Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2022/04/11 til 2022/04/26.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Færdselsuheld – Østrupvej, Herringløse, Roskilde
Kl. 20.27 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld på Østrupvej ca. 350 meter nord for Herringløse, idet en motorcyklist var forulykket.
Det viste sig, at en 27-årig mand fra Slangerup var kørt på en motorcykel ad Østrupvej mod syd, da han i en kurve havde mistet kontrollen over den. Det medførte, at han kørte i grøften og rullede rundt, så han slog sig.
Ambulancepersonalet bragte den 27-årige på skadestuen, men var sluppet fra uheldet med diverse knubs. Ingen øvrige trafikanter var involveret i uheldet, som politiet blot registrerede omstændighederne ved.
Larm fra musik og biler – Jyllingecentret, Jyllinge – Roskilde
Kl. 21.52 kom en anmeldelse om forstyrrende kørsel og høj musik fra biler ved Jyllingecentret. En patrulje lagde vejen forbi, men mødte ingen uorden eller generende trafik på området.
Påvirket kvinde endte i detentionen – Trekroner Centervej, Himmelev, Roskilde
Kl. 07.58 henvendte en omsorgsfuld, 55-årig kvinde fra Roskilde sig til politiet, fordi hun havde holdt øje med en yngre kvinde, der havde gået rundt på vejen, men nu befandt sig på Trekroner togstation.
Anmelderen havde tilbudt sin hjælp til kvinden, der var så påvirket af et eller andet, at den unge kvinde nærmest ikke kunne sige noget.
En patrulje kørte til togstationen, hvor politiet fik kontakt til en meget påvirket, 18-årig kvinde fra Glostrup. Politiet vurderede, at kvinden ikke var i stand til at kunne klare sig selv, og for at undgå, at der skete hende noget enten på vejen eller på togstationen, blev kvinden frihedsberøvet og efter et lægetilsyn anbragt i detentionen til afrusning. Midt på eftermiddagen blev hun dog skønnet i stand til at kunne klare sig selv uden risiko for, at der kunne ske hende noget, hvorfor hun blev løsladt fra politistationen i Roskilde. Den unge kvinde blev ikke sigtet for noget i anledning af sin færden i det offentlige rum i den pågældende tilstand.
Færdselsuheld – Ørstedvej, Viby Sj. – Roskilde
Kl. 03.28 var en bilist forulykket på Ørstedvej ved en bro og havde efterfølgende påkørt en lygtepæl.
På uheldsstedet traf politiet en spirituspåvirket, 39-årig mand fra Viby Sj., som havde mistet kontrollen over sin personbil under kørsel ad Dalen i retning mod Ørstedvej. Undervejs havde han strejfet broen og mistet kontrollen over bilen, der havde ramt en lygtepæl.
Den 39-årige blev sigtet for spirituskørsel og fik i forbindelse med en anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Ingen øvrige trafikanter havde været involveret i uheldet.
Efter løsladelsen efter blodprøveudtagelsen kunne den 39-årige ikke lige forholde sig så afdæmpet som forventet, så han blev igen frihedsberøvet og anbragt i detentionen til afrusning, inden han tidligt tirsdag morgen blev løsladt herfra.
Når analyseresultatet af den udtagne blodprøve foreligger, vil den 39-årige høre nærmere fra politiet.
Cyklist i kritisk tilstand efter påkørsel – Gammel Darupvej, Roskilde
Kl. 13.57 blev en cyklist ramt af en bilist på Gammel Darupvej i Roskilde. Cyklisten, en 54-årig kvinde fra Kalundborg, kørte ud fra en parkeringsplads, hvor hun stødte sammen med en personbil ført af en 35-årig kvinde fra Roskilde. Cyklisten væltede og landede uheldigt, så hun kom alvorligt til skade. Hun blev fløjet med helikopter til behandling i kritisk tilstand. Patruljen optog rapport og bilinspektøren undersøgte uheldsstedet for at klarlægge omstændighederne ved ulykken. Cyklisten er fortsat indlagt med alvorlige skader i kritisk tilstand.
