Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2023/02/22 til 2023/03/07.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Afhøring i brandsag – Søndre Mellemvej, Roskilde
Kl. 14.45 henvendte en 20-årig lokal mand sig på politistationen i Roskilde sammen med en ledsager, idet den 20-årige gerne ville af med sin dårlige samvittighed i forhold til en brand i en tom bygning på Søndre Mellemvej, Roskilde, tidligt lørdag morgen.
Politiet havde endnu ikke foretaget de tekniske undersøgelser på brandstedet, men politiet valgte at afhøre den 20-årige om sin rolle i årsagen til brandens opståen på stedet. Han oplyste at have anrettet et bål på stedet, men ilden var kommet ud af kontrol, så der opstod en større brand i bygningerne.
Når de tekniske undersøgelser er gennemført og sammenholdt med den forklaring, som den 20-årige afgav til politiet, vil politiet sammen med anklagemyndigheden senere tage stilling til, hvorledes sagen strafferetligt skal vurderes.
Bedrageri ved taxikørsel – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 01.51 fik politiet en anmeldelse fra en taxichauffør, som havde kørt en mand fra Rødovre til Roskilde og nu ikke kunne få penge for turen.
Politiet fik kontakt til en 24-årig mand uden fast bopæl i Roskilde, som havde oplyst, at han havde penge til turen, men som reelt ikke havde nogen penge, da han skulle betale ved ankomst til Roskilde togstation.
Den 24-årige blev derfor anholdt i forbindelse med en sigtelse for bedrageri over for taxichaufføren på grund af den manglende betalingsevne. Han blev dog løsladt efter afhøring til sagen, som senere vil få et retligt efterspil.
Søndag – mandag:
Beruset mand skabte uro og utryghed flere steder – Kalundborg / Roskilde / Køge
En 42-årig mand uden fast bopæl, men med relation til en nordsjællandsk kommune, var i løbet af mandagen årsagen til flere politiudrykninger i anledning af den uro- og utryghedsskabende adfærd fra mandens side.
Kl. 08.45 var han på spil ved en madbutik på togstationen i Kalundborg, idet han i beruset tilstand skabte uro på stedet, hvor han i øvrigt havde knust en flaske. Desuden kunne han måske mistænkes for at have forrettet sin nødtørft i området.
Politiet fandt ikke manden ved togstationen, men ledte efter ham i flere supermarkeder i Kalundborg by, idet personalet fra mindst tre supermarkeder godt kendte manden og netop havde haft besøg af ham i løbet af morgenen.
Kl. 10.09 kontaktede en buschauffør politiet, idet en mandlig passager ikke ville forlade bussen ved togstationen i Kalundborg, hvor han i øvrigt både indtog alkohol og røg trods forbud herimod.
I bussen traf politiet den 42-årige mand, der var så påvirket af alkohol, at han ikke blev skønnet i stand til at kunne klare sig selv. Han blev derfor frihedsberøvet og af politiet bragt til politistationen i Roskilde, hvor han blev tilset af en læge inden en eventuel anbringelse i detentionen til afrusning.
Den lægelige vurdering af den 42-årige var, at han skulle afruses under tilsyn af sundhedsfagligt personale på Roskilde sygehus, hvor manden ikke ønskede at være, efter at politiet havde forladt stedet.
Kl. 13.05 underrettede en borger politiet om, at en mand med en hospitalsdyne og kun én sko på gik i tunnelen under jernbanesporene ved Roskilde station.
Politiet fik igen fat i den 42-årige, der var i færd med at stige på toget mod Sydsjælland.
Først omkring kl. ca. 22.00 fik politiet igen en anmeldelse fra et supermarked i Torvebyen, Køge, om en beruset mand, der måske havde brug for hjælp.
Inden politiet nåede at komme til stedet, indløb en ny anmeldelse fra en kiosk ved Køge S-station, hvor en beruset mand havde opført sig så utryghedsskabende, at personalet havde trykket på overfaldsalarmen.
Politiet fik ved kiosken igen kontakt til den 42-årige, som personalet i kiosken blot ønskede bortvist fra stedet, hvilket politiet så meddelte manden.
