Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2023/01/25 til 2023/02/07.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Blæsten kun årsag til få anmeldelser – Kalundborg / Roskilde / Stevns
Det kraftige blæsevejr tirsdag eftermiddag og aften gav kun anledning til få henvendelser til politiet om episoder, der kunne have indflydelse på trafikafviklingen.
Kl. 16.39 havde en lastbil strejfet nogle træer på Kirkebakken, Viskinge, Svebølle, så træerne efterfølgende væltede ud på vejen. En lokal borger havde fjernet det meste, så der kun lå smågrene tilbage på kørebanen.
Kl. 16.59 havde en lastbil kørende ad Frederiksborgvej ud for Gundsømagle, Roskilde, tabt sin presenning, så den var til gene for trafikken i et kort øjeblik.
Kl. 17.07 fik politiet et henvendelse om et væltet træ på Bjergvej, Klippinge, idet træet var væltet ud på kørebanen og derfor var til gene for trafikken. Den vejansvarlige hos Stevns kommune blev kontaktet og bedt om at få fjernet træet.
Politiet har intet kendskab til, at nogen personer skulle være kommet til skade som følge af vejrliget.
Drone forsvandt – Snoldelev – Gadstrup – Roskilde
Kl. 10.40 fik politiet en anmeldelse om, at en drone fløj rundt i luften i en højde over de 50 meter og for tæt på området ved Roskilde lufthavn i Tune.
En patrulje kørte til området mellem Snoldelev og Gadstrup for at lede efter dronen og dens fører, men måtte opgive at finde både dronen og dens fører. Ingen blev derfor sigtet for den tilsyneladende ulovlige droneflyvning i området.
Droneflyvning i områder tæt på f.eks. lufthavnsområder skal ske efter bestemte regler, der stiller krav til både dronen og afstande til bestemte områder med f.eks. luftfartstrafik. Sørg for at læse mere om reglerne for droneflyvning, inden en drone “luftes” i et område i landskabet, så en bødestraf for overtrædelse af reglerne undgås.
Drone med hashpakke tilbageholdt ved psykiatrisk hospital – Boserupvej, Roskilde
Kl. 21.54 fik politiet en anmeldelse om, at ansatte på et psykiatrisk hospital havde fået fat i en drone, som var fløjet hen til en udendørs atriumgård på hospitalets område. Under dronen hang en ca. 1 meter lang snor, i hvilken der var fastgjort en lille pakke i form af en pølsemandspose. En patient på hospitalet stod klar til at tage indholdet af pølsemandsposen. En hurtig ansat på stedet fik dog fat i snoren og trak i den, hvorved den ansatte fik fat i dronen og politiet blev tilkaldt. Pølsemandsposen viste sig at indeholde 10,62 gram hash, og patienten på hospitalet blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Politiet beslaglagde hashen og dronen og skal nu undersøge, om droneføreren kan identificeres. Den sigtede i sagen vil høre nærmere på et senere tidspunkt.
Frygt for ildebrand – Tjærebyvej, Tjæreby, Roskilde
Kl. 17.10 havde en forbipasserende slået alarm til brandvæsnet, da anmelderen mente at kunne se flammer fra en bygning på Tjærebyvej.
Brandvæsnet og politiet kørte til området, hvor der på en landejendom var noget røg, men ingen flammer.
Det viste sig blot at være en kontrolleret afbrænding i et halmfyr, så der var ikke ildebrand i noget utilsigtet. Politiet foretog sig derfor ikke yderligere i anledning af anmeldelsen.
Færdselsuheld – Frederiksborgvej, Jyllinge, Roskilde.
Kl 13.13 kom en 54-årig mand fra Solrød kørende ad Møllevej, da han tilsyneladende kørte over for rødt og dermed kom ud foran en lastbil ført af en 56-årig mand fra Køge, der ikke kunne nå at bremse. Der blev tilkaldt to ambulancer, men begge mænd slap tilsyneladende fra uheldet uden alvorlige skader.
Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Gevninge, Roskilde – Lejre
Kl. 07.54 var to bilister stødt sammen i det østgående spor på Holbækmotorvejen ved afkørsel 15 Gevninge, så morgenmyldretidstrafikken mod København blev generet af de involverede køretøjer.
Det viste sig, at de to implicerede biler spærrede vognbanerne, men passage forbi uheldsstedet var muligt via nødsporet, indtil tilkaldte bugseringskøretøjer fik fjernet de to personbiler.
En 42-årig kvinde fra Højby Sj. blev i en ambulance bragt til kontrol på skadestuen, men var sluppet uskadt fra sammenstødet ligesom modparten.
Den 42-årige kvindelige bilist havde for sent opdaget, at en 21-årig mand fra Albertslund som fører af en forankørende personbil bremsede op, så hun påkørte bagenden af hans bil.
Politiet registrerede blot omstændighederne og parterne i uheldet, hvor oprydningsarbejdet mv. var overstået efter en time.
Færdselsuheld – Køgevej, Roskilde
Kl. 12.46 var en 47-årig kvinde fra Gadstrup forulykket i en personbil, som hun havde ført ad Køgevej i sydlig retning.
Omkring Vor Frue Hovedgade havde hun af ukendte årsager mistet kontrollen over bilen, så den var kørt på tværs af begge vognbaner, så hun havnede i grøften. Ingen øvrige trafikanter blev involveret i ulykken.
Ambulancepersonale blev sammen med lægehelikopteren sendt til uheldsstedet, så Køgevej var kortvarigt spærret for at lave en landingsplads til lægehelikopteren.
Føreren var formentlig sluppet nådigere fra uheldet end først antaget, så hun blev i ambulancen bragt til et sygehus. Efter en undersøgelse på skadestuen kunne sundhedspersonale konstatere, at hun ikke havde pådraget sig behandlingskrævende skader.
Kl. 13.30 var Køgevej atter åben for trafik i begge retninger, og politiet registrerede blot omstændighederne ved solouheldet.
Færdselsuheld – Søndre Ringvej / Ved Ringen / Maglegårdsvej, Roskilde
Kl. 15.44 rykkede politiet ud for at undersøge omstændighederne nærmere i forbindelse med påkørsel af en fodgænger i det lysregulerede vejkryds Søndre Ringvej-Ved Ringen-Maglegårdsvej.
Det viste sig, at ingen var kommet til skade ved uheldet, da en 20-årig mand fra Roskilde med høretelefoner blev påkørt under passage ad Søndre Ringvej i nordlig retning i et fodgængerfelt i krydsets østlige side.
Fodgængeren var blevet ramt af en ambulance under udrykning, som en 35-årig mandlig ambulancefører kørte ad Søndre Ringvej i østlig retning.
Politiet har optaget rapport om uheldet for at få belyst de nærmere omstændigheder ud fra parternes og vidners forklaringer sammenholdt med lyssignalernes farve i parternes færdselsretninger.
Færdselsuheld – Tunevej, Gadstrup – Roskilde
Kl. 06.43 skete et uheld, da en 50-årig kvinde fra Roskilde kom kørende i en bil ad Tunevej i retning mod nordvest. Kvinden undveg en ræv, som krydsede vejen og mistede i den forbindelse herredømmet over sin bil og påkørte et træ. Der skete udelukkende materiel skade ved uheldet, ingen personskade.
Hurtig bilist – Køgevej, Roskilde
Kl. 20.54 målte færdselspolitiet med en laserhastighedsmåler en personbil til at køre mindst 82 km/t ad Køgevej mod syd fra Søndre Ringvej i Roskilde by, hvor højst tilladte hastighed er 50 km/t.
Personbilen blev ført af en 30-årig mand fra Hedehusene, som han havde glemt at medbringe sit kørekort. Han blev derfor sigtet for de to overtrædelser af færdselsloven og kan nu ud over en større bøde og et pligtigt bidrag til Offerfonden på 500 kr. se frem til en påstand om betinget frakendelse af kørekortet.
