Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2022/03/22 til 2022/04/05.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Knallertkørsel til ulempe – Jyllinge – Roskilde
Kl. 15.40 fik politiet en henvendelse fra en lokal borger om unges hensynsløse og hasarderede kørsel på knallert i Jyllinge. De unge skulle nu være forsamlet på Birkevej, hvor politiet også traf fire unge i alderen 15-17 år fra lokalområdet.
Politiet fik en snak med de unge om hensynsfuld kørsel på en knallert, så kørslen ikke gav anledning til ulempe over for de omkringboende. Ingen af de unge blev sigtet for noget, men politiet vil fremadrettet forsøge at holde øje med mindre hensynsfuld knallertkørsel i området.
Primitiv madlavning på togstationen – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 07.12 fik politiet en henvendelse fra DSB, som på overvågningen fra togstationen kunne se, at en mand var i færd med at lave mad på et primitivt gasblus inde i forhallen, hvor mange andre rejsende befandt sig.
Politiet kørte til stedet og kunne konstatere, at der inde i forhallen befandt sig bl.a. en skoleklasse og den pågældende mand, som på sit gasblus var ved at koge kartofler og gulerødder. Ventetiden i forbindelse med madlavningen fordrev han med at ryge en joint, som politiet beslaglagde som bevis i forbindelse med en sigtelse mod en 50-årig mand fra Køge, men uden fast bopæl i kommunen, for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Den 50-årige blev sluttelig bedt om at finde et andet sted til sin madlavning, inden politiet forlod stedet.
Stukket i benet – Hyrdehøj-området, Roskilde
Kl. 13.00 slog forældre til en 17-årig ung mand fra Roskilde alarm, idet sønnen var blevet stukket i benet med en skarp genstand.
Politiet fik på Holbækvej i Roskilde kontakt til det 17-årige offer, som i en ambulance straks blev bragt til skadestuen til undersøgelse og fornøden behandling.
Ved en hurtig afhøring fik politiet straks identificeret en 15-årig dreng fra Roskilde, som kunne mistænkes for at have en rolle i sagen, idet de to parter kendte hinanden i forvejen og var mødtes i området bag forretningerne i Hyrdehøj.
Politiet kunne godt en time senere på gaden i et boligområde ved Holbækvej anholde den 15-årige, som blev bragt til politistationen i Roskilde med henblik på afhøring til en sag om grov vold.
Efter afhøringen, hvor både en forsvarer, en værge og de sociale myndigheder var til stede, løslod politiet den 15-årige uden at fremstille ham i grundlovsforhør ud fra nærmere og konkret vurdering af omstændighederne i sagen, idet den 17-åriges skader viste sig ikke at være livstruende.
Den 15-årige er fortsat sigtet for grov vold i sagen, som han og hans værge vil høre nærmere om på et senere tidspunkt.
Færdselsuheld – Søndre Ringvej, Roskilde
Kl. 14.49 anmeldte en 39-årig mand fra Roskilde, at han var blevet impliceret i et mindre alvorligt færdselsuheld, hvor tre bilister var impliceret. Ingen var kommet til skade.
Politiet fik klarlagt, at den 39-årige og en 53-årig kvinde fra Rødovre, som begge kørte i personbiler, var standset op på grund af kødannelse i østlig retning omkring sidevejen Rabalderstræde.
Denne kødannelse overså en 59-årig mand fra Roskilde, så han påkørte bagenden af den 39-åriges bil, som herved blev skubbet frem i den 53-åriges bil.
I forbindelse med uheldet kunne den 59-årige ikke fremvise noget kørekort, idet hans førerret var blevet inddraget i 2011, da han undlod at aflægge en kontrollerende køreprøve. Dette aspekt indgår således i den rapport, som politiet har optaget om færdselsuheldet.
Færdselsuheld – Vestre Hedevej, Roskilde
Kl. 13.17 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et området ved en motorcykelforhandler, hvor en fodgænger var blevet påkørt.
Det viste sig, at en 49-årig mand fra Næstved-området var fodgænger på parkeringspladsen ved forhandleren, da han blev påkørt af en motorcykel. Den 49-årige blev straks bragt til skadestuen til behandling for alvorlige kvæstelser som følge af påkørslen.