Alle disse udrykninger har politiet nu samlet sammen i en oversigt, som er blevet sendt til de sociale myndigheder i den 42-åriges nordsjællandske hjemkommune, så kommunen kan vurderes, hvilken indsats og hjælp den 42-årige måske kunne have behov for, så han ikke skaber utryghed i det offentlige rum på de steder, hvor han færdes.
Bortvisning af sovende mand – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 08.54 måtte politiet vække og bortvise en 51-årig mand uden fast bopæl fra perronen, hvor han havde lagt til at sove tidligere på morgenen ifølge en anmeldelse fra DSB.
Politiet kunne dog konstatere, at den 51-årige var efterlyst af politiet, der skulle give ham besked om at møde i retten senere i marts måned, så den 51-årige måtte lige en tur med på politistationen i Roskilde for at få de nødvendige papirer udleveret, inden han fik besked på at finde et andet sted at hvile sig end på togstationen.
Brandundersøgelse – Søndre Mellemvej, Roskilde
Kl. 05.22 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i en forladt ejendom i et industriområde.
Branden havde allerede fået godt fat i bygningen, som trods brandvæsnets indsats formentlig ikke stod til at redde.
Der var ingen personer til stede på brandtidspunktet, men bygningen og området er i forvejen af politiet kendt som et “tilholdssted”, så hundepatruljer afsøgte området omkring for at se, om der måtte være noget af politimæssig interesse i forhold til brandens opståen.
Politiet skal mandag kigge nærmere på brandtomten i forsøg på at finde frem til årsagen til brandens opståen.
Lørdag – søndag:
Butikstyv betalte kun for få varer – Stationscentret, Roskilde
Kl. 15.58 fik politiet en anmeldelse fra supermarkedet Føtex, idet en butikskontrollant havde tilbageholdt en kvinde som mistænkt for at have stjålet varer, efter at hun ved kassen havde betalt for nogle få varer, men gemt andre i en medbragt pose.
Politiet fik i supermarkedet kontakt til en 53-årig kvinde fra Jyllinge, som blev sigtet for butikstyveri, idet hun ikke betalte for madvarer, kosmetik, tøj og dyremad til en samlet værdi på godt 1.000 kr., da hun i kassen kun betalte for nogle få andre varer.
Den sigtede kvinde ønskede ikke at udtale sig til politiet, men kan nu forvente at høre nærmere, når sagen skal afgøres.
Dreng snød med vægten – Stationscentret, Roskilde
Kl. 14.54 fik politiet en anmeldelse fra supermarkedet Føtex, hvor en butikskontrollant havde afsløret en dreng i at snyde med vægt og pris på en pose bland selv-slik.
Politiet fik i supermarkedet kontakt til en 14-årig dreng fra Viby Sj., som havde blandet noget bland selv-slik og derefter fået udprintet en prismærkat. Efterfølgende havde butikskontrollanten set, at han havde puttet ekstra slik i posen, inden han gik til kassen for at betale for slikket.
Det viste sig dog, at slikkets reelle pris var 8 kroner større end prisen på prismærkaten, så politiet fandt grundlag for at afhøre drengen om bedrageri over for supermarkedet.
Drengen kunne ikke sigtes for noget, fordi han er under den kriminelle lavalder på 15 år, men både hans værger og de sociale myndigheder er blevet underrettet om sagen mod ham.
Falsk bankbud fik dankort udleveret – Viby Sj. – Roskilde
Kl. 17.01 anmeldte en 78-årig kvinde fra Viby Sj., at hun var blevet fuppet til at udlevere sit dankort til et “bankbud”, der efterfølgende uberettiget havde hævet 15.000 kr. fra hendes bankkonto.
En patrulje besøgte kvinden og fik klarlagt, at hun kl. ca. 16.00 var blevet ringet op en formentlig yngre mand, der havde præsenteret sig som en medarbejder fra den tekniske afdeling i kvindens bank. De talte sammen i mere end en halv time, og den falske bankmand fik den 78-årige til oplyse koden til dankortet, som et bankbud straks ville afhente for at undgå, at nogen forsøgte at hæve uberettiget fra hendes bankkonto.