Den betingende frakendelse af kørekortet vil i givet fald betyde, at en ny teori- og køreprøve skal aflægges, såfremt førerretten skal bevares.
Hærværk mod busskur – Værebrovej, Jyllinge – Roskilde
Kl. 22.31 fik politiet en anmeldelse om, at en blandt nogle unge havde knust en glasvæg i et busstoppested på hjørnet af Værebrovej og Rådalsvej i Jyllinge. De unge havde taget bussen mod Roskilde.
Politiet tog i Roskilde imod den pågældende bus, hvori der var en flok unge mennesker som oplyst ved anmeldelsen. Ud fra vidners oplysninger kunne en 18-årige mand fra Ølstykke mistænkes for at være den, der havde knust glasvæggen. Han blev derfor sigtet for hærværk og kan nu ud over straffesagen se frem til et erstatningskrav i sagen.
Mistænkt havde igen ulovlige stoffer på bopælen – Trekroner, Roskilde
Kl. 09.25 bankede politiet på døren hos en 24-årig mand fra Roskilde, som skulle afhøres og sigtes i en sag om overtrædelse af bl.a. lov om euforiserende stoffer.
Den 24-årige havde ikke været til stede, da politiet ved en ransagning af hans bopæl i slutningen af december 2022 havde fundet 63 gram hash, knap 12 gram ketamin, 21 gram amfetamin, 3,5 gram kokain, ca. 162 gram skunk, 67 gram svampe sammen med penge og mange pølsemandsposer. Herudover fandt politiet også to peberspray og 146 kanonslag, som den 24-årige kunne mistænkes for at være ejer af.
Ved denne ransagning i december traf politiet på stedet imidlertid en 33-årig mand fra Randers-området, som selv var i besiddelse af 98 gram hash, så han blev sigtet for den ulovlige besiddelse af.
Politiet havde i mellemtiden forgæves ledt efter den 24-årige med henblik på afhøring til sagerne efter ransagningen i december, hvorfor politiet ville forsøge at finde ham ved en fornyet henvendelse på hans bopæl torsdag formiddag.
Ved politiets henvendelse på adressen traf politiet både den 24-årige og yderligere fire mænd og en kvinde. På stedet lå frit fremme flere poser med forskelligt indhold, som kunne mistænkes for at være euforiserende stoffer af forskellig art og mængde, ligesom politiet ved den fornyede ransagning af den 24-åriges bopæl også fandt et par mobiltelefoner, som kunne tænkes at have en rolle i mistanken mod den 24-årige for handel med narkotika.
Ved dagens ransagning havde politiet fundet hash (51 gram), ecstacy-piller, lidt LSD, en digitalvægt, skunk (12 gram), både psykedeliske piller og svampe, et sværd, en totenschlæger og tre poser med hvidligt pulver med en samlet vægt på godt 170 gram stof.
Den 24-årige blev på stedet sigtet og afhørt i anledning af de to sagskomplekser, hvor han kunne mistænkes for overtrædelse af både lov om euforiserende stoffer, fyrværkeriloven og våbenlovgivningen.
Ingen af gæsterne blev sigtet for noget, da de umiddelbart ikke kunne mistænkes for enten at have en rolle i besiddelsen af de fundne stoffer eller selvstændigt være i besiddelse af ulovlige effekter. Dog blev en af gæsterne – en 26-årig mand uden fast bopæl – frihedsberøvet, da han var efterlyst af Københavns Politi som udeblevet fra afsoning af en frihedsstraf. Han blev efterfølgende afleveret til Kriminalforsorgen til afsoning af den idømte straf.
Den 24-årige protesterede over beslaglæggelsen af de to mobiltelefoner, så en dommer skal nu kigge nærmere på grundlaget herfor, mens efterforskningen mod den 24-årige fortsætter, herunder et forsøg på at identificere eventuelt ulovligt indhold i de tre poser med hvidligt pulver, som politiet fandt ved gårsdagens ransagning.
