Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2016-03-10 til 2016-03-23.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at fortælle offentligheden om. Ikke-anmeldte eller af politiet ignorerede hændelser omtales ikke i det følgende.
Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@dit-roskilde.dk
Død person fundet på eng ved Værebro Å – Gundsømagle
Kl. 1335 modtog Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse fra polsk lystfisker, der havde fundet en død person liggende på ryggen på en eng ved Værebro Å, Gundsømagle, Roskilde Kommune Findestedet er ca. 2 km nordøst for Gundsømagle by. Afdøde, der var delvist påklædt, var meget nedbrudt og medtaget af dødsprocesserne, hvorfor det skønnedes, at pågældende har været død et stykke tid. Findestedet har været oversvømmet af åen, hvorfor det ikke kan afvises, at afdøde er kommet flydende til findestedet. Efterforskere og kriminalteknikere har sammen med politiets indsatsleder undersøgt afdøde og findestedet. Ud fra de indledende undersøgelser tyder det ikke på, at der er sket en forbrydelse, men politiet har alligevel valgt at efterforske sagen som et mistænkeligt dødsfald for at få belyst dødsfaldet og undersøge, om der er sket en strafbar handling. Afdøde er derfor indbragt til Retsmedicinsk Institut med henblik på undersøgelse og obduktion. Politiet er bekendt med, at en ældre kvinde fra 1942 har været savnet i lokalområdet siden oktober 2015. Umiddelbart kan politiet ikke fastslå, om afdøde er identisk med den savnede kvinde, men politiet har på det foreliggende grundlag valgt at underrette kvindens familie om fundet af den døde person.
Indbrudstyve overrasket – Kildestræde, Jyllinge
Kl. 1154 kontaktede en 66-årig kvinde fra Jyllinge politiet, fordi hun under ophold i sit hus havde hørt støj og kort efter overrasket en indbrudstyv i soveværelset. Tyven flygtede straks via den opbrudte hoveddør ud til en lysgrå bil, hvori en anden medgerningsmand sad afventende. Begge gerningsmænd flygtede i bilen ad Kildestræde mod Bygaden og derefter i ukendt retning. Indbrudstyven i soveværelset blev beskrevet som: A: mand, 30-35 år, 185-190 cm høj, muskuløs af bygning, skaldet, iført langærmet grå sweater og hvide håndværkerbukser; B: mand (sad afventende i bil) – ej yderligere beskrivelse. Politiet ledte efter både bil og gerningsmændene i området, men fandt dem ikke.
Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket den lysegrå bil med A og B i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Tricktyveri – Jernbanegade
Kl. 0835 anmeldte en 61-årig kvinde fra Frederiksværk, at hun mandag kl. ca. 0920 på Roskilde station var blevet udsat for tyveri af sin pung indeholdende bl.a. dankort få minutter efter indkøb i stationskiosken. Da hun var på vej op ad trappen til en perron, fik hun uventet hjælp af en fremmed mand (A), der tog hendes kuffert. I det samme mærkede hun, at en anden mand (B) hev i hendes skuldertaske, hvorfra hendes pung blev stjålet i det samme. De to gerningsmand forsvandt fra stedet og blev beskrevet som: A: Mand, Østeuropæisk af udseende, 25-30 år, 175-175 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Iført: Hue og mørkt tøj; B: Mand, 25-30 år, 180-180 cm, Iført: Mørkt tøj. Da hun ville spærre sit dankort, kunne banken oplyse, at der kl. 0927 var blevet hævet 15.000 kr. uberettiget på hendes konto.
Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket A og B i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Politiet vil igen erindre om vigtigheden af at skjule sin PIN-kode, når et betalingskort anvendes. Skjul indtastningen af PIN-koden f.eks. med den frie hånd eller stil dig tæt på betalingsterminalen, så ingen kan aflure PIN-kode ved at kigge over skulderen eller rundt om dig. Uden PIN-kode er et betalings- og/eller hævekort intet værd for en tyv!!!
