Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2022/08/17 til 2022/08/30.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Mistænkeligt opkald – Gadstrup, Roskilde
Kl. 11.28 anmeldte en 84-årig mand fra Gadstrup, at han var blevet ringet op af en engelsktalende mand, som oplyste, at anmelders konto var blevet hacket, og at manden derfor skulle bruge kontooplysninger fra anmelderen. Anmelderen blev mistænkelig og afsluttede opkaldet, hvorefter han anmeldte det til politiet.
Falsk politimand talte om aktier – Havdrup, Solrød
Kl. 18.07 anmeldte en 73-årig kvinde fra Havdrup, at hun sammen med sin ægtefælle var blevet ringet op af en mand, som påstod at være fra politiet. Den falske politimand forklarede, at anmelders navn var set på en computer, som havde været brugt til aktiehandel, og at der nu manglede 8000 kr., som anmelderen og ægtefælle skulle have stjålet. Den falske politimand fortalte herefter anmelder, at der ville komme to politimænd til anmelderes adresse. Anmelder havde ikke haft besøg af nogen politimænd. Det rigtige politi optog anmeldelsen fra kvinden og vejledte hende i, hvad hun skulle gøre, hvis hun igen blev kontaktet af falske politimænd.
Jyllinge Festival – Nordmarksvej, Jyllinge – Roskilde
Politiet var til stede i forbindelse med afholdelse af årets Jyllinge Festival. Følgende episoder blev noteret på døgnrapporten.
Fredag kl. 22.12 kom en anmeldelse om, at en gruppe på 10-12 unge var oppe at slås ved ungeområdet på festivalen. Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor en 16-årig dreng fra Roskilde blev anholdt for at have slået en vagt, som var kommet for at standse slagsmålet. Den 16-årige, som var spirituspåvirket, blev taget med til politistationen, hvor han blev afhørt til sagen. Da den anholdte er under 18 år blev de sociale myndigheder og hans forældre blev orienteret. En repræsentant fra kommunen overværede afhøringen, og han blev senere løsladt, men kan forvente at høre mere i sagen.
Fredag kl. 23.54 anmeldte en 16-årig pige, at hun var blevet sparket i hovedet af en 16-årig dreng på Agerskellet i Jyllinge i forbindelse med festivalen. Hun kom intet alvorligt til, men blev tilset på skadestuen. Politiet anholdt den 16-årige dreng fra Jyllinge, som blev sigtet for vold, og taget med på stationen til afrusning i detentionen. Han blev løsladt efter endt afhøring og sagsbehandling tidligt lørdag morgen.
Kl. 00.02 natten til lørdag blev en 16-årig dreng fra Stenløse anholdt og sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen. Han havde råbt gentagne gange af politiet, mens de arbejdede på stedet, hvilket var egnet til at forstyrre den offentlige orden. Han var påvirket af alkohol og ikke skønnet egnet til at færdes på egen hånd. Han blev taget med i detentionen, men blev senere hentet af sin far. Han kan forvente en bøde i sagen.
Lørdag kl. 00.53 – En vagt på festivalen oplyser, at man har tilbageholdt en mand, der flere gange har henvendt sig til unge piger på stedet, selv om de ikke ønskede nogen kontakt med manden. Da patruljen kom frem, ønskede den 32-årige mand, der var fra lokalområdet, ikke at forlade stedet, selvom politiet bad ham gøre det. Han blev derfor anholdt og hensat i detentionen natten over.
Søndag kl. 09.12 fik politiet anmeldelse fra moren til en 15-årig dreng, som havde været udsat for vold af en jævnaldrende pige han kendte i forbindelse med Jyllinge Festivalen. De to havde haft en kontrovers, og den 15-årige blev slået og væltet omkuld, så han fik skader på sin arm. Drengen var til behandling i forbindelse med anmeldelsen, men skal afhøres til sagen.
Eksplosion – Jyllinge, Roskilde
Kl 13.20 indløb der melding til politi og brandvæsen om, at der var sket en mindre eksplosion i et sommerhus. De nærmere undersøgelser viste, at eksplosionen var sket, da ejeren havde sprøjtet insektspray ind gennem en luftkanal. En gnist antændte gassen og gav et kort “glimt”. Det medførte, at gulvbrædderne løftede sig i flere rum i huset, men der var ingen personskade.
Dyr køretur – Darupvej, Roskilde
Kl. 13.13 sad politiet klar med en lasermåler på Darupvej, der målte hastigheden på en bil, der kom kørende ad Darupvej mod vest. Laseren målte bilens hastighed til 87 km/t til trods for, at hastigheden ikke må overstige 50 k/t på strækningen. Den 19-årige fører af bilen, som er bosiddende i Holbæk, fik en bøde på 4200 kr. for hastighedsovertrædelsen samt 500 kr., som skal betales til offerfonden. Derudover nedlægges påstand om frakendelse han hans kørekort. Han vil høre nærmere fra politiet i denne sag.
