Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2024/02/13 til 2024/02/27.

Biler bortvist – Københavnsvej, Roskilde

Kl 20.09 fik politiet flere henvendelser fra borgere, der var generede af, at der var samlet 10-12 biler og en masse unge mennesker på en tankstation, hvor der blev spillet høj musik fra bilerne. En patrulje blev sendt ned til stedet og fik bortvist båder bilerne og de unge.

Brand ved pejs – Bandholmvej, Veddelev, Roskilde

Kl. 06.54 kørte politi og brandvæsen til brand i en villa i Veddelev, hvor det brændte i trægulvet ved en pejs. Ilden var formentlig startet på grund af en gnist fra pejsen, men blev hurtigt slukket. Et område på omkring 1,5 x 1,5 meter af gulvet fik skader, og ingen personer kom noget til.

Butikstyveri – Ro’s Torv, Roskilde

Kl 16.32 melder personalet i et supermarked, at de har standset tre mindreårige, der i fællesskab var ved at stjæle fire Red Bull energidrik. Der var tale om to drenge på 14 og en på 13 år fra den Københavnske vestegn og fra Nordsjælland, som alle erkendte tyveriet. Da patruljen visiterede de tre, fandt man på dem ene af dem en isoleringskniv. Forældrene til de tre unge blev tilkaldt og samtidigt blev der taget kontakt til de sociale myndigheder i deres hjemkommuner.

Fund af hash – Rønnebærparken, Roskilde

Kl 13.15 standsede en patrulje en personbil ført af en 29-årig mand. Manden blev visiteret og der blev på ham fundet 100 gram hash, som han havde skjult i sine underbukser. I bilen blev desuden fundet en digitalvægt samt en mindre pose med kokain.

Indbrud i restaurant – Københavnsvej, Roskilde

Kl. 15.27 anmeldte en restaurant på Ros Torv, at de natten til mandag havde haft indbrud på lageret, hvor der var stjålet drikkevarer. Der blev i alt stjålet 10 øl-fustager af forskellige ølmærker, seks rammer dåse sodavand, to kasser Sommersby, 2½ kasser flaskeøl og fire kulsyreflasker.

Politiet optog rapport i sagen og hører gerne fra vidner som har bemærket personer eller køretøjer omkring Ros Torv natten mellem søndag og mandag. Ring på tlf. 114, hvis du har oplysninger i sagen.

Narkokørsel – Ringstedgade, Roskilde

Kl. 21.15 blev en 36-årig mand anholdt og sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand, da han kom kørende ad Ringstedgade i nordgående retning, til trods for at han var påvirket af amfetamin. Manden fik udtaget en blodprøve og blev efterfølgende løsladt. Han kan forvente at høre fra politiet på et senere tidspunkt.

Påvirket bilist – Jernbanegade, Roskilde

Kl 16.59 kom en 78-årig mand fra Roskilde kørende i sin personbil, da han først ramte en kantsten og derefter en færdselstavle. Et mandligt vidne, der så den bemærkelsesværdige kørsel tog kontakt til den 78-årige og fik straks mistanke om, at han var påvirket af alkohol. Han tog derfor bilnøglerne fra ham og kontaktede politiet. Samtidigt holdt han øje med manden, så da patruljen kom frem, kunne han bevidne, at den 78-årige ikke havde drukket yderligere siden påkørslen af skiltet. Patruljen fik rejst skiltet op igen og kørt den berusede herre på sygehuset til udtagning af blodprøve.

Påvirket bilist – Køgevej, Roskilde

Kl 00.48 standsede politiet en personbil, ført af en 19-årig ung mand fra Roskildes sydlige opland, da der var mistanke om, at han var påvirket af alkohol. En alkometertest slog ud på mere end det tilladte. Samtidigt gav en narkometertest også udslag på hash.

Søndag
Kørsel uden kørekort – Københavnsvej, Roskilde

Kl 16.55 standsede politiet en varebil ført af en 27-årig mand fra Hvidovre. Det viste sig, at han var frakendt førerretten og således kørte uden at have tilladelse til det. Manden erkendte. Ejeren af bilen bliver nu også sigtet for at have lånt bilen ud til en person uden kørekort.

U-vending gik galt – Køgevej, Roskilde

Kl 07.42 skete der et færdselsuheld, da en 63-årig kvinde fra Roskilde med lav fart ville lave en U-vending. Bagfra i anden vognbane kom en personbil ført af en 66-årig mand fra Køge, der ramte ind i siden på kvindens bil. Begge parter blev behandlet i de tilkaldte ambulancer, men slap fra uheldet uden alvorlige skader.

Unge med stoffer – Æblehaven, Roskilde

Kl 12.10 svingede politiets narkohunde ind på parkeringspladsen ved Æblehaven og bemærkede i den forbindelse en personbil med fire unge mænd i. Da de fire fik øje på politiet, foretog de en U-vending og kørte hurtigt væk, indtil de smed bilen på en parkeringsplads og løb væk fra den. Det lykkedes politifolkene at løbe to af de unge op, hvoraf den ene havde en lille klump hash i lommen. En ransagning af bilen bragte yderligere en lille klump hash frem i lyset. Der var tale om to unge mænd på hhv. 19 og 20 år fra Roskilde.

Voldelig butikstyv – Roskildevænget, Roskilde

Kl. 11.23 anmeldte personalet fra Rema1000 at personalet var fulgt efter en ung mand, som havde stjålet to øl og en dåse Redbull. Han blev tilbageholdt et stykke væk fra butikken, men da medarbejderne bad ham følge med blev han truende og slog ud efter dem. Det lykkedes de to mandlige medarbejdere at lægge den unge mand ned og tilbageholde ham til politiet kom frem. Ingen kom noget alvorligt til, men medarbejderne blev slået under tumulten.

Den mistænkte viste sig at være en 19-årig mand fra Roskilde, som blev sigtet for røveri, da han forøvede vold for at slippe væk med de stjålne ting. Han blev taget med til politistationen til afhøring, men der blev ikke fundet grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør. Han blev løsladt senere på eftermiddagen, men vil senere høre mere i sagen.

Indbrud i Perioden

Københavnsvej, Roskilde
Himmelev Skovvej, Roskilde

Sankt Hans Gade, Roskilde