Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2023/12/15 til 2024/01/02.
Bortvisning af uønsket mand – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 04.03 havde en 25-årig mand fra Taastrup været så ubehagelig over for personalet i en døgnåben kiosk på togstationen, at personalet havde fundet anledning til at aktivere overfaldsalarmen.
Politiet kørte til stedet og bortviste den 25-årige, som var faldet lidt til ro og i øvrigt ikke blev sigtet for noget i anledning af sin adfærd.
Brand i container – Æblehaven, Roskilde
Kl. 19.41 rykkede brandvæsnet ud til ildebrand ved en container i Æblehaven i Roskilde.
Den mindre brand under en skraldecontainer i plast blev dog hurtigt slukket, der skete minimale skader. Årsagen til branden kunne dog ikke umiddelbart klarlægges, men umiddelbart skønnedes der ikke at være noget strafbart bag. Der var ingen spor efter f.eks. fyrværkeri som medvirkende årsag til brandens opståen.
Brand i legehus – Ulvemosevej, Havdrup, Solrød
Kl 21.23 kom der melding om brand i et legehus. Det var muligvis fyrværkeri, der havde antændt branden. På stedet traf patruljen en gruppe på 10-20 unge drenge, hvoraf nogle valgte at løbe fra stedet, da de så politiet. Flere af de unge var gengangere fra episoden på Skovvej. Legehuset nedbrændte totalt.
Butikstyveri – Jernbanevej, Roskilde
Kl. 19.22 anmeldte personalet i en døgnåben kiosk på togstationen, at en mand havde stjålet forskellige pastasalater og drikkevarer til en samlet værdi af knap 300 kr. Det var dog lykkedes at få varerne fra manden, der ikke havde betalt for dem, men han var efterfølgende blevet truende, så han var gået fra stedet.
Politiet fik en beskrivelse af manden og kunne kort efter i Algade sigte en 28-årig mand fra Roskilde for butikstyveriet i kiosken kort forinden. Han vil derfor høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Flere næsten samtidige uheld på motorvejene – Roskilde / Greve
Inden for ca. 20 minutter rykkede politiet ud til tre færdselsuheld på hhv. Holbækmotorvejen ved Roskilde og Køge Bugt Motorvejen ved Greve.
Kl. 12.41 var en 56-årig mand fra Hørsholm ikke opmærksom nok, da han i en personbil kørte ad Holbækmotorvejen i vestlig retning ved Roskilde. Efter en forankørendes opbremsning påkørte han bagenden af den forankørende, hvis personbil blev skubbet frem i en tredje part i uheldet.
To ambulancer var også sendt til uheldsstedet, men kun den påkørte bilist blev kørt til check på skadestuen. Ingen af dem var dog kommet til skade.
Kun et spor var farbar forbi uheldsstedet, så der opstod en ca. tre kilometer lang trafikkø, der kunne opløses fra kl. ca. 13.15, hvor de implicerede køretøjer var væk fra vejen.
Kl. 13.00 skete der to færdselsuheld i samme retning på Køge Bugt Motorvejen ved afkørsel 29 ved Greve.
I nordgående retning opdagede en 43-årig mand fra Hvidovre for sent kødannelsen foran ham, så han påkørte bagenden af en forankørende bilist. Dette uheld gav anledning til kortvarig lukning af to af de fire vognbaner på uheldsstedet, men trods mulighed for passage opstod der kødannelse.
Kødannelsen efter dette første uheld var formentlig årsagen til det andet sammenstød, der skete, da en 66-årig mand fra Birkerød for sent opdagede dette under kørslen også i det nordgående spor hen mod afkørsel 29 ved Greve. Han påkørte den forankørende bagfra, men kun med materiel skade til følge.
Politiet registrerede blot omstændighederne og parterne i de tre uheld i juletrafikken på motorvejene.