Narkokørsel – Roskildevej, Ll. Grandløse, Holbæk
Kl. 19.43 blev en 33-årig mand anholdt og sigtet for narkokørsel, hvilket manden erkendte. Manden fik udtaget en blodprøve på sygehuset, hvorefter han blev løsladt. Han er sigtet i sagen, som afgøres, når politiet modtaget resultatet af blodprøven.
Narkokørsel i frakendelsestiden – Øde Hastrup Vej, Vor Frue, Roskilde
Kl. 12.51 kontrollerede en patrulje en bilist, som i en personbil var kørt ad Øde Hastrup Vej i østlig retning.
Føreren var en 33-årig mand fra Greve, som ikke kunne fremvise noget kørekort, da han i forvejen var frakendt førerretten.
Efterfølgende deltog han i en narkometertest, der gav udslag for påvirkning af cannabis under kørslen, så den 33-årige blev sigtet for de to overtrædelser af færdselsloven.
I forbindelse med en kortvarig anholdelse fik den 33-årige udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så han nu kan afvente analyseerklæringen heraf, før han hører nærmere fra politiet.
Pige ombyttede prismærker men blev afsløret – Industrivej, Roskilde
Kl. 13.47 blev en 14-årig pige fra Roskilde afsløret i at have byttet rundt på nogle prismærker i en butik, og hun forsøgte at slippe afsted med at betale 20 kr. for en trøje, som oprindeligt havde haft et prismærke på 100 kr. Pigen blev tilbageholdt og afhørt af politiet under tilstedeværelse af hendes værge og de sociale myndigheder, hvorefter hun fik lov at gå. Politiet optog rapport i sagen.
Pige ved togskinnerne – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 18.26 fik politiet via alarm 112 melding om, at en pige opholdt sig tæt på togskinnerne ved Roskilde station. DSB havde derfor nedsat hastigheden på de tog, der skulle passere stationen.
Flere patruljer kørte til området og fik kl. ca. 18.40 efterfølgende kontakt til en uskadt, men uligevægtig 15-årig pige, som viste sig at være forsvundet fra den institution på Vestsjælland, hvor hun skulle opholde sig. Togdriften blev herefter normaliseret.
Et samarbejde mellem politiet, institutionen og en læge om pigens ve og vel endte med, at den 15-årige blev indlagt på et sygehus til fornøden omsorg og eventuel behandling i anledning af hendes sindstilstand.
Slagsmål på gaden – Hestetorvet / Jernbanegade, Roskilde
Kl. 05.40 fik politiet en anmeldelse om, at 4-5 personer var slagsmål på Hestetorvet / Jernbanegade uden for et diskotek.
Politiet fik på stedet kontakt til en lettere kvæstet, 30-årig mand fra Taastrup, som blødte lidt fra en sår i hovedet. Han ønskede ikke umiddelbart hjælp fra politiet efter et slagsmål med andre, der løb fra stedet i forbindelse med politiets ankomst.
Politiet fik dog fat i en 31-årig mand fra Greve og en 33-årig mand fra Tune, der begge blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelse i forbindelse med overfaldet på den 30-årige, inden begge sigtede blev sendt væk for at få skabt i området.
Den 30-årige blev vejledt om at tage på skadestuen for at få tilset sit sår i hovedet.
Politiet har efterfølgende gennemset den tryghedsskabende overvågning fra området, hvilket har givet anledning til at se nærmere på de forskellige personers roller i forbindelse med slagsmålet uden for diskoteket.
Spirituskørsel – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 21.50 blev en bil ført af en 46-årig mand bragt til standsning af en patrulje. Patruljen mistænkte, at manden var påvirket af spiritus, hvilket patruljebilens alkometer bekræftede. Manden blev derfor anholdt og fik udtaget en blodprøve på sygehuset, hvorefter han blev løsladt. Manden er sigtet for spirituskørsel og vil få afgjort sin sag, når resultatet af blodprøven er klar.
