Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2020/03/31 til 2020/04/14.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Færdselsuheld / spirituskørsel – Ørstedvej, Havdrup – Solrød
Kl. 17.59 var en bilist forulykket og havde påkørt nogle træer. En ambulance var også sendt til uheldsstedet, hvor politiet fik kontakt til en spirituspåvirket, 23-årig kvinde fra Havdrup. Hun blev sigtet for spirituskørsel i bilen, som hun inden uheldet havde ført ad Ørstedvej i østlig retning. Af ukendte årsager kom hun ud i rabatten og kørte ned i grøften, hvor nogle træer blev påkørt. Bilen standsede efterfølgende oppe på vejen igen, men hun var sluppet uskadt fra solouheldet. Kvinden blev dog kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol, så hun hører nærmere fra politiet, når analyseresultatet foreligger.
Narkokørsel – Nordmarksvej, Jyllinge – Roskilde
Kl. 13.49 anholdt og sigtede politiet en 23-årig mand fra Roskilde for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. En narkometertest indikerede, at han var påvirket af hash under kørslen, så den 23-årige blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Motorcykeluheld – Brordrupvej, Roskilde
Kl. 15.07 kørte en motorcyklist igennem en kurve på Brordrupvej, og på vej ud af kurven accelererede han op, så motorcyklens forhjul slap vejen og motorcyklen kom i slinger. Motorcyklisten, 40-årig mand fra Roskilde mistede kontrollen over køretøjet og styrtede. Styrthjelmen var ikke spændt rigtigt fast, så den faldt af den 40-årige under uheldet. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor også lægehelikopteren var sendt. Han blev fløjet til Rigshospitalet, hvor han blev behandlet for brud på sin arm og ansigt, men hans skader var ikke livstruende. Patruljen mistænkte motorcyklisten for at være spirituspåvirket, så han fik udtaget en blodprøve. Politiet optog rapport i sagen, for at belyse omstændighederne omkring uheldet. Når resultatet af blodprøven kommer, vil den 40-årige få besked om resultatet og sagens videre gang.
Biltyv kørte galt – Østre Ringvej/ Store Valbyvej, Roskilde
kl. 19.39 kørte en personbil galt på Østre Ringvej, da bilen skred ud i et skarpt højresving lige efter afkørslen mod Store Valbyvej. Bilen fortsatte lige ud i svinget, kørte ud i græsrabatten og fortsatte ned af en græsskråning, hvor han ramte flere mindre træer. Føreren af bilen, som senere viste sig at være en 26-årig mand fra København, var slemt forslået og blev frigjort fra bilen. Han blev kørt til sygehuset til behandling for skader i hovedet, og han kunne ikke selv oplyse sin identitet. Politiet undersøgte bilen, som viste sig at være blevet stjålet på Frederiksborgvej i Roskilde kort før uheldet skete. En bilinspektør blev tilkaldt, for at undersøge uheldsstedet.
Mens politiet arbejdede på stedet kom en mand dertil, idet han savnede en ven, som var gået fra en påskefrokost i spirituspåvirket tilstand. Politiet fik klarlagt, at den savnede ven havde været fører af den stjålne bil, og fandt frem til hans identitet, en 26-årig mand fra København. Den 26-årige fik udtaget en blodprøve på sygehuset, som skal vise, om han var påvirket af narko og spiritus under kørslen. Han var desuden frakendt førerretten i forbindelse med en tidligere sag om narkokørsel. Han er fortsat indlagt, og det har ikke været muligt at afhøre ham til sagen. Han meldes at være uden for livsfare.
På samme adresse på Frederiksborgvej, hvorfra bilen blev stjålet, havde der også været nogen inde i garagen, hvor flere biler var blevet gennemrodet, og en motorcykel var blevet væltet. Politiet mistænker den 26-årige for at stå bag dette i forbindelse med, at han stjal bilen. Politiet vil afhøre den mistænkte, når hans tilstand gør det muligt.
