Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2021/10/20 til 2021/11/02.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Vold i nattelivet – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 01.27 fik politiet anmeldelse om tumult foran en beværtning i Jernbanegade ved Hersegade. En 35-årig mand fra Stenløse blev anholdt og sigtet for vold mod en 22-årig mand fra Valby, som var blevet nikket en skalle. Den 35-årige blev taget med i detentionen til afrusning og blev senere afhørt til sagen. Den 22-årige fik blodnæse som følge af volden, men pådrog sig ingen alvorlige skader. Den 35-årige blev løsladt efter afhøringen, men kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.
Mand anholdt for uorden i nattelivet – Hersegade, Roskilde
Kl. 04.54 blev en 23-årig mand fra Roskilde anholdt ud for en beværtning i Hersegade, da han råbte og skabte utryghed i gadebilledet. Manden var kort forinden blevet vist væk fra beværtningen på grund af dårlig opførsel, hvilket havde gjort ham oprevet. Politiet sigtede ham for at overtræde ordensbekendtgørelsen, og tog ham med til politistationen, hvor han blev sat til at køle ned i detentionen. Han blev senere løsladt og kan forvente en bøde i sagen.
Lørdag – søndag:
Færdselsuheld / spirituskørsel – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 10.27 var det sket et færdselsuheld på Holbækmotorvejen i det østgående spor, idet to personbiler var stødt sammen. Ingen af parterne var kommet til skade ved uheldet, der skete, da en 56-årig mand fra Roskilde ville foretage en overhaling højre om en anden trafikant. Herunder var han tæt på at påkøre en forankørende, men undveg, så han mistede kontrollen over bilen. Han ramte autoværnet på midten af motorvejen og blev slynget retur på kørebanen, hvor han ramte en anden personbil ført af en 32-årig kvinde fra Hørve i vognbanen længst til højre. Den 32-åriges bil kunne selv køre fra uheldsstedet efterfølgende, mens den 56-åriges bil blev bugseret væk.
Den 56-årige var påvirket af spiritus under kørslen og blev sigtet for spirituskørsel. I forbindelse med en kortvarig anholdelse fik han udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og vil nu høre nærmere fra politiet, når analyseresultatet foreligger.
Tre kvinder overfaldet – Møllehusvej, Roskilde
Kl. 10.38 og de næste minutter fik politiet ikke mindre end tre anmeldelser fra kvinder, der var blevet overfaldet uden forudgående varsel af tilsyneladende den samme mand. En patrulje kørte hastigt til området, hvor politiet traf den mistænkte, som andre havde tilbageholdt på Møllehusvej.
Politiet foretog anholdelse af en 41-årig mand fra Roskilde, som skønnedes uligevægtig. Han havde overfaldet tre kvinder på 30, 47 og 62 år alle fra Roskilde, idet han først overfaldt den 30-årige, som blev slået i ansigtet. Kort efter overfaldt han også den 47-årige med et slag i ansigtet, hvorefter hun skreg op og bad om hjælp. Herefter overfaldt han den 62-årige, der kom den overfaldne til undsætning. Pårørende til en af de overfaldne kom til stede og fik tilbageholdt manden, indtil politiet blev alarmeret og ankom til stedet.
Den 47-årige blev transporteret til nærmeste sygehus, hvor han straks blev frivilligt indlagt til fornøden behandling i anledning af sin sindstilstand. Senere kan han forvente at skulle afhøres og sigtes af politiet i anledning af overfaldene på kvinderne, der alle slap med lettere skader.
Færdselsuheld – Betonvej / Københavnsvej, Roskilde
Kl. 06.51 blev en ambulance sendt til et færdselsuheld, idet en fodgænger var blevet påkørt i det lysregulerede vejkryds Københavnsvej-Betonvej. En 28-årig mand fra Roskilde var som fodgænger blevet påkørt, da han i fodgængerfeltet tværs over Københavnsvej gik fra nord mod syd. I det samme kom en 45-årig mand fra Jyllinge i en varebil ad Betonvej og svingede til højre ad Københavnsvej mod vest. Fodgængeren blev i ambulancen bragt til skadestuen, men var sluppet uden behandlingskrævende skader. Den 45-årige varebil fik en mindre skade ved kofangeren som følge af uheldet, som politiet har optaget om for at få belyst de nærmere omstændigheder ved uheldet i det lysregulerede vejkryds.
