rapport om uheldet, idet bilisten mistænkes for at have overtrådt færdselslovens vigepligtsbestemmelser.
Straksdom og udvist med indrejseforbud – Butikstyveri – Roskildevej, Benløse, Ringsted
En 34-årig kvinde og en 46-årig mand begge fra Rumænien blev onsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Roskilde som sigtede for butikstyveri i supermarkedet Netto af varer til en værdi af knap 12.000 kr. De var blevet anholdt tirsdag aften, da en butikskontrollant havde afsløret dem i tyveri af varerne, som de gemte i en bil på parkeringspladsen uden for forretningen. Begge modtog en straksdom på 30 dages fængsel, samtidig med at de begge blev udvist af Danmark med et indrejseforbud de næste seks år. De forblev begge frihedsberøvede efter retsmødet med henblik på afsoning af straffen og indtil efterfølgende udsendelse af Danmark skal finde sted i juni måned.
Anholdelse – Butikstyveri – Roskildevej, Benløse, Ringsted
Kl. 20.54 anmeldte en butikskontrollant, at to udenlandske personer – en mand og en kvinde – var tilbageholdt som mistænkt for et større tyveri af varer fra supermarkedet Netto. Ved supermarkedet fik politiet overdraget de tilbageholdte, hvoraf manden ifølge butikskontrollanten havde forsøgt at stikke af inden politiets ankomst, men var blevet indhentet af anmelderen. Politiet foretog herefter anholdelse af en 34-årig kvinde og en 46-årig mand fra Rumænien, som blev sigtet for tyveri af kød, knive, tøj, cremer og hårtrimmere til en samlet værdi af knap 12.000 kr. De havde været inde i supermarkedet flere gange og gemte de stjålne varer i deres rumænske bil, som stod på parkeringspladsen. Ved ransagning af bilen fandt politiet også noget værktøj af mærket Bosch, som de oplyste at have købt tidligere på dagen på Vesterbro i København, uden at de kunne oplyse nærmere omkring omstændighederne. Derfor blev de også formelt sigtet for hæleri af værktøjet, som politiet beslaglagde som bevis. De to anholdte blev afhørt med assistance fra en tolk og forblev i politiets varetægt, inden de onsdag kl. 11.00 vil blive fremstillet for en dommer i et grundlovsforhør ved Retten i Roskilde.
Kørsel i afmeldt bil i frakendelsestiden / lov om euforiserende stoffer – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 01.01 standsede politiet en personbil, hvis nummerplader burde sidde på en anden bil, for rutinemæssig kontrol af både køretøj og føreren, da personbilen blev observeret kørende i vestlig retning på motorvejen ved Roskilde. Bilen blev ført af en 40-årig mand fra Slagelse, som i forvejen var frakendt kørekort og derfor ikke måtte være fører af bilen. Bilens nummerplader viste sig at være tilvirkede, idet et enkelt ciffer var ændret, så nummerpladerne lignede de afmeldte nummerplader, der havde siddet på den 40-åriges bil. Ved anholdelse var den 40-årige også i besiddelse af 0,36 gram amfetamin, så han blev også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Han var kortvarigt anholdt og blev afhørt til de lovovertrædelser, han var mistænkt for at have begået. Derfor vil han høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.
Forsøg på tricktyveri – Knudsvej, Roskilde
Kl. 13.14 anmeldte en 59-årig kvinde fra Roskilde, at hun på et tidspunkt mellem kl. 1200-1230 fik uventet besøg af en fremmed mand, der på gebrokkent dansk oplyste at komme fra hjemmeplejen. Han havde en slags skilt om halsen og oplyste at skulle sprøjte mod coronavirus. Kvinden fattede dog mistanke til manden, som blev nægtet adgang til boligen, hvorefter han forsvandt i ukendt retning. Den mistænkte blev beskrevet som: mand, asiatisk af udseende, 40-50 år, iført mørkt tøj samt en blå/hvid kittel. Politiet forsøger nu at få manden identificeret, idet politiet anser sagen som et forsøg på et tricktyveri.
Politiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket manden i området, eller som kan give oplysninger om hans identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Fik skinkesalat i hovedet / knivloven – Søndre Ringvej, Roskilde
Kl. 17.18 fik politiet en anmeldelse om et slagsmål mellem to mænd på en parkeringsplads ved et supermarked, hvorfor politiet rykkede ud. De var dog stoppet ved politiets ankomst. Det viste sig, at en 24-årig mand fra Frederikssund og en 27-årig mand fra Vejby havde passeret hinanden på vej ind i supermarkedet. Den 24-årige havde i den anledning ytret sig nedladende om den 27-årige, der blot fortsatte ind for at foretage sit indkøb. Da han var kommet ud af forretningen og havde sat sig ind i sin bil, bemærkede han, at den 24-årige sad i bilen ved siden af. Da den 27-årige fortsat var irriteret over den 24-åriges bemærkninger, tog han en hobbykniv i bilen og åbnede en netop indkøbt skinkesalat. Salaten tværede han efterfølgende ud i ansigtet på den 24-årige, hvorefter de to mænd røg i slagsmål. Ingen af dem kom til skade, og politiet sigtede dem begge for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved deltagelse i slagsmålet. Den 27-årige blev tillige sigtet for overtrædelse af knivloven, idet han havde taget hobbykniven i lommen og med uden for bilen, men uden at bruge den i slagsmålet. Begge kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af deres strid på parkeringspladsen.
Kanonslag i boligområde – Æblehaven, Roskilde
Kl. 11.07 fik politiet flere anmeldelser om, at nogen affyrede kraftige kanonslag i området. I boligområdet mødte politiet flere bekymrede forældre til børn, som var meget bange og rystede over de højlydte brag fra formentlig kanonslag. Ingen blandt forælde, børn eller blandt personer, der opholdt sig i “Bambusgården” i området, kunne bidrage med oplysninger til at identificere den eller de personer, der måtte have affyret kanonslagene i området. Politiet vil nu kontakte boligselskabet i et forsøg på at få identificeret nogen personer, der kan mistænkes for at have en rolle i brugen af det ulovlige fyrværkeri.
Færdselsuheld / narkokørsel – Eriksvej, Roskilde
Kl. 20.20 kørte en patrulje ad Gormsvej ved Eriksvej, da patruljen bemærkede en personbil køre med høj hastighed ad Eriksvej mod syd. Da patruljen kom ud på Eriksvej, var personbilen forulykket få meter syd for krydset ved Gormsvej, idet den havde påkørt en parkeret bil. Der var tale om en dansk registreret personbil ført af en 21-årig mand fra Storbritannien, som var sluppet uskadt fra uheldet. Da han viste sig at være påvirket af narkotika under kørslen, blev han anholdt og sigtet for narkokørsel i narkokørsel. Ved visitationen fandt politiet ham i besiddelse af ca. to gram hash, så han blev også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den 21-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og afhøring til sagerne, som han vil høre nærmere om, når blodprøven er blevet analyseret.
Mange forsamlet og høj musik – Folkeparken, Roskilde
I løbet af aftenen fik politiet en del henvendelse fra især de omkringboende omkring større forsamlinger og ikke mindst høj musik til ulempe. Politiet var i anledning af anmeldelserne til stede i Folkeparken, hvor der skønsmæssigt var forsamlet mindst 200 personer. Mange af dem var påvirkede af alkohol og i feststemning. Politiet fik ved præventiv tilstedeværelse og dialog overbevist de fleste om det hensigtsmæssige i at finde andre steder at opholde sig i mindre grupper – ud fra regler i den stadig gældende coronalovgivning om det maksimalt antal forsamlede personer. Omkring midnat var der igen skabt tilstrækkelig ro i området, efter at der blev slukket for det sidste musikanlæg. Politiet vil holde et ekstra øje med det grønne område i den kommende tid.
