Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2022/12/28 til 2023/01/10.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Afvist gæst havde spids kartoffelskræller på sig – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 02.00 måtte politiet assistere en dørmand, som ikke kunne formå en mand til at forlade området, idet restaurationen ikke ønskede manden som gæst på grund af utryghedsskabende og udadreagerende adfærd ved indgangen. Politiet kom til stedet og bemærkede, at manden smed en spids kartoffelskræller fra sig. Manden blev identificeret som en 21-årig mand fra Holbæk, som blev sigtet for overtrædelse af knivlovgivningen efter besiddelsen af den spidse kartoffelskræller.

Politiet vurderede, at det var nødvendigt at frihedsberøve ham for at skabe ro på stedet, så han tilbragte resten af natten på politistationen i Roskilde. Senere vil han høre nærmere fra politiet om afgørelse på kartoffelskrællersagen.

Arbejdsulykke – Skomagergade, Roskilde

Kl. 08.36 blev der slået alarm fra et supermarked, hvor to personer var kommet til skade i forbindelse med deres arbejde.

Det viste sig, at en 36-årig mand fra Korsør og en 47-årig mand fra Haslev havde været i gang med at foretage reparationsarbejde på rørene til et køleanlæg i supermarkedet. I forbindelse med lodning af et rør havde en stikflamme ramt begge mænd, der fik forbrændingsskader flere steder på kroppen. Ingen af dem havde pådraget sig livstruende skader.

De to tilskadekomne tog på skadestuen for at blive behandlet for deres skader, og Arbejdstilsynet blev underrettet, så en nærmere undersøgelse af omstændighederne ved ulykken kunne foretages sammen med politiet. Senere skal Arbejdstilsynet og politiet se nærmere på de fremkomne oplysninger for at kunne afgøre, hvorvidt nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Brand i container – Ringparken, Roskilde

Kl. 02.13 var der gået ild i en container, men brandvæsnet fik hurtigt slukket ilden, så kun containeren og indholdet blev ødelagt. Politiet forsøger – om muligt – at finde årsagen til brandens opståen.

Brand i el-løbehjul – Vestergade, Roskilde

Kl. 15.16 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en beboelsesejendom efter en alarm om ildebrand i kælderen.
Det viste sig ikke så alvorligt som først antaget, da der i kælderen i beboelsesejendom var sket en form for selvantændelse af et el-løbehjul med røgudvikling til følge. Løbehjulet havde ikke været under opladning, hvorfor den konkrete årsag til brandens årsag ikke kendes præcist. Ingen kom til skade ved branden, og politiet har ikke foretaget sig yderligere i sagen.

Brand i skur – Hørkær, Roskilde

Kl. 00.11 kørte politi og brandvæsen til et alarmopkald om brand i et skraldeskur. Ilden var opstået i en skraldespand, men branden havde spredt sig til skuret, som var bygget sammen med villaen. Da politiet kom frem, var huset beboer i gang med at slukke ilden med en vandslange. Der var røg men ingen ild længere.

Brandvæsnet kom frem og slukkede branden helt. Der skete sodskader på udhuset, men ingen kom noget til. Politiet fandt intet mistænkeligt ved branden, som kan være startet efter beboerne havde ryddet affyret fyrværkeri op fra nytårsaften, som var blevet smidt i den skraldespand, som der senere gik ild i.

Efterlyst fører uden kørekort i bil ønskede ikke at standse – Roskilde

Kl. 01.02 bemærkede en patrulje en personbil køre ad Astersvej mod syd. Da personbilens ene forlygte var uvirksom, og føreren i øvrigt kørte uforholdsmæssigt hurtigt ad vejen, ønskede politiet at foretage en rutinemæssig kontrol af køretøjet og personerne deri.

Føreren ønskede dog ikke at standse trods politiets tegn hertil og fortsatte kørslen ad Motelvej – Køgevej – Søndre Ringvej – Ringstedvej – Holbækvej frem til Hyrdehøj, hvorfra føreren kørte ind ad en cykel-/gangsti frem til Æblehaven, hvor kørslen blev fortsat på stier, hvor biler ikke måtte køre.