Kl. ca. 16.45 ankom “bankbuddet” til hendes bopæl og fik dankortet udleveret, hvorefter den 78-årige lidt senere anede uråd og kunne konstatere, at der uberettiget var hævet penge.
Efter samråd med et familiemedlem valgte den 78-årige at anmelde sagen, hvor politiet nu forsøger at få identificeret “bankbuddet”, der blev beskrevet som: mand, 20-25 år, brunlig hudfarve, spinkel af bygning, 160-165 cm høj, kort hår og iført joggingtøj.
Politiet har optaget rapport om endnu et bedragerisk forhold og vil i den anledning forsøge at få afklaret, hvorvidt dette fupnummer kan sættes i forbindelse med et tilsvarende tilfælde fra Gevninge-området.
Opfordringen fra politiet ved sådanne uventede telefonopkald er at få oplyst medarbejderens navn og arbejdsplads, hvorefter telefonopkaldet afbrydes. Herefter foretages et kontrolopkald til arbejdspladsens hovedtelefonnummer for at blive omstillet til den pågældende, hvilket i de fleste tilfælde vil afsløre svindelnummeret.
Falsk bankmand misbrugte udleveret dankort – Gevninge, Roskilde – Lejre
Kl. 18.30 anmeldte pårørende til en 82-årig kvinde fra Roskilde, at den 82-årige var blevet overtalt til at udlevere sit dankort til et falsk bankbud, der efterfølgende havde misbrugt dankortet til hævning af kontanter.
En patrulje besøgte den 82-årige kvinde og fik klarlagt, at hun i tidsrummet kl. 14.00-15.00 var blevet ringet op af en fremmed mand, der kaldte sig “Jens Hansen”. Han oplyste at være ansat i Danske Bank og kunne se, at nogen havde forsøgt uberettiget at hæve et større beløb på hendes bankkonto.
Den falske bankmand formåede at få adskillige personlige oplysninger ud af den 82-årige, der også blev overtalt til at udlevere sit dankort til et bankbud, der ville komme til hendes bopæl.
En fremmed mand dukkede derfor op og fik udleveret dankortet med tilhørende kode, så det kunne misbruges til hævning af 6.000 kr.
Da den 82-årige et par timer senere opdagede den uberettigede hævning af pengene, kontaktede hun sine pårørende, der så anmeldte sagen til politiet.
Det falske bankbud blev beskrevet som en mand, brunlig hudfarve, 170-175 cm høj, almindelig af bygning, sort langt hår, iført lang sort jakke og sorte jeans. Manden talte dansk ved henvendelsen hos den 82-årige.
Politiet har nu optaget rapport om et tilfælde af bedrageri over for en person, der uopfordret er blevet kontaktet af en nogen, der udgav for at være f.eks. bankansat eller fra politiet og andre myndigheder i et forsøg på at lokke personlige oplysninger fra ofrene under påskud af opdigtede, mistænkelige økonomiske transaktioner.
Opfordringen fra politiet ved sådanne uventede telefonopkald er at få oplyst medarbejderens navn og arbejdsplads, hvorefter telefonopkaldet afbrydes. Herefter foretages et kontrolopkald til arbejdspladsens hovedtelefonnummer for at blive omstillet til den pågældende, hvilket i de fleste tilfælde vil afsløre svindelnummeret.
Flere færdselsuheld fra morgenstunden – Kalundborg / Solrød / Roskilde / Ringsted
Inden for mindre end en time fik politiet fire anmeldelser om færdselsuheld i morgentrafikken forskellige steder i politikredsen.
Kl. 07.26 var en 22-årig mand fra Slagelse som fører af en lastbil ad Eskebjergvej, Kalundborg, mod vest røget i grøften, da han var trukket ud mod højre for at undgå en modkørende og slingrende bilist. Herved mistede han kontrollen over lastbilen, der kørte ned i grøften og væltede om på siden, efter flere mindre træer var blevet påkørt. Lastbilchaufføren slap uskadt.