Mand sigtet for hærværk – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 06.56 torsdag morgen anmeldte en borger, at han var fulgt efter en mand, som netop havde knust flere ruder til en kælder på en etageejendom i Jernbanegade. Den mistænkte hærværksmand var gået til en tankstation på Ringstedgade, hvor patruljen fik udpeget den mistænkte.
En 40-årig mand fra Roskilde blev kortvarigt anholdt og afhørt, hvor han erkendte at have sparket til ruderne. Ejeren af ejendommen ønskede at anmelde sagen og den 40-årige vil senere blive præsenteret for at erstatningskrav i sagen. Den anholdte fik herefter lov til at gå, men kan forvente at høre mere i sagen senere.
“Mand med pistol” var på vej til udklædningsfest, Roskilde
Kl. 09.13 blev adskillige patruljer sendt til Roskilde Station, hvor en passager i toget havde set en mand med en pistol. Manden sad i toget med pistolen ned langs siden, dog uden at pege på nogen, men passageren var blevet bange og havde ringet 112.
Politiet tog alle forbehold og fik anholdt en 21-årig mand fra Roskilde, som befandt sig i toget. Pistolen viste sig at være en legetøjstpistol, og manden var på vej til introfest på universitetet med temaet “militærfest”. Pistolen var derfor en del af hans udklædning.
Den 21-årige mand fik en kraftig formaning om aldrig at medbringe pistollignende genstande i det offentlige rum, da det skaber voldsom utryghed og kan bringe ham selv i fare.
Eftersøgning af savnet – Roskilde
Med hjælp fra Flyvevåbnet blev flere søer og en del af kyststrækningen ved fjorden i går eftermiddags afsøgt fra luften. Det er fortsat den 80-årige Lissi vi leder efter. Hun er desuden blevet søgt på sine tidligere bopælsadresser, og de lokale holder øje, om hun dukker op der. Vi fortsætter eftersøgningen i dag, hvor vi søger med hunde i flere grønne områder rundt om i Roskilde. Vi opfordrer fortsat beboere i den vestlige del af Roskilde til at se efter Lisse i deres kælderrum, skure, garager, kolonihaver og lignende.
To piger stjal tøj – Stationscentret, Roskilde
kl. 15.00 blev to piger på 11 og 12 år tilbageholdt i Føtex, da personalet, at de havde været i et prøverum og iføre sig tøj, og efterfølgende forsøgte at forlade butikken med tøjet på. Pigerne betalte ikke for tøjet, da de gik igennem kassen, så de blev taget med ind på butikkens kontor, hvor politiet blev tilkaldt. De to pigers forældre blev orienteret og kom til stedet. Pigerne havde hver iført sig en hættetrøje og den ene pige havde også taget et par trusser. De havde samlet stjålet for 254 kr, men kan ikke straffes grundet deres unge alder. Trusserne blev betalt, og trøjerne leveret tilbage til forretningen. De sociale myndigheder blev underrettet om sagen.
Narkobilist havde ikke taget kørekort – Ved Hallen, Roskilde
Kl.01.12 sigtede og anholdt en patrulje en 18-årig kvinde fra Roskilde for narkokørsel, da hun blev stoppet Ved Hallen i Roskilde i en personbil. Kvinden havde aldrig taget et kørekort, så hun blev også sigtet for kørsel uden førerret. En narkometertest viste positiv for euforiserende stoffer, så hun fik udtaget en blodprøve og herefter løsladt. Når svaret på blodprøven kommer, vil hun høre mere i sine sager.
Lovgivning om euforiserende stoffer – Æblehaven, Roskilde
Kl. 11.30 bemærkede en patrulje en mand, som kom kørende på elløbehjul ad Holbækvej mod vest og mod færdselsretningen på cykelstien. Politiet anråbte manden for at standse ham, men manden ønskede ikke at efterkomme politiets anvisninger og stak af fra stedet og forsvandt ned i en kælder. Kort efter kom manden ud af en opgang og blev her standset af politiet. Manden blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og blev visiteret, her fandt politiet 4,84 g amfetamin til eget forbrug. Manden – en 51-årig lokal mand – erkendte at have kørt uden hjelm, mod færdselsretningen og at han ikke efterkom politiets anvisninger. Manden er sigtet, og han vil høre nærmere fra politiet.
Spirituspåvirket bilist på flugt – Roskildevej, Benløse, Ringsted
Kl. 21.54 påkørte en 21-årig bilist en kantsten i midten af en rundkørsel i Benløse. Bilisten mistede kortvarigt herredømmet over bilen, som han dog fik standset kort efter på Roskildevej.
Blot 10 minutter senere kom endnu et alarmopkald fra en kvinde, der havde været på stedet og set tre biler holde mistænkeligt på kørebanen omgivet af dåser, hvorefter en mand kom løbende hen til kvinden. Manden virkede beruset og talt usammenhængende. Kvinden kørte derfor videre fra stedet.
En patrulje kørte til stedet og ledte efter den 21-årige mand til fods og fandt ham i en have. Den 21-årige var spirituspåvirket, men nægtede at tage en narkometertest. Manden blev derfor anholdt, sigtet for narko- og spirituskørsel og taget med til en blodprøveudtagelse.