Da føreren på et tidspunkt kørte med meget lav hastighed i området, valgte politiet dog at standse bilisten ved at påkøre bilen for at undgå yderlgiere farlige situationer, da føreren af bilen stadig ikke ønskede at standse frivilligt.

Føreren var en 19-årig mand fra Roskilde, som hverken var påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer, men som ikke havde noget kørekort og i øvrigt var efterlyst af politiet, fordi han var udeblevet fra Forsvarets Dag.

I bilen var også to mænd på 17 og 18 år fra Roskilde som passager, som også blev anholdt kortvarigt, indtil politiet havde fået efterforsket sagen nærmere.

Ingen af de tre anholdte var ejer af bilen, og da de ikke umiddelbart kunne give en forklaring på, hvorfor de var i besiddelse af bilen, beslaglagde politiet bilen til nærmere undersøgelse heraf.

De to passagerer blev løsladt senere på natten, da de ikke umiddelbart kunne mistænktes for noget strafbart i forbindelse med kørslen på nuværende tidspunkt.

Den 19-årige fører af bilen blev afhørt om sin kørsel, der omfattede bl.a. kørsel frem mod rødt lys i to lyskryds under forsøget på at køre fra politiet. Efter afhøring forblev han i politiets varetægt med henblik på fremstilling på Forsvarets Dag i løbet af onsdagen.

Minimum den 19-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet efter nattens kørsel, mens efterforskningen af de tre personers rådighed over bilen må vise, om der er grundlag for at mistænke dem for yderligere strafbare forhold.

Falsk vandværkspersonale bag tyveri og tyveriforsøg – Ringsted / Roskilde

En kvindelig og formentlig falsk vandværksmedarbejder kan måske mistænkes for at stå bag et tricktyveri i Ringsted og et forsøg herpå i Roskilde inden for kort tid torsdag eftermiddag.

Kl. 14.52 kontaktede en 87-årig mand fra Ringsted, at en fremmed kvinde havde ringet på dørtelefonen ved hans lejlighed i Benløseparken, Benløse, Ringsted. Kvinden havde fået ham overbevist om, at hun skulle kontrollere vandtrykket i hans lejlighed, så hun var blevet lukket ind. Måske blev endnu en ukendt person lukket ind, uden at den 87-årige opdagede det.

Den 87-årig blev forvirret af kvindens snak og gik med hende ud på badeværelset, hvorefter døren blev lukket. Under opholdet i badeværelset begyndte kvinden at rode med vandhanen, mens hun fortsat talte konstant.

Efter ca. 15 minutter forlod kvinden lejligheden kl. ca. 14.50, hvorefter den 87-årige kunne konstatere, at formentlig den medsammensvorne havde rodet rundt forskellige steder i lejligheden og i den forbindelse stjålet nogle smykker.

Senere torsdag eftermiddag kl. 16.44 anmeldte pårørende til en 63-årig kvinde fra Roskilde, at en fremmed kvinde under påskud af at skulle kontrollere vandtrykket i hendes lejlighed i Neergårdsparken.

Den fremmede kvinde var blevet lukket ind kl. ca. 16.00 og havde haft et kort ophold i boligen, inden hun forlod stedet. Kvinden eller en medsammensvoren havde rodet forskellige steder i lejligheden, men der var tilsyneladende ikke blevet stjålet noget.

Den 63-årige havde efterfølgende undret sig over, at boligselskabet ikke havde varslet kontrol af vandforsyningen inden kvindens ankomst, hvorfor hun var overbevist om, at der reelt var tale om en tricktyv.

Politiet har undersøgt begge adresser for eventuelle spor efter den mistænkelige og kvindelige tricktyv, der måske kunne være i ledtog med endnu en person, i sager, der kategoriseres som indbrudskriminalitet trods den måde, som kvinden har fået adgang til bopælene.