Kl. 07.29 var en 28-årig mand fra Bjæverskov kørt i en personbil ad Kildebrogårdsvej mod syd i Havdrup frem til krydset ved Skolevej, hvor han efter fremkørsel over vigelinjen svingede til venstre ad Skolevej mod øst. Under svingningen blev han påkørt af en 38-årig kvinde, der i en personbil kørte ad Skolevej mod vest og med fronten ramte modpartens venstre bagskærm. Ingen af parterne kom til skade.
Kl. 08.13 rykkede politiet ud til morgenens tredje færdselsuheld, som var sket i lyskrydset Frederiksborgvej – Gulddyssevej, Gundsømagle, Jyllinge. En 40-årig kvinde fra Hillerød var som kørende af Frederiksborgvej mod syd standset for rødt lys i lyskrydset. Det opdagede en 39-årig mand fra Hillerød for sent, så han påkørte bagenden af kvindens bil. Ingen af dem kom til skade, men manden måtte have et bugseringskøretøj til at fjerne hans bil bagefter. Kvinden kunne selv køre fra stedet i sin bil.
Morgenens sidste uheld kl. 08.18 var sket i tæt tåge på Haslevvej ca. 5 km syd for Ringsted, hvor fire trafikanter var blevet involveret i et sammenstød. Ingen af dem var kommet til skade ved uheldet, der skete, da en lastbil i det tågede vejr havde nedsat hastigheden i forbindelse med en svingning. Tre andre bilister var standset bag lastbilen, men en 25-årig mand fra Sorø opdagede trafikophobningen for sent, så påkørslen af den bageste bil medførte også skader på to andre biler, da den påkørte bil blev skubbet fremad.
Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 07.59 var flere trafikanter stødt sammen på Holbækmotorvejen i det vestgående spor mellem tilkørsel 10 Roskilde Ø og tilkørsel 11 Roskilde SØ, så trafikken på stedet nærmest var gået i stå.
Ingen af parterne var kommet til skade ved uheldet, der skete, da en 55-årig mand fra Hvidovre som fører af en bus i midterste vognbane ville skifte vognbane mod overhalingssporet. Herunder ramte han en personbil, som en 18-årig mand fra Taastrup førte i overhalingssporet, men han mistede kontrollen over sin bil, som efterfølgende ramte en lastbil ført i midtersporet af en 32-årig mand fra Humlebæk.
Bugseringskøretøjer fik ryddet op på uheldsstedet, så trafikken igen var normaliseret kl. ca. 09.00. Politiet har optaget rapport om sammenstødene for at få klarlagt omstændighederne nærmere.
Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 18.18 anmeldte en 29-årig mand fra Skovlunde, at hans bil måske havde fået skader af nogle sten, som en anden bilist havde tabt på Holbækmotorvejen i det østgående spor lidt før afkørsel 9 Trekroner.
Politiet fik klarlagt, at en 61-årig mand fra København Ø forinden var kørt i en personbil med tilkoblet trailer, som var belæsset med grus og sten. Noget af dette gods var faldet af under kørslen og var årsag til mulige skader på den 29-åriges bil.
Politiet har nu optaget rapport om sagen for at få afklaret, hvorvidt der måtte være grundlag for at sigte den 61-årige for manglende sikring af sit gods på traileren.
Færdselsuheld – Vibyvejen, Viby Sj. – Roskilde
Kl. 23.30 var en bilist forulykket på Vibyvejen lige før krydset med Emilsgave, idet bilisten havde påkørt et vejtræ.
Der var tale om en 21-årig kvinde fra Viby Sj., der i en personbil var kørt ad Vibyvejen i sydlig retning og af ukendte årsager havde påkørt vejtræet på den østlige side af Vibyvejen.
Hun var sluppet uskadt fra uheldet, så politiet registrerede blot omstændighederne herved. Ingen andre trafikanter var blevet involveret.