Mandag (2. Påskedag) – Tirsdag
Spiritusuheld – Himmelev Bygade, Roskilde
Kl. 12.43 skete et uheld, da en 18-årig mand fra Høje Taastrup kørte ad Himmelev Bygade mod syd, hvor vejen snævrede ind med et vejbump. Den 18-årige påkørte her de stolper, som er opstillet ved vejbumpet, så airbaggen i bilen blev udløst, men føreren kom ikke til skade. En borger kom forbi og synes at føreren virkede spirituspåvirket, så han kontaktede politiet, som sendte en patrulje til stedet. Den 18-årige blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, og blev taget med for at få udtaget en blodprøve. Han blev herefter løsladt, men vil høre mere fra politiet, når resultatet af blodprøven kommer.
Lov om euforiserende stoffer – Bambusgården, Æblehaven, Roskilde
Kl. 14.30 var en politipatrulje i Æblehaven og passerede Bambusgården, hvor der stod fire yngre mænd. Da betjentene gik forbi mændene lugtede der svagt af hash, så patruljen visiterede mændene, for at se om de var i besiddelse af narko. En 20-årig mand fra lokalområdet blev fundet i besiddelse af 18 klumper hash på i alt 20,77 gram. Han blev desuden fundet i besiddelse af et firecifret kontantbeløb, som betjentene mistænkte stammede fra salg af hash. Den 20-årige blev sigtet for besiddelse af hashen med henblik på videresalg, og politiet beslaglagde hashen og kontantbeløbet, hvilket den 20-årige accepterede. De tre andre mænd blev ikke fundet i besiddelse af noget ulovligt. Den 20-årige blev afhørt til sagen, men nægtede at have solgt narko. Han kan forvente at høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Frækt tyveri af mobiltelefon – Hyrdehøj, Roskilde
Kl. 20.27 anmeldte faren til en 13-årig dreng fra Roskilde, at sønnen omkring kl. 20.00 spillede fodbold med nogle venner ved Tjørnegårdskolen. Mens de hørte musik fra drengens mobiltelefon på en lille mobil højtaler. Mens drMngene spillede kom der to drenge på en sort scooter forbi stedet. Knallerten standsede og drengen, som sad bag på knallerter hoppede af og tog den 13-åriges telefon og højtaleren, hvorefter de to på knallerterne kørte væk fra stedet.
Drengen bag på knallerten beskrives som: Ikke etnisk dansk af udseende, brun i huden. Han havde en halsedisse op for munden og en hætte over hovedet. Føreren af knallerten: Etnisk dansk af udseende.
Vidner som har set to store drenge på en knallert køre væk fra Tjørnegårdsskolen mandag aften omkring kl. 20.00, og som kan komme med oplysninger i sagen, bedes kontakte politiet på tlf. 114.
Trængsel ved genbrugspladser – Vestre Hedevej, Roskilde / Vestergade, Viby Sj.
Kl. 09.21 fik politiet en henvendelse fra en erhvervsdrivende, hvis chauffører havde svært ved at passere en lang bilkø af bilister på vej mod genbrugspladsen. En patrulje kørte til området og kunne konstatere, at der var en ca. 800 meter lang bilkør af bilister på vej mod genbrugspladsen. Antallet af bilister på genbrugspladsen blev begrænset til ca. 30 stk. ad gangen. Trods bilkøen fandt politiet ikke grundlag for at foretage sig yderligere, da trafikken godt kunne passere. Senere på formiddagen var en patrulje igen forbi, men også på dette tidspunkt var der trods kødannelse ikke grundlag for politiet til at foretage yderligere over for bilister på vej til genbrugspladsen.
Kl. 09.25 fik politiet også en henvendelse fra en erhvervsdrivende i Viby Sj. om kødannelse på vej til byens genbrugsplads på Vestergade, Viby Sj., således at køretøjer fra firmaet havde besvær med at komme ud. En patrulje kiggede på forholdene og kunne også her konstatere, at mange bilister søgte mod genbrugspladsen, hvor adgangen var begrænset til ca. 10 biler ad gangen. Politiet fandt ikke grundlag for at foretage yderligere i anledning af anmeldelsen.