De to forurettede har samlet givet følgende signalement af den mistænkte: Kvinde, Sydeuropæisk af udseende, 20-25 år, 150-165 cm høj, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hår: mørkt, Talte: Dansk med accent, Iført: mørk tøj.

Politiet opfordrer borgerne til at være skeptiske over for uventede henvendelser fra ukendte personer, der under forskellige påskud måtte forsøge at få adgang. Brug f.eks. en sikkerhedskæde ved dørlåsen i forbindelse med den indledende samtale med personen, indtil formålet med henvendelsen er afklaret.

Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Gevninge, Roskilde – Lejre

Kl. 08.41 havde en 48-årig mand fra Solrød Strand mistet kontrollen over sin personbil, da han under kørsel i østlig retning ad Holbækmotorvejen kørte gennem vand på kørebanen. På grund af aquaplanning snurrede bilen rundt og ramte til sidst autoværnet ved nødsporet.

Uheldsstedet blev afspærret med en skiltevogn, og den 48-årig blev bragt til skadestuen til kontrol, men var sluppet uden behandlingskrævende skader.

Ingen øvrige trafikanter blev involveret i uheldet, som politiet blot registrerede omstændighederne ved.

Færdselsuheld – Hovedvejen, Roskilde – Lejre

Kl. 13.34 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld, idet en bilist forulykket på Hovedvejen under kørsel i sydlig retning.
Det viste sig, at en 82-årig kvinde fra Roskilde formentlig havde fået et ildebefindende under kørslen i en personbil, så hun havde mistet kontrollen over bilen og påkørt et vejskilt i den modsatte side af vejen.
Den 82-årige blev bragt til skadestuen til kontrol, og da ingen andre trafikanter blev involveret i uheldet, registrerede politiet blot omstændighederne herved.

Færdselsuheld – Roskildevej, Solrød Strand

Kl. 13.23 modtog politiet en anmeldelse fra en 43-årig mand fra Lille-Skensved om hensynsløs kørsel, idet den 43-årige oplyste at have været impliceret med en modpart, som ikke var standset. Begge parter kørte på anmeldelsestidspunktet af Roskildevej i sydlig retning kort før Køge Bugt Motorvejen.

En patrulje fik kontakt til anmelderen, der havde optaget fotos af modpartens bil og nummerplade, så politiet kunne senere opsøge og afhøre en 36-årig mand fra Hårlev som fører af modpartens bil.

Politiet har nu afhørt de to parter, der havde modstridende forklaringer om hinandens kørsel, herunder overhalinger og vognbaneskift til ulempe for øvrige trafikanter. På et tidspunkt var parter i forbindelse med en opbremsning stødt sammen, så der var opstået minimale skader på begge parters køretøjer.

Parternes forklaringer og deres sammenstød i trafikken danner nu grundlag for politiets efterforskning i en sag om parternes mulige overtrædelser af færdselsloven under kørslen ad Roskildevej i sydlig retning.

Mand sigtet for fyrværkeriloven – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 12.40 kom en anmeldelse fra DSB om, at fire unge havde stået på perronen ved spor 2 og 3 og kastet hjemmelavet fyrværkeri ned på skinnerne. En patrulje kørte til stationen, hvor de traf tre mænd i alderen 26-32 år fra København og Jylland. En 25-årig mand fra København blev fundet i besiddelse af tre kanonslag i tasken, som han blev sigtet for at besidde. Der var ikke blevet ødelagt noget på stedet. Mændene blev herefter bortvist fra stationen, og de ulovlige kanonslag blev beslaglagt og vil senere blive destrueret.

Spirituskørsel – Københavnsvej, Roskilde

Kl. 03.53 sigtede og anholdt en hundepatrulje en 18-årig mand fra Roskilde for spirituskørsel, da han blev stoppet i et rutinetjek på Københavnsvej. En alkomtertest viste en promille over det tilladte, så han blev taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt.