Ulovlige parkering skabte trafikale problemer – Vindingevej, Roskilde
Kl. 19.28 fik politiet anmeldelse om, at der var opstået trafikale problemer på Vindingevej i Roskilde i den nordøstlige ende tættest på bymidten. Borgerne på vejen var generet af ulovligt parkerede biler, som gav ekstra udfordringer, idet der også var et vejarbejde i gang på Vindingevej. En patrulje kørte til stedet, hvor de udstedte tre parkeringsafgifter til ulovligt parkerede biler. Politiet vil fortsat holde øje med trafiksituationen på Vindingevej, og medbringe bødeblokken for at få standset den ulovlige parkering på stedet.
Unge larmede i P-hus – Optakten, Musicon, Roskilde
Kl. 22.18 fik politiet anmeldelse om, at en gruppe unge var forsamlet omkring fem biler i P-huset ved Musicon, hvor der blev spillet høj musik. Kort efter lagde en patrulje vejen forbi, og kørte en tur i området. Politiet mødte ingen personer eller biler, som gav anledning til larm eller uorden.
Brand i gryde – Åbakkevej, Ørsted, Viby Sj. – Roskilde
Kl. 16.29 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i et køkken. Det viste sig, at ilden var begrænset til en frituregryde, hvor branden var forsøgt slukket med et vådt håndklæde. Den var der så også gået ild i inden brandvæsnets ankomst, så der udviklede sig en del røg i huset som følge af branden i gryden. Ingen kom til skade ved branden, der formodes at være startet ved, at en kat utilsigtet kan have fået tændt komfuret med frituregryden stående på en kogeplade.
Brand i postkasse – Æblehaven, Roskilde
Kl. 16.42 rykkede brandvæsnet og politiet ud til endnu en brand, som var i en postkasse i en opgang i en beboelsesejendom. Branden var hurtigt slukket og havde ikke bredt til andre postkasser i samme opgang. Der var gået ild i reklamer, der stak ud af postkassens åbning, med mindre røgudvikling i opgangen til følge. Politiet har optaget rapport om branden i et forsøg på at finde frem til brandårsagen, som ikke formodes at være opstået af naturlige årsager. Ingen personer kom til skade ved branden, og politiet vil gerne i kontakt med beboere og andre, der måtte have set noget mistænkeligt i opgangen forud for anmeldelsen. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Butikstyveri – Algade, Roskilde
Kl. 10.52 anmeldte personalet i en herretøjsbutik, at en mand var tilbageholdt som mistænkt for et tyveri. Politiet fik kontakt til en 37-årig mandlig asylansøger med ophold i det centrale Jylland. Han blev anholdt og sigtet for tyveri af et par underbukser til en værdi af 150 kr. Varen havde han stjålet fra en fortovsudstilling, men en medarbejder havde bemærket tyveriet og tilbageholdt manden.
Den 37-årige blev afhørt til tyverisagen og fik efterfølgende indskærpet nogle regler i hjemrejseloven på grund af en efterlysning fra Nordsjællands Politi, som ønskede dette foretaget, når politiet traf ham. Efter afsluttet sagsbehandling blev den 37-årige mand løsladt og sat på et tog til Jylland. Senere vil han høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Færdselsuheld – Køgevej / Søndre Ringvej, Roskilde
Kl. 09.38 var to bilister stødt sammen i det lysregulerede vejkryds Køgevej – Søndre Ringvej. Ambulancepersonale var blevet sendt til uheldsstedet, hvorfra en 46-årig kvinde fra Borup blev bragt til skadestuen i Køge til kontrol. Hun slap dog uden behandlingskrævende skader.
Inden sammenstødet var den 46-årige kvinde kørt i en personbil ad Køgevej mod syd og ind i det lysregulerede vejkryds, hvor hun stødte sammen med en anden personbil, som en 54-årig mand fra Roskilde førte ad Østre Ringvej mod vest i den hensigt at fortsætte ligeud og videre ad Søndre Ringvej mod vest. De to biler fik større skader som følge af sammenstødet, så et bugseringskøretøj måtte tilkaldes til at fjerne dem. Herved blev dele af krydset spærret for trafik i ca. 15 minutter. Den 54-årige mandlige fører slap fra uheldet med diverse knubs. Politiet har optaget rapport om uheldet for at belyst omstændighederne ud fra parternes og vidners forklaringer.
Indbrud i Perioden
Cecilievej, Jyllinge
Møllehaven, Jyllinge
Knolden, Himmelev, Roskilde