Optakten til uheldet var, at en 65-årig mand fra Lejre sad på en motorcykel og fik instruktion inden en prøvetur. Instruktionen blev givet af en 63-årig mand fra København, som i den forbindelse ved et uheld formentlig fik sat motorcyklen i drift, så den utilsigtet og til den 65-åriges overraskelse pludselig kørte frem. Efter tre-fire meters kørsel og inden den 65-årige på motorcyklen kunne nå at gøre noget, blev den 49-årige mand påkørt. Herved væltede motorcyklen, men den 65-årige slap selv uskadt fra uheldet.
Politiet har nu optaget rapport om uheldet for at få belyst omstændighederne nærmere, herunder de to mænds roller i årsagen til uheldet ud fra den kendsgerning, at begge mænd ved motorcyklen har kørekort til et sådant køretøj.
Brandundersøgelse – Himmelev Sognevej, Himmelev, Roskilde
Kl. 18.12 rykkede brandvæsnet og politiet ud i anledning af en melding om ildebrand i et supermarked, som var blevet evakueret.
Det viste sig ikke at være så alvorligt som først antaget, men der var dog ild i nogle ledninger i en kabelbakke i supermarkedets baglokale. Personalet havde på grund af den mindre brand og ikke mindst røgudviklingen herfra evakueret supermarkedet.
Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden i ledninger, inden branden bredte sig yderligere, og politiet skal nu undersøge årsagen til brandens opståen nærmere.
Ingen kom til skade ved branden, så der blev ikke brug for den ambulance, som rutinemæssigt også var blevet sendt til stedet.
Spirituskørsel – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 23.26 anholdt og sigtede politiet en 27-årig mand fra Tjekkiet for spirituskørsel i en tjekkisk personbil. Han blev løsladt kort før midnat efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.
Kl. 03.14 viste det sig, at den 27-årige igen gjorde sig bemærket, idet han optrådte konfronterende i området ved en døgnåben kiosk i Stationscentret, Roskilde. Personalet i kiosken var bange for, at mandens adfærd kunne skabe utryghed eller måske ende i slagsmål med nogen.
Politiet fik igen kontakt til den stadigt spirituspåvirkede, 27-årige, som igen blev frihedsberøvet og efter et lægetilsyn lagt i detentionen til afrusning. Han blev løsladt uden sigtelse for noget søndag morgen.
Spiritus-/narkokørsel uden førerret – Østre Ringvej, Roskilde
Kl. 02.10 anholdt og sigtede politiet en 25-årig mand fra Tjekkiet for kørsel i en dansk personbil i både spiritus- og narkotikapåvirket tilstand. Desuden havde han ikke nogen førerret til bilen, hvilket han så også blev sigtet for.
Den 25-årige blev løsladt efter udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer.
Nummerplade forfalsket – Soderupvej, Ågerup, Roskilde
Kl. 18.11 anmeldte en lokal borger, at de kørte på Soderupvej i Ågerup, hvor de netop var blevet overhalet af en personbil, som kørt af vejen og ud på en mark.
En patrulje kørte til stedet, hvor det nu var lykkedes bilisten at få sin bil tilbage på vejen. Den 19-årige bilist fra Karlslunde var ikke kommet noget til, og men han havde mistet herredømmet over bilen, da han ikke havde været opmærksom på svingets kurve.
Da patruljen slog bilens registreringsnummer op, passede nummerpladen ikke til bilmodellen. Betjentene undersøgte nummerpladen nærmere, hvor det viste sig, at der sad et lille hvidt stykke tape på et E, så det nu i stedet fremstod som et F.
Den19-årige havde i november fået en bøde for at køre for stærkt forbi en ATK-fotobil. Ved at tilrette nummerpladen forsøgte den 19-årige, at undgå et blive taget ved fremtidige ATK-målinger. Nu gik han i stedet i fælden i en straffelovsovertrædelse, da han blev sigtet for dokumentfalsk ved at forfalske nummerpladen. Han kan forvente at høre mere i den sag senere, og en dom for dokumentfalsk vil desuden fremgå af straffeattesten
Brandundersøgelse – Holmehuse, Gevninge, Roskilde – Lejre
Kl. 07.32 slog en 54-årig mandlig beboer alarm til brandvæsnet om en ildebrand i boligen, efter at han sammen med sin hund havde forladt boligen og var gået over til en genbo.