Anholdelse – Røveri – Boserupvej
Kl. 1140 anmeldte personalet på en institution, at en 40-årig kvindelig beboer havde fået taget sit TV mandag aften. Politiet kørte til stedet, hvor det viste sig, at det kvindelige offer var blevet holdt fast af en gerningsmand, medens en anden gerningsmand havde taget hendes TV. Ud fra omstændighederne betragter politiet sagen som et røveri mod kvinden, og politiet kunne ud fra efterforskningen på stedet identificere den ene gerningsmand som en 50-årig mand fra Roskilde. Han blev kort efter anholdt på sin bopæl, hvor politiet fandt offerets TV. Han blev sigtet for røveri mod kvinden samt for verbale trusler mod offeret, idet han efter anholdelsen truede med at overfalde hende i anledning af den foretagne anmeldelse. Den anholdte har overnattet i et arresthus, idet politiets jurister vil fremstille ham i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde onsdag kl. ca. 1145. Politiet har også fået identificeret medgerningsmanden, som nu er efterlyst og eftersøgt af politiet.
Butikstyveri – Algade
Kl. 1349 anmeldte en butikskontrollant, at han havde tilbageholdt en dreng, som havde været i selskab med en anden dreng, der dog var stukket af fra supermarkedet Kvickly efter tyveri af en flaske vodka til en værdi af 329 kr. Politiet kørte til stedet og fik kontakt til både butikskontrollanten og en 14-årig dreng fra Borup. Da drengene var på vej ud af supermarkedet uden at have betalt for nogen varer, ville butikskontrollen gerne tale med den nu flygtede dreng, fordi han skjulte noget under jakken. Da drengen blev kontaktet, løb han ud og ramte undervejs en 77-årig kvindelig kunde, der faldt over i nogle blomsterkasser. Under flugten tabte drengen vodkaflasken og fik ikke udbyttet med sig. Den 14-åriges mor kom til butikken og blev underrettet om, at hendes søn ikke blev mistænkt i sagen. Den flygtede butikstyv blev senere identificeret som en 13-årig dreng fra Borup, som skal afhøres til sagen. Han kan ikke sigtes for tyveri, fordi han er under den kriminelle lavalder på 15 år. Den 77-årige kvinde slap fra hændelsen med diverse småknubs.
Grundlovsforhør – Trussel på livet / vold – Vestergade
Den 50-årige mand fra Roskilde, som blev anholdt tirsdag for trusler på livet for to andre mænd i den 50-åriges beboelsesejendom, blev ud over sigtelsen for trusler på livet også sigtet for vold mod de to mænd. Den ene havde fået et knytnæveslag og var blevet slået i hovedet med en lampe, medens den anden var blevet revet på halsen. Politiets juristerne vurderede efter disse nye oplysninger i sagen, at den 50-årige skulle fremstilles i et grundlovsforhør ved Retten i Roskilde. Grundlovsforhøret endte med, at den 50-årige blev varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 14. april 2016.
Trussel på livet – Vestergade
Kl. 2353 modtog politiet en anmeldelse om noget uorden blandt beboerne i en ejendom. Da politiet kom til stedet, var der faldet ro på, men en 50-årig mand fra Roskilde havde været sur på to andre beboere i ejendommen. Han havde derfor taget en kniv, som han havde brugt til at stikke ud efter de to andre – dog uden at de blev ramt eller såret som følge af den 50-åriges udfald. Politiet anholdt den spirituspåvirkede, 50-årige mand, der blev sigtet for trusler på livet. Ved en ransagning fandt politiet den anvendte kniv, som var en slags urtekniv. Når den 50-årige er blevet afruset, skal han afhøres til sagen, men forventes løsladt efter endt sagsbehandling.
Færdselsuheld – modpart flygtet – Ellevej, Østrup, Veksø Sj.
Kl. 1626 anmeldte en 59-årig kvinde fra Frederiksberg, at hun kl. ca. 1620 under kørsel ad Ellevej i sydlig retning blev ramt af en modkørende bilist, som ramte den 59-åriges venstre sidespejl, da bilerne passerede hinanden. Modparten fortsatte uden at standse i nordlig retning, og da bilisten ikke vendte tilbage for at udveksle oplysninger i anledning af uheldet, ønskede hun at anmelde sagen til politiet. Flugtbilisten kan kun beskrives som en mand med mørkt hår og med solbriller på. Den 59-årige kan ikke give oplysninger om mandens køretøj.
Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket køretøjer med eventuelle skader på venstre side/sidespejl. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Spiritus-/narkokørsel – Kong Valdemars Vej
Kl. 0520 anholdt og sigtede politiet en 24-årig mand fra Roskilde for kørsel i en personbil i under påvirkning af både alkohol og narkotika (kokain). Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.
Narkobilist med hash – Algade
Kl. 1644 anholdt og sigtede politiet en 22-årig mand fra København S for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som i han i øvrigt heller ikke måtte føre, fordi han i forvejen var frakendt kørekortet. Efter anholdelse fandt politiet ham i besiddelse af ca. 4 gram hash, så han blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den 22-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, men kan forvente at høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.
Tyveri af airbags – Københavnsvej / Betonvej
Kl. 0804 fik politiet henvendelser fra to autoforhandlere på hhv. Københavnsvej og Betonvej, hvor ukendte gerningsmænd i nattens løb havde stjålet airbags. Den ene autoforhandler havde fået stjålet ni airbagsbags, et sæt alufælge samt 16 sæt seler fra biler, der holdt på aflåst område. Den anden forhandlers biler var blevet opbrudt med formentlig en skruetrækker, hvorefter airbags fra fire biler var blevet stjålet.
Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Alternativ tyverisikring – Ågerup
Kl. 2323 modtog politiet en bekymrende henvendelse fra en borger i Ågerup, idet naboen havde siddet helt stille i en stol hele dagen. Trods banken på ruderne og døren havde pågældende ikke reageret. Politiet rykkede ud til stedet og havde bestilt en låsesmed for at låse døren op, da politiet forventede at finde en livløs person. Ved politiets og naboens mellemkomst blev det opklaret, at den kvindelige beboer på stedet ikke var hjemme. Hun havde som en slags tyverisikring sat en stor dukke på en stol i køkkenet for at undgå indbrud i sit hjem. Der blev således ikke brug for låsesmeden, og tyverisikringen havde virket: intet indbrud konstateret på adressen. Politiet foretog sig ikke videre i anledning af anmeldelsen.
Spirituskørsel / lov om euforiserende stoffer – Møllehusvej
Kl. 1555 anholdt og sigtede politiet en 42-årig mand fra Roskilde for spirituskørsel i en personbil, ligesom politiet mistænkte ham for også at være påvirket af euforiserende stoffer under kørslen. I forbindelse med visitationen fandt politiet nemlig to joints, så han blev også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.
Butikstyveri – Jernbanegade
Kl. 1021 kørte politiet til supermarkedet Føtex, hvor en kvinde var tilbageholdt som mistænkt for tyveri. Politiet fik kontakt med en 18-årig kvinde fra Kalundborg, som havde forladt butikken med kosmetiske produkter for 288 kr. uden at betale. Da politiet undersøgte hendes personlige ejendele, fandt politiet en peberspray, så sigtelserne mod den 18-årige kom til at omhandle tyveri og overtrædelse af våbenloven. Hun vil høre nærmere fra politiet, når sagerne mod hende skal afgøres.
Mistænkelig udenlandsk bil – Slæggerup
Kl. 1119 fik politiet en henvendelse om en udenlandsk bil, der kørte søgende rundt i området. Politiet kørte til området og fik kontakt med en rumænsk varebil med tre rumænske mænd på 30, 36 og 39 år i. De oplyste at køre rundt i området for at indsamle skrot. Politiet fandt ikke grundlag for at sigte dem for noget, hvorfor de fik lov til at køre videre i deres bil.
Indbrud i perioden
Hovedgaden, Gundsømagle, Roskilde
Rytterkær, Herringløse, Roskilde
Kornvej, Jyllinge
Langebjerg, Roskilde
Klostergårdsvej, Øm, Roskilde
Engblommevej, Roskilde
Vestergade, Roskilde