Sur og vrangvillig mand i nattelivet – Hersegade, Roskilde

Kl. 04.35 fik politiet kontakt til en 18-årig mand fra Slagelse i Hersegade ikke langt fra et diskotek. Den 18-årige var meget fjendtligt indstillet over for politiets tilstedeværelse og fremstod som påvirket af euforiserende stoffer. På grund heraf ønskede politiet at kontrollere ham for eventuel besiddelse af narkotika, men det strittede den 18-årige voldsomt imod. Samtidig råbte han nedsættende ord om politiet, så det endte med to sigtelser for overtrædelse af straffeloven til den 18-årige, som kunne mistænkes for at modsætte sig en anholdelse og for fornærmelig tiltale mod politiet.

Den 18-årige blev løsladt senere på dagen, og politiet fandt ikke nogen euforiserende stoffer på ham i forbindelse med visitationen.

 

Søndag – mandag:

To mænd forulykket på mark – Køgevej, Tjæreby, Roskilde

Kl. 04.26 modtog alarmcentralen et opkald fra den ene af to mænd, der var forulykket med en ATV på en mark. Ulykkesstedet kunne ikke angives præcist ud over, at ATVen var forulykket ved kørsel ned i en grøft. Redningsmyndighederne og politiet rykkede ud til området og fik ved henvendelse på en privat adresse på Køgevej klarlagt, at de to forulykkede formentlig var to 30-årige mænd fra København, idet de ikke længere var til stede på den pågældende adresse.

Redningsmyndighederne og politiet fik herefter lokaliseret den forulykkede ATV, hvor de to 30-årige mænd var til stede. Den ene var delvist fastklemt og formentlig kommet alvorligt til skade, mens den anden umiddelbart havde pådraget sig overfladiske kvæstelser ved ulykken og derfor var i stand til at slå alarm fra sin mobiltelefon. Begge mænd var spirituspåvirket, og da den fastklemte var blevet frigjort, blev de bragt til hhv. Rigshospitalet og Køge sygehus til undersøgelse fornøden behandling.

Politiet fik rutinemæssigt udtaget blodprøver af begge mænd, hvoraf kun den ene er blevet afhørt kortvarigt omkring hændelsesforløbet i forbindelse med kørsel på ATVen udelukkende på en mark. Under kørslen var de forulykket, da de var kørt ned i en grøft, så ATVen væltede.

Når analyseerklæringerne fra blodprøverne foreligger, og begge mænd er blevet afhørt om omstændighederne ved kørslen, vil politiet tage stilling til, om afslutningen på en nytårsfest med den natlige kørsel på ATVen på marken også skal have en strafferetlig konsekvens for mændene.

To retsmøder samme dag – Roskilde

Midt- og Vestsjællands Politi var mandag formiddag en anden politikreds behjælpelig med fremstilling af en mand i fogedretten, idet en 24-årig mand fra Ishøj var i Retten i Roskilde i en færdselssag. Da han også var efterlyst som udeblevet fra Fogedretten i Glostrup, blev han efter afsluttet retsmøde i færdselssagen ført over i Fogedretten i Roskilde, hvorfra han via videolink blev fremstillet for Fogedretten i Glostrup.

Den 24-årige fik dermed to retsmøder overstået i løbet af kort tid, selv om det sidste retsmøde næppe var planlagt for hans vedkommende.

To unge sigtet for grov vold – Jyllingecentret, Jyllinge – Roskilde

Kl. 22.12 rykkede politiet ud til området ved Jyllingecentret efter en anmeldelse om, at flere var røget i slagsmål med hinanden.
Politiet fik på stedet kontakt til en 17-årig ung mand fra Ølstykke, der havde pådraget sig skader i hovedet efter et overfald, hvor han var blevet overfaldet af flere og herunder slået i hovedet både med knytnæveslag og en flaske.
Overfaldsmændene havde efterfølgende taget en bus mod Roskilde, hvor politiet stod klar til at kunne anholde to 17-årige unge mænd fra Nordsjælland. De var af vidner blevet beskrevet som de mistænkte, som politiet kunne identificere blandt bussens passagerer ved ankomsten til Roskilde.
De to anholdte kunne fejre nytåret i politiets varetægt, idet de sociale myndigheder fra deres hjemkommuner ankom til politistationen i Roskilde for at overvære afhøringen af dem i sagen om grov vold, inden de blev løsladt i løbet af natten til nytårsdag.

