Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2021/10/27 til 2021/11/09.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Aktion mod social dumping – Roskilde, Greve og Køge
Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi foretog mandag formiddag sammen med Arbejdstilsynet og Skat tilsyn flere steder i en aktion mod social dumping og brug af udenlandsk arbejdskraft. I alt fem lokaliteter blev besøgt. Den ene var en byggeplads i Roskilde, hvor der blev truffet adskillige bygningsarbejdere fra Polen, som alle lovligt kunne opholde sig og arbejde i Danmark. Kontrollen fortsatte til to adresser i Greve, som er registreret med brug af udenlandsk arbejdskraft, men der blev ingen personer truffet. På en byggeplads i Greve blev truffet en del danske arbejdere og fire udenlandske, som alle havde styr på papirerne. Det sidste sted, der blev kontrolleret var en grund i Køge, hvor der var påbegyndt klargørelse til byggeri. Myndighederne fandt ingen brud på reglerne i forbindelse med kontrollen.
Indsatsen i Midt- og Vestsjællands politikreds var en del af en national indsats mod social dumping på arbejdspladser, hvor udenlandsk arbejdskraft er involveret, således at overholdelse af reglerne, herunder arbejds- og opholdstilladelser for udlændinge, inden for dette område kan blive kontrolleret af relevante myndigheder.
Cyklist væltet af bildør – Køgevej, Roskilde
Kl. 07.25 skete et uheld på Køgevej ved Roskilde Station, da en bildør blev åbnet foran en cyklist, der kørte ind i døren og væltede. Bilerne holdt parkeret i højre side af vejen. Cyklisten, en 57-årig kvinde fra Roskilde, kom kørende i østlig retning mod rundkørslen ved sygehuset. Hun kørte på en cykelbane mellem vejen og parkeringspladserne. Bilisten, en 35-årig mand fra Roskilde, overså cyklisten, da han steg ud af bilen. Han åbnede døren lige idet, cyklisten passerede. Cyklisten kørte ind i bildøren og væltede.
Politi og ambulance kørte til stedet, hvor kvinden blev kørt til behandling på sygehuset for lettere tilskadekomst. Politiet optog rapport i sagen, som skal belyse omstændighederne omkring uheldet.
Brand i stråtækt gård – Vanddamsvej, Gøderup, Roskilde – Lejre
Kl. 13.54 kom et alarm opkald om brand i en stråtækt landejendom i Gøderup syd for Roskilde. Politi og brandvæsen til gården, hvor der var kraftig tyk røg og høje flammer fra stuehuset. Der var ingen personer hjemme da branden startede, og der var ingen dyr på ejendommen. En beboer, der kom hjem, opdagede branden og slog alarm. To beboere, som havde været i nærheden af røgen, blev tilset i ambulance, men ingen havde brug for behandling. Ejendommen ligger med god afstand til naboerne, så der var ingen andre, der havde røggener.
Brandvæsnet fik kontrol over ilden, men den nåede at brede sig til to ud af tre længer på gården. Stuehuset nedbrændte helt. Omkring kl. 15.07 var branden slukket, og kun efterslukningen manglede. Politiet lavede en brandundersøgelse, som skal forsøge at afklare årsagen til, at branden opstod. Der blev ikke fundet noget mistænkeligt i de indledende undersøgelser.
Ung mand fik frarøvet airpods i toget – Viby Station, Roskilde
Kl. 21.18 fik politiet anmeldelse om, at en 17-årig ung mand fra Borup, at han kort forinden var blevet frarøvet sine airpods høretelefoner, mens han befandt sig i toget ved Viby Station. Den 17-årige blev opsøgt af en mindre gruppe unge mænd han ikke kendte. Han blev her frataget sine airpods og blev slået og sparket på kroppen af personer fra gruppen. Gruppen af unge forlod herefter toget og den 17-årige fik hjælp fra en kontrollør til at kontakte politiet.
En patrulje kørte til Viby, hvor det lykkedes politiet at finde frem til en mistænkt, der blev fundet i toget. Politiet anholdt kl. 21.44 en 15-årig dreng fra Lejre kommune, som blev sigtet for røveri mod den 17-årige og taget med til afhøring på politistationen. Han blev ved visitation fundet i besiddelse af den 17-åriges airpods. Den 15-åriges værge og de sociale myndigheder blev orienteret om sagen. Den 15-årige blev afhørt, hvorefter sagen blev vurderet juridisk.