Færdselsuheld – Lille Valbyvej, Lille Valby, Roskilde
Kl. 23.56 var en personbil forulykket, idet den var kørt ind i et træ. Det viste sig, at føreren – en 27-årig mand fra Roskilde – havde undveget et rådyr, der sprang på tværs af vejen. Han mistede kontrollen over bilen, der så ramte et vejtræ. Føreren blev bragt til kontrol på skadestuen, men var sluppet uskadt fra ulykken. Ingen øvrige trafikanter blev involveret.
Brugstyveri af havetraktor – Københavnsvej, Roskilde
Kl. 02.08 blev to unge mænd på 16 og 17 år fra Roskilde anholdt, da de på en stjålet havetraktor kørte rundt på en græsplæne ved Hedegårdsskolen. Den 17-årige var føreren, da politiet overraskede dem under kørslen på græsplænen. Begge blev sigtet for uberettiget brug af havetraktoren og kørt hjem til deres respektive værger, som dermed blev underrettet om sagen. Politiet har også udfærdiget en socialrapport, som senere sendes til de sociale myndigheder. De to sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Færdselsuheld – Østre Ringvej / Industrivej, Roskilde
Kl. 18.59 var det sket et færdselsuheld i lyskrydset, hvor to biler var stødt sammen. Det viste sig, at en 21-årig mand fra Ringsted var kørt ad Østre Ringvej mod syd og havde til hensigt at svinge til venstre i krydset. I modsat retning kørte en 30-årig mand fra Roskilde, som ville fortsætte videre i nordlig retning i krydset. Under den 21-åriges svingning stødte han sammen med den 30-åriges bil. To personer blev i de tilkaldte ambulancer bragt til skadestuen til kontrol, men de var sluppet uden behandlingskrævende skader. Politiet har optaget rapport om uheldet for at få klarlagt omstændighederne nærmere.
I forbindelse med politiets arbejde og færdselsregulering på stedet skete endnu et sammenstød mellem to bilister. En bilist var standset i venstresvingsbanen i det nordgående spor og stødte sammen med en modkørende bilist, der kørte i sydlig retning og skulle ligeud i krydset. Der skete kun materiel skade ved dette uheld, som politiet også har optaget rapport om.
Uro og uorden – Folkeparken / Byparken, Roskilde
Politiet var igen torsdag aften til stede i Folkeparken, hvor politiet først på aftenen kunne konstatere, at op mod ca. 250 personer var til stede. Flere skønnede at være på vej til parken med mulig baggrund i en “invitation” på et sociale medie om at feste i området. Flere patruljer gik herefter fodpatrulje i parken og oplyste de tilstedeværende om forsamlingsforbuddet på max. 10 personer pr. gruppe. Samtidig blev de tilstedeværende kraftigt opfordret til at forlade området, hvis de ville minimere risikoen for at få en bøde for overtrædelse af forsamlingsforbuddet.
De mange tilstedeværende, hvoraf mange var påvirkede af spiritus, forlod langsomt Folkeparken, men politiet kunne efterfølgende konstatere, at de så blot forsamlede sig i området ved Byparken. Også her fik politiet med kraftige opfordring sendt de unge videre, så der ikke var risiko for overtrædelse af forsamlingsforbuddet. Patruljer holdt øje med de steder, hvor personerne nu opholdt sig i nærområdet.
En patrulje fik på Byvolden øje på en gruppe unge, der var i slagsmål med hinanden, så politiet valgte at bruge peberspray for at få parterne skilt ad. Seks unge fra Roskilde/Lejre blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, medens en 13-årig dreng fra Roskilde blev afhørt til samme sag. Han kunne ikke sigtes for noget, idet han er under den kriminelle lavalder på 15 år. Omkring midnat natten til fredag vurderede politiet, at der var faldet ro over de personer, der var blevet spredt i områderne ved både Folkeparken og Byparken.
Indbrud i Perioden
Skibsvej, Jyllinge
Knudsvej, Roskilde (forsøg på tricktyveri)