Blufærdighedskrænkelse – Hyrdehøj, Roskilde
Kl. 16.45 anmeldte en 27-årig kvinde fra København S, at hun kl. ca. 16.35 under en gåtur i Hyrdehøj-skoven var blevet overrasket af en mand. Han stod ikke langt fra den sti, hvor hun gik, samtidig med at han åbenlyst onanerede, medens hans bukser var trukket ned under knæene. En patrulje kørte til området for at lede efter manden, som blev beskrevet som: mand, 35-40 år, lys i huden, iført six-pence, kort jakke og cowboybukser. Den mistænkte blev dog ikke fundet i området, og politiet vil derfor gerne i kontakt med personer, der måske har set manden i området, eller som har oplysninger om hans identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Trængsel ved genbrugsplads – Vestre Hedevej, Roskilde
Kl. 11.02 fik politiet en anmeldelse om, at der var meget lang kø på vej til genbrugspladsen, hvor kun få bilister blev lukket ind ad gangen. Efter endnu en anmeldelse lidt senere kørte en patrulje til området, hvor der ganske korrekt var kødannelse på vej mod genbrugspladsen, hvor personalet kun lukkede få bilister ind ad gangen, så der ikke var for mange personer og biler på pladsens område. Da politiet vurderede, at der ikke var nogen trafikfarlige situationer, kunne politiet ikke foretage yderligere end at håbe, at bilisterne havde tålmodighed i ventepositionen for at komme ind på genbrugspladsen.
Også her vil politiet opfordre bilisterne til at vurdere det akutte behov for at aflevere affald og lade dem overvejen, om besøget på genbrugspladsen kunne udskydes til et senere tidspunkt eller anden dag.
Trængsel i butik – Langebjerg, Roskilde
Kl. 12.13 fik politiet en henvendelse om, at der måske var for mange mennesker forsamlet i og ved en stofbutik, således at der måske var for mange kunder/personer i forretningslokalet i forhold til forretningens størrelse. Årsagen til henvendelsen var en bekymring for coronasmitten. En patrulje kørte til stedet, men fandt, at alle forhold var efter forskrifterne, og at der ikke var for mange kunder i forretningslokalet, hvor der var god afstand mellem personer. Politiet foretog sig således ikke yderligere i anledning af anmeldelsen.
Hærværk – Borchsgade, Roskilde
Kl. 03.11 måtte politiet en tur til Borchsgade, hvor en ung mand havde forøvet hærværk og ødelagt et skilt, som manden efterfølgende havde kastet tværs over gaden, så det ramte den nederste del af et vindue. Der opstod både et hul og en ca. 20 cm lang flænge i den ødelagte rude. En 20-årig mand fra Viby Sj. blev sigtet for hærværket og kan nu se frem til også at modtage et erstatningskrav, inden sagen mod ham kan afgøres.
Sikkerhedslanding – Lufthavnsvej, Roskilde
Kl. 16.35 rykkede redningsmyndigheder og politiet ud til lufthavnen i Roskilde, fordi et mindre fly havde fået en fejlmelding på landingsstellet. Kl. 16.51 landede flyet uden problemer, og den 41-årige mandlige pilot samt en 68-årig mandlig passager slap begge uskadte fra landingen. Politiet foretog sig derfor ikke yderligere i anledning af sikkerhedslandingen.
Uorden i supermarked – Hyrdehøj Bygade, Roskilde
Kl. 19.55 anmelde personalet i et supermarked, en mandlig og lettere uligevægtig kunde, som var uønsket på stedet, igen havde været i supermarkedet, hvor han havde været truende og konfronterede i sin adfærd over for personalet. Manden havde forladt stedet, da personalet kontaktede politiet, som efterfølgende kørte til den 30-åriges mands bopæl i Roskilde. Indledningsvist ønskede manden dog ikke at tale med politiet, som dog gerne ville sikre sig, at han hverken gjorde skade på sig selv eller foretog sig noget voldsomt i øvrigt på sin bopæl. Kl. ca. 22.15 lykkedes det for politiet at få kontakt til den 30-årige via et vindue, og da politiet efter en samtale med ham vurderede, at der ikke var fare på færde, blev et familiemedlem kontaktet, så den 30-årige kunne blive beroliget og få fornøden omsorg. Han blev ikke sigtet for noget i anledning af sin adfærd i supermarkedet.