Anklagemyndigheden fandt ikke grundlag for at fremstille den 15-årige i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. Han blev løsladt senere på aftenen, men er fortsat sigtet i sagen. Politiet efterforsker fortsat sagen for at afklare, om andre fra gruppen havde en rolle i overfaldet på den 17-årige.
Spiritus og narkokørsel – Holbæk og Roskilde
Kl. 17.51 blev en 24-årig mand fra København anholdt og sigtet for narkokørsel. Han blev standset rutinemæssigt ved Universitetsparken i Trekroner i en personbil, hvor en narkometertest viste positiv for amfetamin og kokain. Bilen blev ransaget uden fund af narko. Den 24-årige blev løsladt efter at have afgivet en blodprøve.
Kl. 20.15 blev en 19-årig mand fra Varde sigtet og anholdt af en patrulje fra færdselsafdelingen, som var på gaden og lave målrettet indsats mod påvirkede bilister i forbindelse med J-dag. Den 19-årige blev stoppet i en personbil på Bonderupvej i Store Merløse, hvor han blæste alkometeret op over det tilladte. Han blev derfor kørt i patruljebil til en blodprøveudtagelse.
Kl. 20.55 på Holbækmotorvejen i Holbæk blev en 23-årig mand fra Kalundborg stoppet i en personbil i en rutinekontrol. Den 23-årige var blev testet med narkometeret, som viste at han var påvirket under kørslen.
Kl. 23.20 stoppede politiet en 39-årig mand fra Holbæk kommune i en bil på Ringstedvej ved Holbækmotorvejen i Holbæk. Den 39-årig blev testet positiv i en narkometertest, så hans køretur stoppede også her. Han blev anholdt, sigtet og taget med til blodprøveudtagelse.
De blev alle løsladt efter at have afgivet en blodprøve, som politiet nu afventer resultatet af, hvorefter de alle vil høre mere i deres sager.
Vold, uorden og slagsmål i nattelivet – Roskilde, Holbæk og Odsherred
kl. 20.08 var en patrulje i Hersegade efter en anmeldelse om uorden på stedet. En dørmand havde tilbageholdt en udadreagerende mand ved indgangen til en natklub. En patrulje kørte til Hersegade, hvor de anholdt en 25-årig mand fra Kirke-Hyllinge, som blev sigtet for vold, da han havde slået, skubbet og spyttet på en 21-årig mand. Mens politiet var i gang med anholdelsen blandede en kvindelig bekendt til den 25-årige sig i politiets arbejde. Politiet anholdt kvinden, en 21-årig kvinde fra Kirke-Hyllinge, som i forbindelse med anholdelse sparkede en betjent over benet. Hun blev derfor sigtet for vold mod politiet. Begge blev taget med til stationen til afrusning i detentionen. De blev begge afhørt til hver deres voldssag og løsladt ud på natten. De vil senere høre mere fra politiet i sagerne.
Kl. 23.34 tilbageholdt dørmændene på et diskotek i Jernbanegade to personer, som havde optrådt voldsomt. Politiet anholdt en 19-årig kvinde fra Jyllinge og en 18-årig mand fra Jyllinge, der begge var spirituspåvirkede og nægtede at efterkomme politiets anvisninger. De blev begge taget med i detentionen for at skabe ro i byen. De blev løsladt senere på natten, da de var faldet til ro igen. Ingen af dem blev sigtet for noget i den forbindelse.
Kl. 00.05 fik politiet anmeldelse om, at der var to mænd, som var ved at ryge i totterne på hinanden ved en natklub i Nygade i Holbæk. En hundepatrulje var hurtigt fremme, men da var optrinnet overstået uden at episoden udviklede sig voldeligt.
Kl. 01.14 kørte en patrulje til en anmeldelse om vold på Trekroner Station i Roskilde, hvor en 14-årig dreng var blevet slået i ansigtet af en ung mand, han ikke kendte. De to mødte hinanden på stationen, og der opstod en konflikt imellem dem, da den ene bad om at låne en lighter. Politiet afhørte den 14-årige og en mistænkt 17-årig ung mand fra Roskilde, som blev anholdt og sigtet for vold mod den 14-årige og taget med til stationen. De sociale myndigheder og de unges værger blev orienteret om sagen. Den 17-årige blev senere løsladt, men er fortsat sigtet i sagen.
kl. 02.23 anholdt politiet en 29-årig mand fra Roskilde, som var kraftigt påvirket af alkohol og optrådte provokerende foran en beværtning i Borchsgade i Roskilde. Han forsøgte at indlede sig i slagsmål, men det satte patruljen en stopper for, da den 29-årige fik lov at sove ud i detentionen.