Brandvæsnet og politiet kunne på brandstedet konstatere, at der ikke var flere personer på adressen, hvor ilden havde godt fat og udviklede kraftig røg.
Under brandvæsnets slukningsarbejde fik politiet klarlagt, at den 54-årige var blevet vækket af sin hund på grund af branden i boligen. Da han måske kunne have indåndet røg, blev den 54-årige kørt til et rutinemæssig check på skadestuen for eventuel røgforgiftning.
Brandslukningen overgik efter ca. 1½ time til efterslukningsarbejde, som ifølge brandvæsnets vurdering ville vare frem til midt på dagen.
Politiet skal nu undersøge brandstedet nærmere i et forsøg på at få klarlagt årsagen til branden, der forårsagede så kraftige skader på den 54-åriges bolig, at han er blevet genhuset.
Vejen forbi brandstedet var midlertidigt spærret i forbindelse med slukningsarbejdet.
Narkokørsel mv. – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 16.20 bemærkede en patrulje, at en bilist, der kørte ad motorvejen i vestlig retning, benyttede håndholdt mobiltelefon under kørslen.
Da politiet kort efter fik bilisten standset, viste det sig, at den 39-årige mandlige fører fra Havdrup i øvrigt var frakendt kørekort og måske kunne mistænkes for at være påvirket af narkotika under kørslen. I forbindelse med en kortvarig anholdelse fik han udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, og han vil senere høre nærmere fra politiet i anledning af de tre sigtelser for overtrædelse af færdselsloven.
Narkokørsel uden førerret – Hyrdehøj Alle, Roskilde
Kl. 09.42 standsede politiet en personbil med henblik på rutinemæssig kontrol af fører og køretøjet. Bag rattet sad en 31-årig mand fra Roskilde, som blev skønnet påvirket af narkotika under kørslen i personbilen, som han i øvrigt ikke måtte være fører af, fordi han ikke havde erhvervet sig et kørekort.
Den 31-årige blev sigtet for de to overtrædelser af færdselsloven og fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer (mistanke om cannabis).
Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 23.09 anmeldte en 29-årig kvinde fra Roskilde, at hun kl. ca. 22.40 under kørsel i vestlig retning på Holbækmotorvejen omkring tilkørsel 11 Roskilde SØ var stødt sammen med en hvid varebil.
Føreren af varebilen havde blot fortsat sin kørsel uden at standse og deltage i de foranstaltninger, som sammenstødet havde givet anledning til.
Politiet kunne på uheldsstedet konstatere, at kørebanen var glat som følge af sne og is, hvilket havde været årsag til, at den 29-årige kvinde havde mistet kontrollen over sin personbil, da hun ud for tilkørslen måtte foretage en kraftig opbremsning, da trafikanterne foran hende også bremsede.
Den 29-årige lavede en undvigemanøvre mod venstre og kom til at skride sidelæns i det glatte føre, men blev kort efter påkørt på højre side af en hvid varebil, der kom bagfra.
Der skete kun mindre skader på den 29-åriges personbil, og politiet har nu optaget rapport om sammenstødet i et forsøg på at få identificeret føreren af den hvide varebil.
Kokain og hashpåvirket bilist uden kørekort – Darupvej, Roskilde
Kl. 13.02 stoppede en betjent fra færdselsafdelingen en bilist på Darupvej ved Rønøs Allé i Roskilde i en rutinekontrol. Bag rattet sad en 38-årig mand fra Solrød, som var påvirket under kørslen. Han blev med narkometeret testet positiv for både kokain og hash, så han blev anholdt, sigtet og taget med til en blodprøveudtagelse. Han var desuden frakendt retten til at køre bil i fem år efter en tidligere dom for bl.a. flere sager om narkokørsel. Han blev derfor også sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Den 38-årige blev løsladt efter at have fået udtaget blod, og han vil senere høre mere i sine sager, som kan komme til at betyde en forlængelse af den allerede idømte frakendelse af førerretten.