Brand på opbevaringsplads – Søndre Mellemvej, Roskilde
Kl. 19.05 var en borger på vej på arbejde, da han så, at der var røg fra en campingvogn, som holdt på en privat opbevaringsplads ikke langt fra beboelse. Han løb ind og advarede beboere i huset og ringede 112. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor det brændte i to ældre campingvogne og en skrotbil. Brandvæsnet fik slukket ilden og sprøjtede skum på gløderne, så de ikke lå og ulmede. Branden var formentlig startet i den ene campingvogn og spredt sig til den anden vogn og bilen, som holdt tæt ved. Ilden spredte sig ikke til beboelseshuset, men campingvognene og bilen udbrændte. Ingen personer kom til skade. Politiet undersøgte branden, men det var ikke muligt at fastslå brandårsagen. Ejeren af ejendommen havde tidligere haft problemer med, at unge tog ophold i campingvognene. Anmelderen havde ikke set nogen personer ved campingvognen, da han opdagede branden.
Brandsårsagen skal nu undersøges nærmere af politiets brandefterforskere. Vidner som har set personer opholde sig på grunden på Søndre Mellemvej i går aftes bedes kontakte politiet på tlf. 114. Grunden på Søndre Mellemvej ligger ikke langt fra Trekroner Station, så måske borgere, som har færdes i området har set noget, der kan være interessant for politiet.
Mistænkeligt forhold – Lønbjergparken, Vindinge, Roskilde
Kl. 12.33 anmeldte en lokal beboer, at han netop var kommet hjem og på den private overvågning kunne se, at en mand og en kvinde kl. ca. 10.15 var gået ind på hans grund. Kvinden havde trukket hætten op om hovedet, inden de havde kigget ind ad vinduerne. Kort efter var de dog gået fra stedet, og beboeren havde efterfølgende kontrolleret sin bolig uden at finde tegn på indbrud. Hvad parrets ærinde har været på stedet, er uoplyst både for beboeren og politiet. Der er ikke nogen yderligere beskrivelse af parret, som andre måske har set udvise mistænkelig adfærd i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med eventuelle oplysninger om parret.
Færdselsuheld – Roskildevej, Ll. Grandløse, Holbæk
Kl. 16.11 var der sket et færdselsuheld, idet en personbil netop var kørt ind i en husmur på en privat adresse. En modpart i uheldet var efterfølgende kørt fra stedet uden at give sig til kende. Det viste sig, at ingen var kommet til skade ved uheldet, som skete, da en 75-årig mand fra Holbæk kørte i en personbil ad Roskildevej i nordlig retning med lav hastighed. En lastbil kørte bagved i samme retning og foretog en overhaling, men trak herunder ind mod højre, så lastbilen ramte personbilen på dennes venstre side. Den 75-årige mistede kontrollen over bilen, der ramte ind i en husmur på en nærliggende ejendom. Lastbilchaufføren, der måske ikke opdagede uheldet, fortsatte sin kørsel i nordlig retning uden at standse som part i et færdselsuheld. Ifølge vidner skulle der være tale om en lastbil med et rødt lad, men hverken nummerplade eller firmaoplysninger blev aflæst. Politiet har nu optaget rapport om uheldet i et forsøg på at få identificeret lastbilen.
Politiet vil gerne i kontakt med personer, der har bemærket lastbilen på strækningen kl. ca. 1610, og som kan give oplysninger om den. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Færdselsuheld – personer flygtet – Bymarken, Roskilde
Kl. 02.23 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet en bil var forulykket, og to personer var set løbe væk fra stedet. På uheldsstedet fandt politiet en forladt personbil, der var kørt gennem en hæk, ramt en lygtepæl og havde til sidst påkørt et skur. Flere patruljer, herunder en hundepatrulje, ledte efter de flygtede personer, hvoraf den ene blev beskrevet som en mand af afrikansk udseende, 175-180 cm høj, spinkel af bygning, ifrøt sort kasket og trøje med krave. Politiet fandt ikke nogen personer, der kunne mistænkes for at have været i den forulykkede bil, så politiet prøver nu via bilejeren at finde ud af, hvem der har været fører af bilen på uheldstidspunktet. Ingen øvrige trafikanter var impliceret i uheldet.
Narkokørsel i frakendelsestiden – Københavnsvej, Roskilde
Kl. 03.15 anholdt og sigtede politiet en 33-årig mand fra København N for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som han i forvejen ikke måtte være fører af, fordi han var frakendt kørekortet. Den 33-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. I bilen befandt sig dens ejer – en 36-årig kvinde fra København N – som blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven, idet hun som bilejer havde overladt føringen til en person, der ikke lovligt kunne føre bilen. Begge kan således forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod dem skal afgøres.