Færdselsuheld – cyklist omkommet – Frederiksborgvej / Koldekildevej, Roskilde
Kl. 12.21 rykkede redningspersonale og politiet ud til et færdselsluheld, idet en cyklist var blevet påkørt af en bilist i krydset Frederiksborgvej – Koldekildevej.
Flere bilister, der var standset op efter uheldet, var kommet den påkørte cyklist til undsætning, men en læge fra det tilstedeværende redningspersonale, herunder personalet fra en lægehelikopter, måtte konstatere, at den påkørte cyklist var afgået ved døden.
Frederiksborgvej blev straks afspærret i begge retninger, mens politiet i samarbejde med en bilinspektør foretog de tekniske undersøgelser på uheldsstedet og de to parters køretøjer, herunder bilistens personbil, der var standset umiddelbart nord for krydset.
Afspærringen i krydset blev ophævet kl. ca. 13.45, da de tekniske undersøgelser på uheldsstedet var blevet afsluttet. Politiet afventer nu en erklæring fra bilinspektøren om undersøgelserne, hvis foreløbige resultat viste, at uheldet var sket i forbindelse med et venstresving.
Den påkørte og omkomne cyklist var sammen med en anden cyklist kørt på racercykler ad Frederiksborgvej i sydlig retning. Ud for Koldekildevej havde først den ene cyklist foretaget svingning til venstre for at fortsætte ad Koldekildevej mod øst.
Kort efter den første cyklists venstresving blev den nu omkomne cyklist i forbindelse med sit venstresving mod Koldekildevej påkørt på den østligste del af Frederiksborgvej, da en 19-årig mand fra Græsted som fører af en personbil kørte ad Frederiksborgvej i nordlig retning.
Ved påkørslen blev cyklisten ramt på sin højre side og ramt med en sådan kraft, at han pådrog sig alvorlige kvæstelser, så en læge kort efter måtte erklære cyklisten for afgået ved døden. Den omkomne cyklist blev identificeret som en 73-årig mand fra Taastrup, hvis pårørende er blevet underrettet. Han havde anvendt cykelhjelm under cykelturen.
Spiritus og narkobilist stoppet – Gevninge Bakkedrag, Gevninge, Roskilde – Lejre
Kl. 20.30 sigtede og anholdt en patrulje en 33-årig mand fra Roskilde, da han i en rutinekontrol blev stoppet kørende i påvirket tilstand. En narkometertest viste positiv for hash og kokain, og en alkometertest viste, at hans promille var over det tilladte. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når blodprøven er blevet analyseret, vil han høre mere fra politiet i sagen.
Uheld med kabinescooter ved højresving – Vinkelvej/Københavnsvej, Roskilde
Kl. 17.21 skete et uheld, da en bilist svingede til højre ad Vinkelvej og ramte en kabinescooter, der kørte i samme retning. Begge køretøjer kørte ad Københavnsvej mod vest, men bilisten, en 42-årig mand fra Fyn, ramte kabinescooteren på sidedøren og stoppede. Bilisten havde bemærket kabinescooteren, men fejlvurderede afstanden og hastigheden, og troede han kunne nå at svinge. Ingen kom noget til, men politiet optog rapport om vigepligtsuheldet, hvor der kom skader på køretøjerne.
Pengeoverførsel stoppet i sidste øjeblik – Roskilde
Kl. 16.56 anmeldte en 80-årig kvinde fra Roskilde, at hun kort forinden var blevet bedraget af en, hvad der senere viste sig at være en falsk politimand, som ringede og sagde, at hendes konto var aktuel i forbindelse med en efterforskning om svindel.
En patrulje kørte ud til kvinden, som blev afhørt til sagen. Den 80-årige kvinde var blevet overtalt af “politimanden” til at overføre et femcifret beløb til en “krypteret” konto. Kort efter overførslen blev den 80-årige kvinde mistænksom og ringede til politiet på 114. Hun blev hurtigt viderestillet til sin bank, som fik annulleret transaktionen og sikret alle pengene.
