Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet Nov 07, 2016 til Nov 16, 2016.

politirapporten-foto-anne-beth-witte-2

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@dit-roskilde.dk

Asfaltarbejde tilbudt – Gundsølillevej, Tågerup, Roskilde

Kl. 0934 kontaktede en kvinde politiet, fordi hun netop havde haft besøg af en udenlandsk mand, der tilbød at lave noget asfaltarbejde. Betaling skulle ske kontant og i euro. Hun afslog dog tilbuddet, hvorefter manden kørte fra stedet i en personbil, hvis nummerplade hun aflæste. Politiet kørte til området og fik kort efter kontakt til bilen, hvis fører var en 52-årig mand fra England. Han blev orienteret om reglerne i Danmark om dørsalg, herunder at tilbud om asfaltarbejde ikke var tilladt. Politiet foretog sig ikke yderligere i sagen.

Politiet skal kraftigt advare mod at acceptere denne type tilbud om f.eks. asfaltarbejde eller tagrensning, da det erfaringsmæssigt ofte ender i en strid om enten det aftalte beløbs størrelse eller kvaliteten af det udførte arbejde.

Narkopåvirket bilist – Roskilde.

Kl. 1244 anholdt politiet en 31-årig mand fra Ballerup, der blev truffet kørende i bil på Københavnsvej. Pgl. var påvirket af narkotika og fik udtaget en blodprøve.

Tricktyveri – Roskilde.

Kl. 1730 var en 57-årig kvinde fra Roskilde ude for et tricktyveri på Ro’s Torv, hvor hun blev kontaktet af en mand imens hun var ved at pakke varer ind i sin bil. Manden ville hjælpe hende med at læsse bilen. Hun afslog dette. Manden viste en seddel, hvor der stod, at han skulle åbne en bankkonto. Hun fortalte ham, at bankerne var lukket på dette tidspunkt. Han gik dernæst fra stedet. Hun opdagede kort efter, at hendes pung var stjålet. Ved henvendelse til sin bank kunne banken oplyse, at der var forsøgt hævninger på hendes kort nær Ro’s Torv. Manden beskrives som: Mand, østeuropæer, 25-28 år, 180-185 cm høj, spinkel af bygning, sort kort hår, overskæg, usoigneret, talte engelsk.

Noget kunne tyde på, at gerningsmanden har forsøgt at aflure pinkoden uden held, når hævningerne er mislykkedes.

Spirituskørsel – Roskilde.

Kl. 0050 blev en 28-årig anholdt og sigtet for spirituskørsel på Ringstedgade, hvor han kørte i bil. Manden fik udtaget en blodprøve og løsladt efterfølgende.

Kørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt – Eget Bo, Roskilde

Kl. 1055 sigtede politiet en 33-årig mand fra Haslev for kørsel i frakendelsestiden i en personbil, idet manden i forvejen var frakendt kørekortet. Ved en foreløbig undersøgelse af hans bil kunne politiet konstatere, at den formentlig havde flere alvorlige fejl og mangler, herunder bl.a. nedsat bremsekraft og nedslidte dæk. Politiet fik derfor bugseret bilen til nærmere undersøgelse hos en bilinspektør samtidig med, at politiet gjorde den 33-årige bekendt med, at han ikke ville få sin bil udleveret igen. Han var flere gange inden for de seneste tre år afsløret i at køre bil uden førerret, hvorfor politiet beslaglagde bilen med henblik senere konfiskation – efter bilinspektørens undersøgelse af bilen.

Aggressiv mand / vold mod politiet – Køgevej-Rønøs Alle, Roskilde

Kl. 1510 fik politiet en henvendelse om, at en ophidset mand muligt havde sparket til et ca. 6 mdr. gammelt barn og havde truet med at slå barnet og dets mor ihjel. Moren var herefter flygtet fra stedet. Politiet fik på familiens bopæl kontakt til en 24-årig, opfarende mand fra Roskilde, som blev frihedsberøvet for at skabe ro i familien. En tilkaldt læge foretog undersøgelse af barnet, som ikke havde lidt overlast. Den 24-årige blev så sur over politiets indblanding, at han spyttede en politimand i ansigtet. I forbindelse med transporten af den aggressive mand lykkedes det ham at bide en anden politimand i låret, så efter nogle timer i detentionen til afrusning pga. formentlig hash kunne politiet sigte ham for to gange at have forøvet vold mod politiet. Efter endt sagsbehandling blev han om natten løsladt, men kan forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne skal afgøres.