Mænd sigtet for narkosalg i bymidten – Sygehusvej, Roskilde
kl. 00.10 stoppede en hundepatrulje en bil, der var set holde på Sygehusvej med tre mænd i bilen. Der var mistænkelig adfærd omkring bilen, så politiet mistænkte personerne i bilen for narkosalg. Patruljen ransagede bilen, hvor de blev fundet 10 pølsemandsposer med hvidt pulver, der ved en test viste sig primært at være kokain. Det øvrige hvide pulver skal testes nærmere, for at afklare hvilket stof, der er tale om.
De tre 19-årige mænd i bilen, kom fra Roskilde og Vestegnen. De blev visiteret og sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg, som de solgte via en profil på Snapchat.
Politiet ransagede de tre mænds bopælsadresser, hvor der hos den ene blev fundet knap 100 gram hash, 1,81 gram kokain og et firecifret pengebeløb. Penge og narko blev beslaglagt til sagen, men den 19-årige mand ønskede ransagningen og beslaglæggelsen forelagt retten, som skal vurdere, om politiets grundlag var i orden. De tre mænd blev alle taget med til stationen til afhøring, og herefter blev de løsladt. De kan forvente at høre mere fra politiet i sagen senere.
Narkokørsel – Frederiksborgvej, Himmelev, Roskilde
Kl. 14.52 blev en 29-årig mand fra Kirke-Såby anholdt i forbindelse med en sigtelse for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Frederiksborgvej mod syd i Himmelev.
Narkometertesten havde nemlig indikeret, at den 29-årige kunne være påvirket af kokain under kørslen, så han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer inden sin løsladelse.
Narkokørsel – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 03.42 stoppede en patrulje en polsk bil på Holbækmotorvejen ved Roskilde ved afkørsel 10. Bag rattet sad en 31-årig mand fra Polen, som i en narkometertest viste positiv for amfetamin og hash. Den 31-årige havde desuden ikke et gyldigt kørekort og bilen fandt politiet en peberspray, som blev beslaglagt.
Den 31-årige blev anholdt og sigtet for narkokørsel uden førerret, og for at overtræde våbenloven. Han fik udtaget en blodprøve, og blev herefter løsladt. Den polske mand havde adresse i Danmark, så han kan forvente at høre mere fra politiet i sine sager, når resultatet af blodprøven kommer.
Narkokørsel – Trekroner Alle, Roskilde
Kl. 02.48 stoppede politiet rutinemæssigt en bil med fem unge mænd, som de kendte fra tidligere sager. Bilen blev blinket ind til siden på Trekroner Allé, og betjentene kunne lugte hash fra køretøjet. En hundepatrulje blev tilkaldt som assistance, da de fem mænd skulle visiteret. Bilen blev ransaget, men politiet fandt intet ulovligt på mændene eller i køretøjet.
Føreren af bilen, en 29-årig mand fra Holbæk, blev testet med narkometeret, som viste positiv for kokain. Han blev derfor anholdt, sigtet for narkokørsel og taget med til en blodprøveudtagelse hvorefter han blev løsladt.
Lørdag – søndag:
Social dumping-kontrol flere steder – Roskilde / Greve / Køge / Lejre / Holbæk
Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi foretog i løbet af onsdagen en kontrolindsats mod eventuel social dumping inden for byggepladsbranchen flere forskellige steder i politikredsen.
Arbejdstilsynet deltog i kontrollerne, der startede i den nordlige del af Roskilde by, hvor en bygning blev renoveret. Her traf myndighederne ingen personer og fortsatte videre til en byggeplads i Karlslunde. Her traf myndighederne tre mænd fra hhv. Rusland, Hviderusland og Polen, men politiet fandt intet grundlag for at foretage sig yderligere for dem.
Næste besøg var i Køge by, hvor en bygning var ved at blive renoveret, men her var der heller ikke nogen arbejdere at træffe og kontrollere. Et andet sted i Køge by traf myndighederne ved en bygningsrenovering i alt syv personer, hvoraf de tre var fra Polen. De tre udenlandske mænd havde alle deres papirer i orden, så politiet foretog sig ikke yderligere over for dem.