Mistænkelig mand – Stormandshøjen, Himmelev, Roskilde
Kl. 02.12 anmeldte en mand i Himmelev, at han, via sin videoovervågning, havde spottet en maskeret mand luske rundt i sin indkørsel. Politiet kørte til stedet og søgte efter den maskerede mand, men kunne ikke finde ham i området.
Voldsom butikstyv – Københavnsvej, Roskilde
Kl. 14.32 blev en patrulje sendt til voldsom butikstyv i Netto på Københavnsvej. Da politiet kom frem var flere mænd gået sammen om at tilbageholde den voldsomme mistænkte mand. Patruljen anholdt manden, en 57-årig tysker, som blev ilagt håndjern. Manden havde passeret kassen med varer for 1309 kr i en Nettopose uden at betale for varerne.
En kunde tilbageholdt manden, da han ville forlade butikken og personalet skyndte sig hen til ham. Den 57-årige blev udadreagerende, slog om sig, og forsøgte at komme væk. To medarbejdere blev ramt af den 57-årige inden han blev pacificeret. De kom ikke noget alvorligt til ved episoden, men sagen betegnes som røveri, idet der blev brugt vold i forsøget på at komme væk med tyvekosterne, som bestod af energidrik, cola, chokolade, slik, lighter, graviditetstest og kondomer. Varerne blev leveret tilbage til butikken, som ikke havde et erstatningskrav.
Den 57-årige mand blev sigtet og taget med til politistationen til afhøring. Sagen blev herefter vurderet juridisk, men der blev ikke fundet grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. Han blev derfor løsladt, men vil høre mere i sagen senere.
Eftersøgning af 80-årig – Roskilde
Politiet fik fredag en anmeldelse om, at den 80-årige Lissi fra Neergårdsparken i Roskilde ikke var set siden onsdag. Hun kan ikke klare sig selv og politiet derfor søgt efter hende i nærområdet med både drone, helikopter og hunde. Samtidigt har familie og frivillige også søgt efter hende andre steder i Roskilde. Politiet fortsætter eftersøgningen med hunde i dag men opfordrer fortsat folk i det vestlige Roskilde om at se efter, om Lissi kan have søgt tilflugt i deres kælderrrum, skure etc. Et vidne har henvendt sig til politiet og oplyst, at hun mener at have set Lissi fredag på Hyrdehøj Bygade, hvor hun var iført en hvid kjole. Den 80-årige var desuden iført sorte sandaler med hvide såler, da hun forlod sit hjem. Hun har mellemlagt lysebrunt pagehår og mangler en fortand.
Alle, der har oplysninger om den savnede Lissi, kan henvende sig til politiet på 114.
Uorden i toget – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 00.40 tilbageholdt personalet i et tog på Roskilde Station en 24-årig mand fra Frederikssund, som havde optrådt voldsomt over for en togfører. En patrulje kørte til stationen, hvor manden blev anholdt og sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen. Han blev løsladt kort efter, men kan forvente en bøde i sagen.
Slagsmål ved busstoppested – Ågerup, Roskilde
Kl.00.43 kørte en hundepatrulje til en anmeldelse om slagsmål ved et busstoppested i Ågerup. Patruljen kom frem og traf en gruppe på 6-8 unge, men slagsmålet var ophørt. To unge mænd på 16 og 18 år havde været oppe at toppes, fordi de holdt med hver deres superligahold, og det var end lidt voldsomt. De undskyldte deres opførsel og var blevet gode venner igen.
Vold – Hestetorvet, Roskilde
Kl 00.19 kom der anmeldelse om, at en 35-årig kvinde foran en bar var blevet slået og sparket i hovedet, mens hun lå ned. Kvinden forklarede, at hun umotiveret var blevet overfaldet af en anden kvinde, der efterfølgende forsvandt fra stedet. Politiet har afhørt vidner på stedet og arbejder nu videre med at identificere kvinden, der stod bag overfaldet.
Mand med kniv anholdt – Ågerup Molevej, Kalundborg
Kl. 19.16 fik politiet et opkald fra en mand, som befandt sig på stranden ved Ågerup Molevej i Kalundborg. Manden var nedtrykt og truede med at skade sig selv. En patrulje blev sendt til stedet, hvor de mødte en spirituspåvirket 42-årig mand fra Kalundborg, som havde en kniv i hånden. Han havde overfladiske snitsår i overkroppen, men var ikke kommet noget alvorligt til, så der var ikke brug for ambulance. Manden blev anholdt og taget med i detentionen til afrusning, hvor han blev tilset af en læge. Næste morgen var manden ædru igen, og han blev løsladt med en sigtelse for at overtræde knivloven.
Indbrud i Perioden
Sydtoften, Jyllinge, Roskilde
Råmosevej, Jyllinge, Roskilde
Brilliantvej, Jyllinge, Roskilde
Langebjergvænget, Roskilde