Kl. 02.54 indgik en anmeldelse om slagsmål foran en beværtning i Nygade i Holbæk. En patrulje blev sendt til stedet, hvor en 36-årig mand fra Hvalsø blev anholdt og sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen. Han blev taget med til Politigården i Roskilde, hvor han blev sat i til afrusning i detentionen. Han blev løsladt lørdag morgen, og kan forvente en bøde i sagen.
Kl. 03.37 indlod tre mænd sig i slagsmål foran et diskotek i Jernbanegade i Roskilde. En dørmand forsøgte at skille mændene ad, men blev i den forbindelse slået i hovedet af en 23-årig mand fra Hvidovre og en 21-årig mand fra Herlev. De blev begge anholdt, sigtet for vold og taget med i detentionen til afrusning. De blev løsladt lørdag morgen, men kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.
Kl. 03.57 kørte en politipatrulje og en ambulance til en kro på Havnegade i Nykøbing Sjælland til en anmeldelse om vold. En 41-årig lokal mand havde forsøgt at hjælpe dørmanden med en bortvist gæst, som ikke ville forlade stedet. Den 41-årige blev i den forbindelse slået i ansigtet af den opfarende gæst og faldt om. Den 41-årige kom ikke noget alvorligt til, og politiet anholdt en mistænkt 27-årig lokal mand, som blev sigtet for vold mod den 41-årige. Han blev taget med til stationen til afhøring og sagsbehandling. Næste morgen blev den 27-årige løsladt, men kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.
Røveri mod person mv. – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 17.42 anmeldte en 21-årig mand fra København S, at han netop var blevet frarøvet sin mobiltelefon i tunnelen under jernbanesporene ved Roskilde station. To meget unge havde truet med en kniv, så han havde udleveret mobiltelefonen til dem, inden de flygtede i retning mod Hestetorvet.
Flere patruljer blev sendt til området for at lede efter røverne, som politiet kunne se flygte på de tryghedskameraer, der er opsat i Jernbanegade. Det lykkedes politiet kl. 17.56 at få kontakt til de to mistænkte, som blev frihedsberøvet. Der var tale om en 13-årig dreng fra Lolland og en 15-årig dreng fra Hornsherred, som politiet traf inde i et tog på Roskilde station.
På begge de frihedsberøvede fandt politiet en ulovlig kniv, som de hver især havde på sig ved anholdelsen. Drengene blev bragt til politistationen i Roskilde med henblik på sagsbehandling i anledning af både røveri-sagen og nu også sagen om besiddelse af en ulovlig kniv. Politiet underrettede tillige de institutioner, som drengene kom fra, om frihedsberøvelsen i anledning af straffesagerne.
De sociale myndigheder blev tilkaldt til at overvære afhøringerne af drengene, idet den 13-årige ikke kunne sigtes for overtrædelse af lovgivningen, fordi han er under den kriminelle lavalder på 15 år. Den 15-årige blev derimod sigtet for røveri og overtrædelse af knivloven i forbindelse med afhøringen.
Politiet og anklagemyndigheden besluttede efter en nøje vurdering af omstændighederne ved røveriet, at den 15-årige kunne løslades uden fremstilling i grundlovsforhør. Han er fortsat sigtet i sagerne og vil høre nærmere fra politiet, når disse skal afgøres. Den 13-årige blev overgivet til de sociale myndigheder efter afhøring til sagerne, som han var involveret i.
Den røvede mobiltelefon fandt politiet hos en 16-årig dreng fra Vejle, som søndag eftermiddag blev truffet på perronen på Roskilde station. Ved en kontrol af ham i anden fandt politiet ham i besiddelse af en springkniv, så han blev anholdt af politiet for den overtrædelse af knivloven. Ved den efterfølgende visitation fandt politiet i ham i besiddelse af den røvede mobiltelefon, som blev beslaglagt med henblik på udlevering til rette ejer.
Trussel på livet – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 00.53 fik politiet en henvendelse fra et vidne om, at en anden mand var blevet truet med en kniv, som var blevet holdt op mod vedkommendes hals.