Butikstyv stjal hårfarve og shampoo – Stationscentret, Roskilde
Tirsdag modtog politiet en skriftlig anmeldelse om butikstyveri fra et supermarked i Roskilde. En kunde havde dagen før ved middagstid stjålet fire hårfarver, en hårkur og en sølvshampoo fra forretningen. Personalet opdagede tyveriet og tilbageholdt den 20-årige kvinde fra Tureby, som erkendte sagen. Varerne blev leveret tilbage, så forretningen havde intet erstatningskrav.
Den 20-årige kvinde blev sigtet i sagen, og hun kan forvente høre mere fra politiet. Forretningerne kan selv tage sig af sagen i en situation som denne, hvorefter de anmelder forholdet til politiet. I sager hvor de mistænkte nægter tyveriet, eller når der er tale om udlændinge eller mindreårige, vil politiet køre frem og optage rapport på stedet.
Mænd tiggede om penge til togbillet – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 15.20 anmeldte en kvinde, at hun havde bemærket en mand, som tiggede om penge foran 7-eleven på Jernbanegade kort forinden. Hun blev her antastet af manden, men hun afviste at give ham penge. Hun beskrev ham som:
A: mand, ca. 40 år gammel, mørk i huden, talte gebrokkent engelsk. Han var iført armygrøn dunjakke med hættetrøje eller hue. Han havde fipskæg.
Kl. 15.29 modtog politiet anmeldelse om, at to unge mænd tidligere på dagen havde tigget penge fra folk på Roskilde Station under påskud om, at skulle bruge pengene til togbilletter. De to unge spurgte på engelsk flere forbipasserende, om de ville købe en togbillet til dem, da de ikke havde nogen penge selv. Mændene beskrives som:
A: Mand, 18-25 år, 160-165 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Yderligere kendetegn: sort kasket, Talte: Engelsk, Iført: Sort kasket, Mørk jakke, lys bluse, grå/mørke bukser
B: Mand, 18-25 år, 180-185 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Iført: mørk jakke, lys bluse grå/mørke bukser.
Mændene havde ikke været truende, og politiet modtog ikke anmeldelse om, at nogen var blevet snydt eller frataget penge. En patrulje blev sendt til stedet, men vi fandt ikke frem til nogen af de beskrevne mænd.
Vi har den seneste tid modtaget flere anmeldelser om lignende episoder. Patruljer lægger løbende vejen forbi stationen, men det er endnu ikke lykkedes os at pågribe nogen mistænkte. Oplever du lignende mistænkelige episoder, så ring gerne til politiet med det samme, så vi har mulighed for at skride ind. Kontakt os på tlf. 114.
Social dumping-aktion – Roskilde
Kl. 09.05 henvendte udlændingeafdelingen fra Midt- og Vestsjællands Politi sig sammen med både SKAT og Arbejdstilsynet på en byggeplads i den sydvestlige del af Roskilde by for at kontrollere eventuel udenlandsk arbejdskraft på stedet.
Politiet fik på byggepladsen kontakt til tre mænd på 47, 49 og 55 år fra Ukraine, som hverken var i besiddelse af opholds- eller arbejdstilladelse, ligesom de ikke var registreret som arbejdskraft i Danmark.
Alle tre ukrainske mænd blev anholdt og sigtet for ulovligt arbejde i Danmark, hvorefter de straks fik afgjort straffesagen, så politiet kunne forelægge deres sag for Udlændingestyrelsen til afgørelse om, hvorvidt de tre mænd alle administrativt skal udvises af Danmark med et indrejseforbud.
De tre mænd forblev derfor i politiets varetægt, og de har alle opholdstilladelse i et baltisk land, såfremt Udlændingestyrelsens resolution betyder, at de skal udvises af Danmark.
Truende mænd fik penge – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 16.05 fik politiet den første af to anmeldelser om truende mænd, der på togstationen henvendte til sig yngre rejsende for at bede om penge.
En 19-årig mand fra Næstved-området var kl. ca. 15.30 blevet opsøgt af en udenlandsk mand, der på dårligt engelsk oplyste at komme fra Ukraine og derfor ønskede hjælp til at købe en togbillet. Det kunne den 19-årige ikke med sit betalingskort i billetautomaten, hvorefter den fremmede mand blev verbalt aggressiv og til dels truende, så den 19-årige følte sig tvunget til at følge med til en pengeautomat. Her hævede den 19-årige penge, som manden fik, inden han sammen med en anden mand forsvandt væk i Jernbanegade i retning mod centrum.