Trafiksynder uden kørekort fanget på video – Roskilde

Kl. 09.23 blev en bilist målt af politiets videobil til at køre alt for stærkt på Darupvej i Roskilde. Bilisten, en 28-årig mand fra Greve blev målt til at køre 77 km/t i byzonen med tilladt 50 km/t. Den 28-årige havde desuden aldrig taget et kørekort, han kørte i påvirket tilstand og anvendte ikke sele under kørslen.

Bilisten blev anholdt, sigtet for narkokørsel og taget med til en blodprøveudtagelse. Bilen havde den 28-årige lånt, så ejeren blev sigtet for at overlade sin bil til en person uden kørekort. Den 28-årige blev løsladt efter blodprøveudtagelsen, og han vil høre mere i sin sag, når svaret på blodprøveanalysen kommer.

Truende mand skabte utryghed – Baunehøjparken, Jyllinge – Roskilde

Kl. 15.32 indgik en anmeldelse om at en mand optrådte truende og havde kastet ting ind i anmelderens have på Baunehøjparken i Jyllinge. En patrulje blev sendt til stedet, hvor de fandt frem til den truende mand, som opholdt sig på adresse tæt ved. Betjentene så gennem vinduet, at manden havde en pistollignende genstand i hånden, som han straks smed fra sig, da han så politiet.

Politiet tog alle forbehold og flere patruljer blev tilkaldt. En 43-årig mand og en 53-årig kvinde, der begge opholdt sig på stedet, blev anholdt uden at nogen kom noget til. Adressen blev ransaget, hvor der blev fundet flere lovlige luftpistoler. Kvinden blev kort efter løsladt, men manden var spirituspåvirket og optrådte truende og opfarende over for politiet.

Han udtalte alverdens ukvemsord til betjentene, og da han under anholdelsen sad i patruljebilen iført håndjern, sparkede han til en siderude, så den gik i stykker. Han blev derfor sigtet for hærværk og fornærmelig tiltale over for politiet.

Den 43-årige blev taget med til stationen til afrusning i detentionen, men blev løsladt senere på aftenen. Nu skal erstatningskravet for den knuste bilrude opgøres, hvorefter han kan forvente at høre mere fra politiet i sine sager.

Ulovlig forbindelse til indsatte i arresten – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 20.35 blev et par patruljer sendt til området ved arresten, idet der blev affyret fyrværkeri i området.

Både kørende og gående patruljer i området omkring arresten og politistationen fandt ikke hverken personer eller afskudt fyrværkeri, så hvad årsagen til lyden af fyrværkeri reelt har været, henstår i det uvisse.

Kl. 22.15 kunne politipersonale på politistationen høre højlydt råben fra området mellem politistationen og arresten, ligesom der kunne ses flere personer i mørket i samme område, hvorfra de havde kontakt til en indsat i arresten.

Kort efter fik politiet i området mellem politistationen og arresten kontakt til fire mænd i alderen 19-24 år fra Køge og Ishøj. Da de alle fire kunne mistænkes for at have sat i forbindelse med en indsat i arresten, blev alle fire sigtet for overtrædelse af straffeloven, der forbyder nogen at sætte sig ulovligt i forbindelse med en fængslet.

De blev alle afhørt til sagen, hvorunder det kom frem, at en af de sigtede havde et familiemedlem indsat i arresthuset, hvilket var årsagen til råberiet. Om nogen af de fire sigtede tidligere på aftenen havde været i området og måske affyret fyrværkeri for at gøre opmærksom på tilstedeværelsen, er uopklaret for politiet.

Alle fire sigtede kan nu forvente at høre nærmere, når sagen bliver afgjort.

Indbrud i Perioden

Lindenborgvej, Roskilde
Gammel Havdrupvej, Gadstrup (2 anmeldelser)
Skovlyst, Himmelev, Roskilde
Stærkendevej, Vindinge, Roskilde