Sagen efterforskes nu for at klarlægge, hvem som står bag bedrageriet, som blev forhindret, fordi kvinden blev mistænksom og handlede så resolut. Ellers kunne pengene meget let være blevet franarret hende. Bedragerier af denne type begås ofte mod ældre borgerne. Tal med dine pårørende om risikoen for at få falske opkald fra banker eller myndigheder.
Brand i skraldespand – Optakten, Roskilde
Kl. 21.13 kørte politi og brandvæsen til en brand i en skraldespand ved skaterbanen på Optakten ved Musicon. Ilden var slukket da patruljen kom frem, og de var ikke sket skade på noget ud over skraldespanden, som stod på en betonblok. Der blev ikke fundet en logisk forklaring på, at der opstod brand i skraldespanden. Vidner, som har set personer omkring skaterbanen op til den brændte, eller som i øvrigt har oplysninger i sagen bedes kontakte politiet på tlf. 114.
Mand anholdt for vold i nattelivet – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 04.44 kørte en hundepatrulje i Jernbanegade i Roskilde, hvor betjentene bemærkede en gruppe unge mænd, hvor to i gruppen diskuterede højlydt. I det samme slog den ene mand den anden i ansigtet med knyttet hånd.
Patruljen skred straks ind og anholdt gerningsmanden, en 21-årig mand fra Holbæk, som blev sigtet for vold. Politiet tilkaldte en ambulance, da den forurettede, en 19-årig fra Høje-Taastrup, havde brug for behandling for et flækket øjenbryn. Den anholdte blev taget med til politigården til afrusning og sagsbehandling. Han blev løsladt søndag morgen, men kan forvente at høre mere i sin sag senere.
Blufærdighedskrænkelse – Viby Station, Roskilde
Kl. 16.48 fik politiet en anmeldelse om, at en 16-årig ung kvinde var blevet udsat for blufærdighedskrænkelse af en mand, som blottede sig for hende. Patruljen hastede til stedet, hvor et familiemedlem til pige holdt øje med blotteren. Den 16-årige genkendte manden, som tidligere har blottet sig for hende. Politiet anholdt manden, en 51-årig mand fra Holstebro, som blev afhørt i sagen. Manden er fortsat sigtet i sagen, og han vil høre nærmere, når sagen er afgjort.
Kvinde på afveje – Holbækmotorvejen – Roskilde
Kl. 20.36 fik politiet en anmeldelse om, at der gik en kvinde i midterrabatten på motorvejen. Politiet kom frem til kvinden, en 48-årig kvinde fra Roskilde – som blev bragt i sikkerhed. Kvinden forklarede, at hun befandt sig på motorvejen, da hun forsøgte at finde frem til Himmelsøen, og hun havde blot fulgt GPS’en på sin mobiltelefon. Kvindens gåtur på motorvejen udløste en bøde.
Mandag (2. påskedag) – tirsdag
Narkokørsel i frakendelsestiden mv. – Køgevej, Roskilde
Kl. 20.48 standsede politiet en varebil, som var meldt stjålet i Københavns Vestegns politikreds, da en mand som fører af varebilen kørte ad Køgevej mod nord ved Søndre Ringvej.
Føreren blev identificeret som en 44-årig mand fra Herlev, der ikke kunne fremvise noget kørekort, fordi han i forvejen var frakendt førerretten. Endvidere kunne politiet lugte, at der var røget hash i bilen, hvorfor den 44-årige blev mistænkt for at være påvirket af narkotika under kørslen.
Føreren blev derfor anholdt og fandtes i forbindelse med visitation i besiddelse af to klumper hash med en samlet vægt på 2,2 gram. Han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer inden afhøring til sagerne.
Politiet fik klarlagt, at varebilen var et udlejningskøretøj, hvor lejeren havde glemt at betale for lejen, så bilejeren havde meldt varebilen stjålet på den baggrund.
Ejeren af varebilen fik efterfølgende overdraget bilnøglerne til køretøjet, og den 44-årige blev løsladt efter afhøring til sagerne. Han kan således forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen var blodprøven foreligger.