Den 19-årige gik retur til togstationen, hvor han pludselig blev kontaktet af endnu en udenlandsk mand, der også ønskede penge til en togbillet. Det blev dog afslået.
En patrulje blev sendt til området for at lede efter de tre mænd, som kunne tænkes at færdes sammen i området, da politiet modtog en tilsvarende anmeldelse.
Kl. 16.34 anmeldte en 18-årig mand fra Lejre, at han kl. ca. 14.30 under ophold på en perron på togstationen blev kontaktet af en fremmed mand, der bad om en mønt og i øvrigt hjælp til at købe en togbillet til udlandet.
Den 18-årige tog sin pung frem og gav manden en mønt, hvorefter den fremmed mand selv tog større pengesedler fra pungen uden at have fået lov, hvorefter manden forlod stationsområdet ad Jernbanegade i vestlig retning.
Fælles for de to anmeldelser var beskrivelsen af den mand, som henvendte sig til de to yngre mænd. Denne mand blev beskrevet som:
A: Mand, Mellemøstlig af udseende, 30-40 år, 175-185 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Yderligere kendetegn: Lidt skæg på hagen., Talte: Engelsk, Iført: Mørk jakke, sort eller grøn hættetrøje, sorte jeans med huller på knæene.
Den mand, der fulgtes sammen med A væk fra pengeautomaten i den første anmeldelse, blev beskrevet som:
B: Mand, Mellemøstlig af udseende, 25-35 år, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Brun, Iført: Mørkt tøj med hætten på hovedet.
Den tredje mand, der også henvendte sig til den 19-årige, blev beskrevet som:
C: Mand, 45-55 år, 165-175 cm, Hudfarve: Brun, Talte: Engelsk, Iført: Rød hættetrøje.
Politiet fandt ingen af de mistænkte ved eftersøgning i de centrale dele af Roskilde by i tiden efter anmeldelserne. Som et led i efterforskningen forsøger politiet nu via de opsatte tryghedskameraer i Jernbanegade at få klarlagt hændelsesforløbet, ligesom overvågning fra DSBs stationsområde også vil indgå i efterforskningen i sagerne, som politiet har kategoriseret som røveriske forhold.
Politiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket de tre mænd færden og ophold i stationsområdet og i Roskilde by i løbet af mandag eftermiddag. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagerne.
Humanitær eftersøgning – Roskilde
Kl. 11.30 fik politiet en henvendelse fra personalet på et opholdssted om, at en 50-årig mand havde forladt stedet i formentlig nedtrykt sindstilstand.
Politiet iværksatte en humanitær eftersøgning i Roskilde by i områderne ved havnen, Boserup skov og ved togstationen i forsøget på at finde den savnede, som også på sociale medier havde givet udtryk for, at han nok var ked af det.
Politiet lykkedes i første omgang ikke med at finde den 50-årige, indtil familiemedlemmer oplyste, at han befandt sig på et sygehus, hvor han allerede var i gang med at få den fornødne behandling.
Spyttede dørmand i ansigtet – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 01.30 fik politiet en anmeldelse fra en 37-årig mand, der i forbindelse med sit arbejde som dørmand ved et diskotek i Jernbanegade, var blevet spyttet i ansigtet.
Dørmanden havde tidligere afvist en mandlig gæst, som var blevet meget utilfreds hermed og derefter spyttet dørmanden i ansigtet. Den afviste gæst var løbet fra stedet, men blev kort efter genkendt af dørmanden og hans kollega, som tilbageholdt den spyttende mand i Hersegade. I forbindelse med tilbageholdelse havde han udtalt sig særdeles truende over for dørmændene med hævn på et senere tidspunkt.
Politiet foretog anholdelse af en 16-årig ung mand fra Holbæk, som blev sigtet for vold mod dørmanden, som han spyttede på, og trusler på livet over for den anden, 32-årige dørmand. Den 16-årige blev løsladt tidligt på morgenen efter afhøring til sagerne.
Pulverslukker aktiverede brandalarm – Borgediget, Roskilde
Kl. 17.50 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en skole, hvor brandalarmen var blevet aktiveret. Der var dog ikke ildebrand nogen steder, men politiet kunne sammen med brandvæsnet konstatere, at en pulverslukker var blevet tømt i et klasselokale, og en brandalarm derved var blevet udløst.