Forulykket bil lå på taget – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 07.01 modtog politiet en anmeldelse fra en borger om, at en personbil var forulykket og lå på taget i rabatten ved Holbækmotorvejen. Bilen var kommet kørende ad Holbækmotorvejen i vestgående retning, da føreren kom for tæt på autoværnet, hvorfor han kontrastyrede og endte i grøften ved nødsporet, hvor bilen påkørte en vold med det resultat, at bilen rullede rundt og havnede på taget. Føreren i bilen – en 23-årig mand fra Ugerløse – var sluppet fra uheldet uden skader. Han var påvirket af spiritus, og han blev derfor sigtet for spirituskørsel og var anholdt, mens han fik udtaget en blodprøve. Manden kan forvente at høre nærmere fra politiet i forhold til sagen på et senere tidspunkt.
Fyrværkeri til ulempe – Skovvej, Havdrup, Solrød
Kl 20.19 blev politiet tilkaldt til Havdrup, hvor en gruppe unge havde kastet med kanonslag mod butiksruderne. En patrulje fik kontakt til en gruppe børn og unge, der var samlet til en fest i området, men det var ikke muligt at afgøre, hvem der havde kastet med kanonslag.
Fyrværkeri til ulempe – Stationspladsen, Havdrup
Kl. 21.43 kørte en patrulje til området om togstationen i Havdrup med baggrund i en anmeldelse om, at fyrværkeri blev kastet efter rejsende på togstationen.
En patrulje kørte til stedet og fik kontakt til en mindre gruppe af lokale teenagere, der ikke konkret kunne mistænkes for den ulovlige brug af fyrværkeriet. Politiet kunne godt lugte, at fyrværkeri var blevet anvendt i området, men ingen blev sigtet for noget.
Fyrværkeriloven – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 02.13 bemærkede en patrulje i nærheden af Roskilde togstation, at en ung mand i en mindre gruppe affyrede fyrværkeri under ophold på en perron på togstationen. Manden affyrede et såkaldt bomberør uden at andre blev ramt.
Politiet gav sig til kende, hvorefter gruppen forsøgte at flygte, men politiet fik fat i en 18-årige mand fra Brønshøj, der stadig havde det afskudte bomberør i sin besiddelse. Bomberøret var fortsat varm efter afskydningen, så den 18-årige blev sigtet for overtrædelse af fyrværkerilovgivningen, idet affyringen var sket uden for den perioden, hvor fyrværkeri lovligt kan anvendes. Han kan forvente at få en bøde for den overtrædelse af lovgivningen.
Politiet fik klarlagt, at den sigtede var i selskab med tre andre mænd fra hhv. Greve og København, hvis roller i sagen nu forsøges klarlagt, herunder hvorvidt der måtte være grundlag for også at straffe dem for medvirken til overtrædelse af fyrværkeriloven.
Færdselsuheld – Ringstedvej, Roskilde
Kl. 01.34 anmeldte en 60-årig kvinde fra Kalundborg, at hun under kørsel ad Ringstedvej mod syd i den sydlige del af Roskilde by var blevet påkørt af en anden personbil, hvis fører ikke havde standset, men kørt fra stedet uden at give sig til kende.
Politiet kunne konstatere, at ingen var kommet til skade ved uheldet, der kun havde medført mindre skader på hendes bil.
Modpartens kunne identificeres ud fra relevante oplysninger, så politiet fik efterfølgende i resterne af en nytårsfest i Borup kontakt til en 23-årig mand fra Borup, der som bilejer kunne mistænkes for at have været fører af den involverede personbil.
Politiet har optaget rapport om uheldet for at få klarlagt de nærmere omstændigheder ved uheldet og endelig identifikation af føreren af den flygtede bilist.
Færdselsuheld – Sankt Clara Vej, Roskilde
Kl. 22.34 anmeldte en 30-årig mand fra Roskilde, at han var forulykket på Sankt Clara Vej ved sidevejen Maglekildevej med baggrund i en anden trafikants adfærd.
Politiet fik klarlagt, at den 30-årige anmelder i en personbil var kørt ad Sankt Clara Vej mod nord, da en modkørende bilist ifølge anmelderen foretog et venstresving ind foran ham.
Anmelderen foretog en undvigemanøvre, hvorunder han påkørte et vejskilt, inden han til sidst påkørte en carport på hjørnet ved Maglekildevej. Han slap uskadt fra uheldet og beskrev den svingende bilist som kørende i en sort personbil måske af stationcar-typen.