Politiet kørte med flere patruljer til området for at lede efter både den forurettede og manden med kniven. Flere vidner kom nu til politiet, som fik oplysninger om, at den forurettede var forsvundet inden politiets ankomst. Endvidere blev den mistænkte udpeget i menneskemængden ved et diskotek i Jernbanegade. Ved politiets henvendelse undløb manden ind på perronområdet ved Roskilde togstation og tværs over alle sporene mod Køgevej, hvor en hundepatrulje foretog anholdelse af ham. Der var tale om en 25-årig mand fra Slagelse, som blev sigtet for trusler med kniv mod en p.t. ukendt mand.
Efter anholdelsen fik politiet af andre vidner udleveret en taske, som den anholdte havde tabt i forbindelse med flugten fra politiet. I tasken fandt politiet en kniv, hvis beskrivelse svarende til den kniv, som vidner havde set ham truende det ukendte offer med.
Den 25-årige blev løsladt efter afhøring til sagen, idet politiet og anklagemyndigheden efter en nøje vurdering af sagen ikke fandt grundlaget for en varetægtsfængsling til stede. Den 25-årige er fortsat sigtet i sagen, hvor politiet også prøver at få identificeret offeret, så han også kan afhøres til sagen.
Sovende spritbilist – Holbækmotorvejen, Gevninge, Roskilde – Lejre
Kl. 03.00 bemærkede en patrulje en personbil, der holdt med aktiveret havariblink i nødsporet i østlig retning på motorvejen ved Gevninge-afkørslen. Patruljen standsede for at tilbyde bilisten hjælp og fik i den forbindelse konstateret, at bilmotoren var i gang på den havarerede bil. Bag rattet sad en mand, der var faldet i søvn. Der var tale om en 35-årig mand fra Brøndby, som viste sig at være mere spirituspåvirket end tilladt. Han blev derfor sigtet for spirituskørsel i bilen og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Spirituskørsel – Køgevej, Roskilde
Kl. 05.58 anholdt og sigtede politiet en 19-årig mand fra Roskilde for spirituskørsel i en personbil i Roskilde by. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Lastbilchauffør fik ildebefindende og kørte galt – Køgevej, Roskilde
Kl. 07.41 mistede en lastbilchauffør herredømmet over det tunge køretøj, som kørte af Holbækmotorvejen ved afkørsel 12 – Køgevej i Roskilde. Chaufføren, en 45-årig mand fra Spanien, fik formentlig et ildebefindende under kørslen og kørte galt. Undervejs påkørte lastbilen to personbiler, før den væltede om på siden og landede på en skrænt i rabatten langs vejen. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor den 45-årige blev reddet ud og fik førstehjælp. Han blev brag til sygehuset til behandling, hvor han også rutinemæssigt fik udtaget en blodprøve, som skal afklare om han var påvirket under kørslen. Chaufføren kom ikke til skade som følge af uheldet og kunne senere afhøres af politiet på sygehuset. Ingen øvrige personer kom noget til ved uheldet. Lastbilen forventes bjærget af Vejdirektoratet i løbet af fredagen. Politiet optog rapport om uheldet.
Brandundersøgelse – Kamstrupvej, Kamstrup, Roskilde
Kl. 11.53 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i en træbygning ved en fiskesø. Det viste sig, at bygningen med en slags forretning ved fiskesøen stort set var nedbrændt, så der ikke var flammer tilbage, men kun lidt røgudvikling. Brandvæsnet foretog efterslukning.
Indehaveren af forretningen og fiskesøen havde opdaget den brændte træbygning, da han ankom til stedet onsdag formiddag. Ifølge ejerens oplysninger var branden formentlig opstået i løbet af natten på et ukendt tidspunkt og på ukendt måde. Politiet har nu udfærdiget en rapport om den brændte bygning.
Blufærdighedskrænkelse – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 21.35 fik politiet en anmeldelse om, at en mand havde blottet sig over for to piger under ophold på en af perronerne. Efterfølgende var manden gået ind i ventesalen, så politiet kunne kort efter anholde en spirituspåvirket, 48-årig mand fra Rumænien. Politiet fik også kontakt til to piger på 16 år fra Roskilde, som oplyste, at manden havde blottet sit underliv for dem ved at lyne bukserne ned.
Den anholdte blev efter et lægetilsyn anbragt i detentionen til afrusning, inden han i forbindelse med en afhøring torsdag formiddag, hvor en tolk skal assistere politiet, vil blive sigtet for blufærdighedskrænkelse over for pigerne.