Politiet kunne ved nærmere undersøgelse af skolen også konstatere, at et par kældervinduer var knuste, så politiet har nu indledt efterforskning i en sag om hærværk både på grund af rudeknusningen, men også på grund af den tømte pulverslukker i et klasselokale.
Politiet i Roskilde hører gerne fra personer, der måtte have set noget usædvanligt i området ved skolen i tiden før anmeldelsen. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Utryghedsskabende mand – Hyrdehøj Alle, Roskilde
Kl. 19.01 rykkede politiet ud til et supermarked, idet personalet og kunder var utrygge ved en mand, der under indkøb gik rundt med en strømpe over hovedet.
Politiet fik kontakt til manden, der ikke ønskede at medvirke til at identificere sig selv. Han blev derfor anholdt og i forbindelse med visitationen fundet i besiddelse af et betalingskort og et nøglebundt, så politiet kort efter kunne identificere ham som en 54-årig mand fra Roskilde, da f.eks. nøglerne passede til hans bopæl. Den 54-årige blev løsladt uden at være blevet sigtet for noget, idet politiet skønnede, at hans adfærd var et resultat af manglende omsorg. De sociale myndigheder vil nu i anledning af denne hændelse blive underrettet om mandens adfærd, så han kan tilbydes den fornødne hjælp.
Spyttende mand sigtet for vold – Hestetorvet, Roskilde
Kl. 22.47 rykkede politiet ud til noget uorden ved indgangen til et værtshus, idet en person havde spyttet på en anden, så en dørmand måtte gribe ind.
Det viste sig, at en 22-årig mand fra Roskilde havde været opfarende indenfor og bl.a. havde fået knust et glas. Det medførte en bortvisning, hvorefter han udenfor kom i verbal skænderi med en 19-årig mand fra Taastrup, som pludselig blev spyttet på et par gange.
Den 22-årige blev tilbageholdt af en dørmand, inden politiet kort efter anholdt den 22-årige som sigtet for vold. Han blev efter en lægeundersøgelse anbragt i detentionen til afrusning natten over, inden han næste formiddag blev løsladt efter afhøring til voldssagen. Afgørelsen i den straffesag vil den 22-årige høre nærmere om, når anklagemyndigheden har truffet afgørelse om det videre forløb.
Mand stjal penge i supermarked – Holbækvej, Roskilde
Kl. 17.22 kørte en patrulje til Lidl på Holbækvej i Roskilde, som netop havde været udsat for et tricktyveri. En mand havde indfundet sig ved kassen med varer fra butikken, som han gerne ville returnere. Det lykkedes manden i to tilfælde at få forvirret personalet til at udbetale kontanter, men han blev afsløret, da han anden gang ville have penge udbetal. Det viste sig i den forbindelse, at han ikke havde betalt for de varer, som han ville returnere.
Da manden blev afsløret, stak han af med en del af pengene. Manden optrådte truende over for personalet, så de tog ikke fat i ham. Han flygtede ned af Holbækvej, hvor personalet mistede ham af syne. Patruljen fandt ikke frem til den flygtende mand, men kørte til supermarkedet, hvor de afhørte vidner i sagen og optog rapport.
Manden beskrives som:
A: Mand, 25-30 år, 175-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Yderligere kendetegn: Haltede, Talte: Dansk, Iført: Sort kasket, briller, grøn jakke, grå hættetrøje, grå bukser.
Politiet efterforsker nu sagen, for at forsøge at finde frem til den mistænkte tricktyv. Butikkens overvågning vil blive gennemgået til yderligere belysning af sagen og signalement. Vidner som har oplysninger i sagen bedes kontakte politiet på tlf. 114.
Indbrud i Perioden
Salbjergvej, Havdrup
Hinbjerg, Karlslunde
Bygmarken, Vindinge, Roskilde
Strandmarken, Karlslunde
Skovvej, Havdrup
Havremarken, Vindinge, Roskilde (forsøg)
Havremarken, Solrød Strand
Hvedemarken, Solrød Strand (forsøg)
Hvedevej, Jyllinge
Smakkevej, Jyllinge
Terrasserne, Himmelev, Roskilde
Haraldsborgvej, Roskilde