Politiet ledte umiddelbart efter den sorte bil, men uden at finde hverken bilen eller en person, der som fører kunne afhøres til sagen. Anmelderen foretog selv oprydning på uheldsstedet, idet glasskår mv. lå på både kørebanen og cykelstien på uheldsstedet.
Færdselsuheld / påvirket bilist – Sognevej, Roskilde
Kl 02.18 skete der et uheld, da en 64-årig mand fra Roskilde kom kørende i sin personbil. Han ville vende bilen, men kørte i den forbindelse ind i en hæk på stedet. En patrulje kom til stedet og med alkometeret blev manden testet til at være påvirket over det tilladte. Køretøjet blev trukket ud af hækken ved hjælp fra et redningsselskab og manden blev taget med på sygehuset til blodprøve.
Humanitær eftersøgning – Jyllinge – Roskilde
Kl. 21.05 bad personalet på et plejehjem i Jyllinge om assistance fra politiet til at lede efter en 85-årig kvindelig beboer, som havde været forsvundet siden kl. ca. 20.00. Hun har besvær med at finde rundt, og personalets egen eftersøgning efter hende havde været uden resultat.
Politiet iværksatte med flere patruljer en humanitær eftersøgning, der resulterede i, at den 85-årige kvinde blev fundet i livet kl. ca. 22.00 på Kirkebjergvej i Jyllinge. Da den savnede var noget kold efter opholdet udendørs, blev hun i en tilkaldt ambulance brag til kontrol og fornøden omsorg på skadestuen.
Kniv kastet ud af bil – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl 19.34 fik en hundepatrulje mistanke til en varevogn før af en 19-årig ung mand fra Høje-Taastrup. Kort før bilen standsede bemærkede politifolkene, at der blev kastet noget ud af vinduet i passagersiden. Det viste sig at være en kniv, og passageren i varebilen – en 16-årig dreng fra Høje Taastrup – erkendte, at kniven var hans. Han blev derfor sigtet for at have været i besiddelse af en kniv uden anerkendelsesværdigt formål. Da en del af førerens udsyn var begrænset af store papkasser, der stod på forsædet, blev han sigtet for overtrædelse af færdselsloven pga manglende udsyn.
Kniv- og fyrværkeriloven – Stationspladsen, Havdrup – Solrød
Kl. 20.05 fik politiet en anmeldelse fra nogle unge, der på Stationspladsen i Havdrup havde set en anden ung mand i besiddelse af en kniv, som han havde vist frem.
Politiet kørte til området og fandt den pågældende unge mand på en sti på vej væk fra området ved togstationen.
Der var tale om en 15-årig ung mand fra Havdrup, som havde været i besiddelse af både en foldekniv og fem ulovlige kanonslag, som han havde gemt i et grønt område ved togstationen.
Både kniven og kanonslagene blev beslaglagt som bevis i sager om overtrædelse af både knivlovgivningen og fyrværkeriloven, så han vil høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres. De sociale myndigheder er også blevet underrettet om sagerne mod ham.
Narkobilister – Holbæk, Køge og Roskilde
Kl. 19.18 på Nykøbingvej i Mørkøv. En 41-årig man fra Fyn blev anholdt i en varebil, da en narkometertest viste positiv for euforiserende stoffer.
Kl. 21.00 på Ringstedvej ud for Køge Gymnasium blev en 18-årig mand fra Jystrup stoppet sammen med tre unge mænd i bilen. Han blev testet positiv i en narkometertest, så han blev sigtet og anholdt. I bilen fandt patruljen desuden en hammer liggende i bilen, som ingen havde et anerkendelsesværdigt formål til at besidde. Den 18-årige blev sigtet for at overtræde våbenloven, og hammeren blev beslaglagt. Han erkendte sagerne.
Kl. 21.47 på Skovvejen i Regstrup stoppede en patrulje en 27-årig lokal kvinde, som i en narkometertest viste positiv for kokain. Hun blev sigtet og anholdt, for at få udtaget en blodprøve.