Stjal oksemørbrad for at betale gæld – Himmelev Sognevej, Roskilde
Kl. 14.55 anmeldte personalet fra Meny i Himmelev, at de havde tilbageholdt en kvinde, som havde stjålet ti oksemørbrad til en samlet værdi af 4000 kr. Butikkens personale havde opdaget at alle oksemørbradene fra slagerafdelingen manglede, så de så overvågningen igennem. Her så de en kvinde, der gik hen til kølemontren med en kurv, som hun lagde alle mørbradene ned i, hvorefter hun forlod supermarkedet via grøntafdelingen uden at betale for kødet. Kvinden kom tilbage til butikken en halv time senere, hvor hun blev tilbageholdt. Politiet kom frem til butikken, hvor de sigtede kvinden, en 25-årig kvinde fra Svinninge for butikstyveri. Kvinden blev taget med til stationen til afhøring. Hun havde stjålet for at skaffe penge til en mand, som hun havde gæld til. Hun havde kort efter tyveriet overdraget mørbradene til en bekendt, som havde betalt hende 500 kr. Politiet beslaglagde de 500 kr. som kvinden blev fundet i besiddelse af. Hun ønskede beslaglæggelsen forelagt retten, som nu skal tage stilling til om politiets indgreb var retsmæssigt.
Politiet undersøgte kvindens oplysninger og fandt frem til den bekendte, en 24-årig mand uden fast bopæl, som blev sigtet for at medvirke til butikstyveri. Han nægtede kendskab til sagen, og det lykkedes ikke politiet at finde de stjålne mørbrad. Efter afhøring blev kvinden løsladt, men kan de kan begge forvente at høre mere fra politiet i sagen.
Uheld i kryds – Københavnsvej/Østre Ringvej, Roskilde
Kl. 17.05 skete et sammenstød i krydset Københavnsvej/Østre Ringvej, da en 23-årig kvinde fra Roskilde skulle svinge til venstre fra Københavnsvej mod Østre Ringvej. Imod kvinden kom en bil, som skulle lige ud i krydset. Kvinden var kommet fra langt frem i krydset, så hun blev ramt af den modkørende bil, som blev ført af en 49-årig mand fra Roskilde. Ingen personer kom til skade ved uheldet, men bilerne var så ødelagte, at de måtte køres væk på fejeblad. Krydset var delvist spærret indtil bilerne var fjernet og vejene blev helt genåbnet kl. 18.24. Politiet optog rapport i sagen, for at belyse omstændighederne omkring uheldet.
Mistænkelig brand i bil – Ringparken, Roskilde
Kl. 23.17 kom et alarm 112 opkald om brand i en bil, som holdt parkeret i Ringparken. En beboer havde hørt et højt brag og kiggede ud af vinduet. Her så hun, at der var ild i bilen og to personer, som løb fra stedet. Brandvæsnet fik slukket branden før den spredte sig til andet, og ingen personer kom til skade. Politiet kontaktede bilens ejer, som blev underrettet om branden og kom til stedet. Bilen blev parkeret på parkeringspladsen tidligere på aftenen. Politiet undersøgte brandstedet, der viste at bilens bagrude var knust da brandvæsnet kom frem. Det var ikke muligt at fastslå brandårsagen, som nu efterforskes som en mistænkelig brand.
De to personer som løb fra stedet beskrives som:
A: Mand, 20-25 år, 180-185 cm høj, spinkel af bygning. Han var iført sort jakke, sort hættetrøje, lyseblå bukser og sorte sko.
B: Mand, 20-25 år, 180-185 cm, spinkel af bygning. Han var iført sort jakke, sort hættetrøje, sorte bukser og sorte sko. Medbragte en hvid plasticpose i hånden.
Vidner som har set de beskrevne mænd før eller efter branden opstod, og som måske har set de to mænd flygte fra stedet, bedes kontakte politiet med oplysninger i sagen. Ring til politiet på tlf. 114.
Indbrud i Perioden
Svanevej, Gadstrup
Værkstedsvænget, Havdrup
Rødbyvej, Veddelev, Roskilde
Københavnsvej, Roskilde
Parkvænget, Roskilde
Drosselvej, Roskilde
Tjørnegårdsvej, Roskilde
Langebjerg, Roskilde