Spirituskørsel frem mod rødt lys – Algade / Hestetorvet / Jernbanegade, Roskilde
Kl. 22.28 så en patrulje en personbil køre frem mod rødt lys i lyskrydset Algade – Hestetorvet, efter at bilisten var kommet kørende fra Jernbanegade frem til lyskrydset.
Personbilen blev efterfølgende standset, og heri sad en 33-årig mand fra Helsinge bag rattet. En alkometertest afslørede, at den 33-årige var mere påvirket af spiritus end tilladt, hvorfor han blev sigtet for spirituskørsel i bilen.
Den 33-årige fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Tyveri fra fem gravemaskiner – Vibyvejen, Viby Sj. – Roskilde
Kl. 07.53 rykkede politiet ud for at se nærmere på fem gravemaskiner på en byggeplads nord for Viby, idet der fra alle fem maskiner var blevet stjålet GPS- og sensor-udstyr i løbet af weekenden.
Det stjålne udstyr var blevet afmonteret hver enkelt gravemaskine på et ukendt tidspunkt fra fredag eftermiddag frem til mandag morgen, hvor tyverierne blev opdaget.
Politiet undersøgte de pågældende maskiner for eventuelle spor, der vil kunne identificere tyven(e), der har stjålet udstyr for et stort sekscifret beløb.
I forbindelse med efterforskningen af tyverierne vil politiet gerne i kontakt med personer, der i løbet af weekenden har bemærket usædvanlig aktivitet på byggepladsen og ved gravemaskinerne. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Tyveri fra tre varebiler – Havdrup – Solrød
Natten mellem søndag og mandag blev der begået tyverier fra tre varebiler i Havdrup, hvilket efterfølgende medførte tre anmeldelser herom mandag morgen og formiddag.
Varebilerne havde om natten stået på Værkstedsvænget, Skyttemarken og Græshave Alle i Havdrup, og tyven(e) havde i alle tre tilfælde opbrudt sidedøren for at skaffe sig adgang til varerummene.
Fra varebilerne på Græshave Alle og Værkstedsvænget blev hånd- og elværktøjet stjålet, mens der tilsyneladende ikke var blevet stjålet noget fra varebilen på Skyttemarken.
Politiet efterforsker nu anmeldelserne ud fra de oplysninger, som er modtaget i forbindelse med anmeldelserne. Dog vil politiet gerne høre fra personer, der måtte have set eller hørt noget usædvanligt på de tre veje i Havdrup i løbet af natten mellem søndag og mandag. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagerne.
Vold og uro i nattelivet – Jernbanegade, Roskilde
Natten til lørdag kørte politiet til to episoder i nattelivet i Roskilde. En 22-årig mand fra Brøndby blev kl.03.16 anholdt på en natklub efter at have slået og bidt en dørmand, som skred ind i forbindelse med et slagsmål på klubben. Der var opstået tumult mellem tre personer, som dørmanden ville stoppe ved at fastholde den 22-årige.
Den 22-årige var kraftigt påvirket og gjorde modstand ved at slå og bide. En patrulje kom frem og den 22-årige blev sigtet for vold mod dørmanden. Han blev taget med i detentionen til afrusning, og først løsladt næste formiddag, efter end afhøring og sagsbehandling.
Tidligere på aftenen omkring kl. 01.21 var der et optrin på et diskotek ved Roskilde Station. En 20-årig mand fra Ringsted skubbede til en anden gæst, og han optrådte opfarende og usamarbejdsvillig med politiet. Han nægtede at forlade stedet, og blev derfor anholdt og måtte sove rusen ud i detentionen. Den 20-årige blev løsladt næste morgen, men fik en sigtelse for at overtræde restaurationsloven med på vejen.
Indbrud i Perioden
Dalparken, Havdrup
Syvvejen, Viby Sj.