Forsøg på indbrud i kolonihavehus – H/F Solvang, Roskilde

Kl. 1355 meddelte en kvindelig ejer af et kolonihavehus, at hun sammen med sin mand havde tilbageholdt en ung mand efter formentlig forsøg på indbrud, idet en rude var knust. Politiet fik i kolonihaven kontakt med en 14-årig dreng fra Roskilde, der blev frihedsberøvet som mistænkt for at ville begå indbrud på stedet. En rude var blevet knust med en træstub, men intet var stjålet fra stedet. En medgerningsmand var løbet fra stedet inden politiets ankomst, men blev i forbindelse med efterforskningen identificeret som en 15-årig dreng fra Roskilde, der blev fundet senere, sigtet for forsøg på indbrud og løsladt efter afhøring til sagen. Den 14-årige blev afhørt til sagen, men kunne ikke sigtes, fordi han er under den kriminelle lavalder på 15 år. Begge vil høre nærmere fra politiet om straffesagen for den 15-åriges vedkommende og et eventuelt erstatningskrav for den ødelagte rude for begges vedkommende.
De sociale myndigheder vil også blive underrettet om drengenes sager hos politiet.

Færdselsuheld – Vindingevej-Ensianvej, Roskilde

Kl. 1758 fik politiet en melding om et færdselsuheld mellem en personbil og en knallert. Det viste sig, at en 18-årig kvinde fra Ishøj efter kørsel ad Vindingevej mod sydøst ville svinge til højre ad Ensianvej. Hun overså imidlertid en 16-årig ung mand fra Roskilde, der på en lille knallert kørte på cykelstien i samme retning, således at han kørte ind i højre forskærm på bilen. Begge parter slap uskadte fra uheldet. Den 18-årige kvinde havde imidlertid ikke erhvervet sig et kørekort endnu, så hun kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af uheldet. Det samme kan hendes far, der som bilejer havde overladt bilen til sin datter inden uheldet.

Lov om euf. stoffer – Roskilde.

Politiet sigtede omkring kl. 1430 en 23-årig mand fra Viby og en 28-årig fra Roskilde, der begge blev truffet Ved Ringen. De var i besiddelse af narkotika, henholdsvis kokain hash.

Begge blev sigtet for overtrædelse af lov om euf. stoffer. Sagerne behandles senere i retten.

Tyveri fra bil – Roskilde.

Kl. 1315 blev anmeldt, at to mistænkelige personer i en Audi A3 med nummerplader, der burde sidde på en anden bil, opholdt sig på Vindeboder. To mænd, der kørte i bilen, gik hen til en anden bil, hvor der blev knust en rude indtil, og en anden blev bagagerummet åbnet. Fra en af bilerne er stjålet pc, rygsæk m.v.

Den ene mand beskrives som: mand, dansk, 30-35 år, 180-185, muskuløs, kronraget, iført mørk jakke og lyse bukser.

Sagen undersøges nu nærmere.

Den hvide Audi A 3 blev kl. 1430 set på lystbådehavnen i Køge.

Politiet er meget interesseret i oplysninger om den hvide A3. Ses en hvid Audi A3 under mistænkelige forhold, så ring straks til politiet på 114.

Lille brand – Roskilde.

Kl. 2300 var politi og brandvæsen en tur på RUC, Universitetsparken, hvor tre personer havde sat ild i et en ombygget container. Der skete kun meget lidt skade. Politiet anser det som et meget ukvalificeret forsøg på at sætte ild på noget.