Kl. 00.40 blev en 20-årig mand fra Hedehusene anholdt og sigtet for narkokørsel på Store Valbyvej i Roskilde. Han kørte i en personbil mod syd ud for Store Valby, da han blev stoppet rutinemæssigt.
De anholdte blev alle løsladt efter at have afgivet en blodprøve. Nu afventer politiet resultatet, hvorefter de sigtede vil høre mere i deres sag.
Narkokørsel i stjålet bil mv. – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 07.30 fik en patrulje kontakt til en stjålet personbil, der kørte ad Holbækmotorvejen i vestlig retning ved Roskilde. Det lykkedes at få standset bilen ved afkørsel 13 Ringsted, så politiet kunne foretage anholdelse af en mand, der indledningsvist havde forsøgt at snyde politiet med et familiemedlems identitetsoplysninger.
Politiet gennemskuede dog den finte og fik føreren identificeret som en 26-årig mand fra København, som blev anholdt for kørsel i en stjålet bil. Han var i forvejen frakendt kørekortet og kunne i øvrigt mistænkes for at være påvirket af narkotika under kørslen.
Ved nærmere undersøgelse af den bil, der var meldt stjålet fra Amager i løbet af natten, fandt politiet to store lattergaspatroner, som den 26-årige også blev sigtet for ulovlig besiddelse af.
Bilen blev sikret med henblik på udlevering til rette ejer, og den 26-årige blev efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer afhørt til de mange sigtelser, inden politiet løslod ham senere på formiddagen. Han kan dog forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres.
Snød med prismærker i supermarkeder – Roskilde
Kl. 12.04 fik en 36-årig kvinde fra Roskilde alarmen til at gå i gang, da hun sammen med en anden kunde forlod scan selv-området i supermarkedet Føtex i Stationscentret i Roskilde.
Personalet fik tilbageholdt kvinden, der havde flere varer i sin besiddelse uden at have betalt for disse, og hun havde prismærker og tape på sig til at sætte prismærker med en lav på dyrere varer.
Politiet fik klarlagt, at den 36-årige havde scannet og betalt 125 kr. for varer til en værdi over 1.100 kr. i dette supermarked. Efterforskning af hendes færden fik klarlagt, at hun også havde snydt i supermarkedet Føtex på Ro’s Torv, hvor hun ved forkert prismærkning kun havde betalt 160 kr. for varer til en reel værdi af knap 1.800 kr.
Den 36-årige blev derfor sigtet for to tilfælde af bedrageri over for supermarkederne og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod hende skal afgøres.
To fulde mænd i gaden – Algade, Roskilde
Kl. 00.37 fik politiet en anmeldelse om, at to spirituspåvirkede mænd på et hotel ikke ville forlade stedet trods opfordringer herom, idet de blev aggressive over for personalet ved forsøgene på bortvisning.
Politiet fik på stedet kontakt til to mænd på 29 og 39 år begge fra Himmerland. De var begge spirituspåvirkede og derfor blev bortvist fra stedet. Den besked forstod den 29-årige, mens den 39-årige nægtede og derfor blev anholdt i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Den 39-årige blev efter et lægetilsyn anbragt i detentionen til afrusning for at undgå yderligere ballade på stedet. Han blev tidligt onsdag morgen løsladt og kan således forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres med en bøde.
Utryghedsskabende mand – Stationscentret, Roskilde
Kl. 21.10 alarmerede personalet i en kiosk politiet, fordi en mand havde optrådt truende og måske havde medbragt en våbenlignende genstand under et ærinde i kiosken.
Politiet rykkede ud med flere patruljer og fik efter få minutter kontakt til en 28-årig mand fra Roskilde, som ikke var i besiddelse af noget ulovligt eller andre effekter, der kunne virke utryghedsskabende over for både personale og andre kunder i kiosken.
Manden var dog tidligere blevet oplyst om, at han var uønsket i kiosken, hvorfor politiet sendte ham videre og væk fra området. Han blev ikke sigtet for at have begået noget ulovligt.
Indbrud i Perioden
Betonvej, Roskilde
Merkurvej, Jyllinge
Byvolden, Roskilde
Læhegnet, Jyllinge