Mistænkelige biler ved børneinstitution – Ejboparken, Roskilde
Kl. 19.57 fik politiet en anmeldelse om, at der var parkeret flere biler ved en børneinstitution. Anmelderen havde en mistanke om, at personerne i køretøjerne solgte narkotika til hinanden.
Politiet kørte i henhold til de netop udstedte politigarantier straks til området med et par patruljer, som fik kontakt til i alt fem mænd – fire mænd fra Roskilde på 20, 21, 24 og 24 år samt en 21-årig mand fra Rødovre. Da politiet kunne konstatere en hashlugt fra kabinen i en af bilerne, blev alle fem mænd kontrolleret. Ingen af dem var i besiddelse af ulovlige genstande eller effekter, så politiet foretog sig ikke yderligere over for mændene.
Vold i nattelivet – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 01.27 fik politiet anmeldelse om tumult foran en beværtning i Jernbanegade ved Hersegade. En 35-årig mand fra Stenløse blev anholdt og sigtet for vold mod en 22-årig mand fra Valby, som var blevet nikket en skalle. Den 35-årige blev taget med i detentionen til afrusning og blev senere afhørt til sagen. Den 22-årige fik blodnæse som følge af volden, men pådrog sig ingen alvorlige skader. Den 35-årige blev løsladt efter afhøringen, men kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.
Mand anholdt for uorden i nattelivet – Hersegade, Roskilde
Kl. 04.54 blev en 23-årig mand fra Roskilde anholdt ud for en beværtning i Hersegade, da han råbte og skabte utryghed i gadebilledet. Manden var kort forinden blevet vist væk fra beværtningen på grund af dårlig opførsel, hvilket havde gjort ham oprevet. Politiet sigtede ham for at overtræde ordensbekendtgørelsen, og tog ham med til politistationen, hvor han blev sat til at køle ned i detentionen. Han blev senere løsladt og kan forvente en bøde i sagen.
Lørdag – søndag:
Færdselsuheld / spirituskørsel – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 10.27 var det sket et færdselsuheld på Holbækmotorvejen i det østgående spor, idet to personbiler var stødt sammen. Ingen af parterne var kommet til skade ved uheldet, der skete, da en 56-årig mand fra Roskilde ville foretage en overhaling højre om en anden trafikant. Herunder var han tæt på at påkøre en forankørende, men undveg, så han mistede kontrollen over bilen. Han ramte autoværnet på midten af motorvejen og blev slynget retur på kørebanen, hvor han ramte en anden personbil ført af en 32-årig kvinde fra Hørve i vognbanen længst til højre. Den 32-åriges bil kunne selv køre fra uheldsstedet efterfølgende, mens den 56-åriges bil blev bugseret væk.
Den 56-årige var påvirket af spiritus under kørslen og blev sigtet for spirituskørsel. I forbindelse med en kortvarig anholdelse fik han udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og vil nu høre nærmere fra politiet, når analyseresultatet foreligger.
Tre kvinder overfaldet – Møllehusvej, Roskilde
Kl. 10.38 og de næste minutter fik politiet ikke mindre end tre anmeldelser fra kvinder, der var blevet overfaldet uden forudgående varsel af tilsyneladende den samme mand. En patrulje kørte hastigt til området, hvor politiet traf den mistænkte, som andre havde tilbageholdt på Møllehusvej.
Politiet foretog anholdelse af en 41-årig mand fra Roskilde, som skønnedes uligevægtig. Han havde overfaldet tre kvinder på 30, 47 og 62 år alle fra Roskilde, idet han først overfaldt den 30-årige, som blev slået i ansigtet. Kort efter overfaldt han også den 47-årige med et slag i ansigtet, hvorefter hun skreg op og bad om hjælp. Herefter overfaldt han den 62-årige, der kom den overfaldne til undsætning. Pårørende til en af de overfaldne kom til stede og fik tilbageholdt manden, indtil politiet blev alarmeret og ankom til stedet.
Den 47-årige blev transporteret til nærmeste sygehus, hvor han straks blev frivilligt indlagt til fornøden behandling i anledning af sin sindstilstand. Senere kan han forvente at skulle afhøres og sigtes af politiet i anledning af overfaldene på kvinderne, der alle slap med lettere skader.
Indbrud i Perioden
Agnetevej, Jyllinge
Blodhøjvej, Jyllinge
Stærevej, Jyllinge
Glentevej, Jyllinge
Cecilievej, Jyllinge
Kongebakken, Roskilde
Peblingevej, Roskilde
Engholmparken, Himmelev, Roskilde
Kornvej, Roskilde