Asfaltarbejde tilbudt – Kirkerupvej, Kirkerup, Roskilde

Kl. 1034 meddelte en 47-årig kvinde fra Roskilde, at hun kl. ca. 0945 havde afvist to vesteuropæiske mænd, som havde spurgt, om hun skulle have lavet noget asfaltarbejde. Mændene, der talte engelsk og kørte i en hvid ladvogn, var blevet afvist, hvorefter de kørte fra stedet. Kvinden havde efterfølgende kontaktet kommunen, der havde afvist at skulle asfaltere i området.

Politiet vil igen advare mod at indgå aftaler med personer/firmaer, der uopfordret henvender sig og tilbyder f.eks. asfaltarbejde eller tagrensning. Ofte vil der opstå tvister om betalingens størrelse eller kvaliteten af det udførte arbejde. Politiets råd er – som kvinden gjorde – at afvise sådanne tilbud.

Fyrværkeriloven / lov om euforiserende stoffer / vold mod politimand mv. – Skomagergade, Roskilde

Kl. 1523 fik politiet en anmeldelse om, at nogle unge havde kastet kanonslag på busholdepladsen ved togstationen. Et vidne fulgte efter gruppen af unge, som politiet fik kontakt til på Skomagergade. En 22-årig mand fra Roskilde blev kontrolleret og fundet i besiddelse af ni kanonslag samt ca. 17 gram kokain, ca. 10 gram MDMA og ca. 4 gram ketamin – alt fordelt i diverse salgsposer. Da politiet meddelte ham, at han var anholdt efter fundet af disse effekter, slog han en politimand i ansigtet med en knytnæve. Ved en efterfølgende ransagning på mandens bopæl fandt politiet yderligere ni kanonslag, men ikke yderligere narkotika. De ulovlige effekter har politiet nu beslaglagt som bevis i sagen. Den anholdte blev efter endt sagsbehandling og afhøring til sagen løsladt i løbet af aftenen, men vil senere blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham skal afgøres.

Spirituskørsel – Københavnsvej, Roskilde

Kl. 2140 standsede politiet en varebil, der var forsynet med stjålne nummerplader. Føreren var en 25-årig mand fra Roskilde, som ikke havde generhvervet sin førerret, og som i øvrigt var påvirket af spiritus under kørslen. Han blev derfor kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Varebilen indbragte politiet til nærmere undersøgelse hos en bilinspektør, idet bilen havde dårlige bremser, diverse lygtefejl, nedslidte dæk og flere skader i frontruden med forringet udsyn til følge. Den 25-årige vil således høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet undersøgt, og bilinspektøren har kigget nærmere på varebilen.

Ulovlig kniv – Roskilde.

Kl. 0030 blev en 20-årig fra Sorø fundet i besiddelse af en kniv på Københavnsvej. Han blev sigtet for overtrædelse af knivloven og kan nu se frem til at få en bøde for sin besiddelse.

Vold – Roskilde.

Kl. 0536 blev en 19-årig fra Tune udsat for vold på Jernbanegade, hvor han blev slået en 1-2 gange i hovedet med knytnæve, i det han havde påtaltat en 2-3 personer havde talt grimt til nogle piger. Da forurettede faldt omkuld efter slagene ramte han en kantsten og fik et brud på kæben. Politiet anholdt en 22-årig mand fra Roskilde, men han blev løsladt senere på dagen, da efterforskningen viste, at han ikke var gerningsmand. Politiet søger således stadig efter gerningsmanden.

Indbrud i perioden
Lindbjergvej, Jyllinge
Køgevej, Roskilde
Klintevej, Roskilde
Duebrødrevej, Roskilde
Svanevej, Roskilde
Elmevej, Roskilde (2)
Højvanggård, Vindinge, Roskilde (2 steder)
Kamstrupvej, Vor Frue, Roskilde
Tokhøjvej, Vindinge, Roskilde
Ringstedgade, Roskilde
Linkøpingvej, Himmelev, Roskilde
Ved Mosen, Roskilde
Gøderupvej, Gøderup, Roskilde
Lindevej, Roskilde
Kildevænget, Svogerslev
Søndergade, Viby
Truelstrupvejen, Viby Sj.
Toftevangen, Viby Sj.
Grethevej, Dåstrup, Viby Sj.