Sidste planlagte kontrol skete i Kirke-Hyllinge-området i Lejre kommune, hvor boliger blev renoveret. På kontroltidspunktet fandt politiet ingen personer på arbejdspladsen.
Arbejdstilsynet fortsatte på eget initiativ til en byggeplads lidt syd for Holbæk by, hvor to udlændinge med udenlandsk opholdstilladelse blev truffet. Udlændingeafdelingen blev tilkaldt til stedet og foretog kontrol af to mænd fra Kosovo med svensk opholdstilladelse, men også de havde deres papirer i Danmark i orden.
Udlændingeafdelingen fandt således ikke grundlag for at sigte nogen i forbindelse med social dumping-indsatsen, hvor politiet ofte sammen med forskellige myndigheder laver uvarslede kontroller inden for forskellige brancher for at afsløre f.eks. ulovlig arbejdskraft og ophold i Danmark.
Syg mand i toget – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 05.55 kontaktede en mand alarmcentralen og meddelte, at han var syg og befandt sig i et tog på vej mod Roskilde station fra Holbæk. Manden truede med at ville stille sig foran et tog, når han fik mulighed herfor.
Politiet underrettede DSB om henvendelsen, hvilket medførte, at togtrafikken til og fra Roskilde kørte med nedsat hastighed i ca. 25 minutter.
På Roskilde station fik politiet kontakt til en 25-årig mand fra Tølløse, der oplyste fortsat at være syg og klagede over smerter, så politiet kørte ham det sidste stykke frem til sygehuset i Roskilde til undersøgelse.
Søndag – mandag
Vold i nattelivet – Hestetorvet, Roskilde
Kl. 23.24 rykkede politiet ud til Hestetorvet ud for et værtshus, hvor der var et slagsmål mellem flere personer i gang.
Politiet fik i området kontakt til en forslået, 21-årig mand fra Viby Sj., der var flygtet fra stedet i retning mod togstationen efter overfaldet. Han havde pådraget sig skader på sine tænder efter slag mod ansigtet i forbindelse med et slagsmål, hvor især én navngiven, men også flere andre personer havde overfaldet ham.
Overfaldet fik politiet yderligere dokumenteret ved at kigge på overvågningsoptagelser fra den offentlige videoovervågning i området, så mistanken mod den primære overfaldsmand blev bestyrket.
En lettere spirituspåvirket, 20-årig mand fra Roskilde blev senere på natten anholdt på sin bopæl og efterfølgende sigtet for vold mod den 21-årige uden for et værtshus.
Politiet løslod den sigtede efter afhøring til sagen, som han dog kan forvente at høre nærmere om, når efterforskningen også har fået afklaret de øvriges eventuelle strafbare roller i sagen.
Offeret blev sendt på skadestuen til fornøden behandling og som dokumentation for skaderne som følge af volden.
Vold ved bowlingcenter – Ro’s Have, Roskilde
Kl. 00.13 anmeldte en 16-årig ung mand fra Hedehusene, at han var blevet overfaldet af to andre uden for et bowlingcenter.
Politiet fik kontakt til den 16-årige, der oplyste, at der i forbindelse med bowlingspillet havde diverse mindre kontroverser med andre tilstedeværende i bowlingcentret.
Da den 16-årige og de øvrige var gået udenfor, blev han pludselig slået i hovedet af to andre unge mænd, hvis identitet han var bekendt med.
Den 16-årige blev kørt på skadestuen, og efterfølgende foretog politiet anholdelse af en 16-årig ung mand fra Taastrup og en 17-årig ung mand fra Hedehusene, da politiet tilfældigt traf dem sammen med andre på Københavnsvej i Roskilde.
De to anholdtes værger og de sociale myndigheder blev underrettet om sagen, så de kunne overvære afhøringen af de to anholdte unge.
Senere på natten løslod politiet de to sigtede, der dog kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen mod dem skal afgøres.
Indbrud i Perioden
Drosselvej, Roskilde
Karens Olsdatters Stræde, Roskilde
Lundetoften, Viby Sj.
Syv Holmevej, Viby Sj.