Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2021/08/27 til 2021/09/07.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Brand i køkkenet – Vernersvej, Jyllinge – Roskilde
Kl. 15.55 rykkede brandvæsnet og politiet ud i anledning af en anmeldelse om ildebrand i et køkken. Ved politiets ankomst havde brandvæsnet fået klarlagt, at der var sket mindre materiel skade, idet en ovn var blevet ødelagt. Årsagen hertil var formentlig en elektrisk fejl og med mindre skader til følge. Ingen personer var kommet til skade, hvorfor politiet ikke foretog sig yderligere i anledning af branden.
Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, østgående – Roskilde
Kl. 06.59 skete et sammenstød mellem en 68-årig mand fra Jyderup, en 40-årig kvinde fra Asnæs og en 34-årig mand fra Kirke-Såby. Den 68-årige mand kørte i 2. vognbane i tæt trafik og nåede ikke at bremse, da den 40-årige kvinde bremsede foran. Det betød, at den 68-årige ramte den forankørende, som derefter kørte ind i den 34-årige mand fra Kirke-Såby. Ikke alle biler kunne køre fra stedet, og det betød, at 2. vognbane var spærret. En skiltevogn kørte til stedet, og en ambulance blev tilkaldt for at Kl. 07.40 var begge baner igen åbne og bilerne var flyttet ind i nødsporet. Der var ikke yderligere for politiet på stedet.
Brand i svømmehal – Bymarken, Roskilde
Kl. 14.36 kørte politi og brandvæsen til brand i den netop ny restaurerede svømmehal i Roskildebadet. Alle personer blev evakueret fra svømmehallen, og ingen kom til skade i forbindelse med branden. Branden opstod formentlig i forbindelse med reparation af tagpap på bygningen, hvor de brændte under taget. Brandvæsnet brød taget op, og fik slukket branden før den fik rigtig fat i bygningen. Der skete derfor begrænsede skader på svømmehallen, som kunne genåbne igen dagen efter. Politiet optog rapport om branden, for at belyse omstændighederne og fastslå brandårsagen.
Bilist uden kørekort fik taget bilen – Grønningen, Roskilde
Kl. 21.05 standsede en patrulje en bilist i en rutinekontrol på Grønningen i Himmelev. Føreren af bilen, en 28-årig mand fra Vejle, havde ikke noget kørekort, da han ikke havde været oppe til en kontrollerende køreprøve efter en tidligere frakendelse, så han førerret var blevet inddraget. Den 28-årige blev sigtet for kørsel uden førerret. Det var ikke første gang, at han blev stoppet i at køre bil uden kørekort. Han havde flere tidligere lignende sager, så politiet kunne beslaglægge bilen, som det er muligt ifølge færdselslovens regler om konfiskation af køretøjer, hvis man kører uden kørekort i gentagelsestilfælde. Den 28-årige accepterede beslaglæggelsen og bekendtgjorde, at han måtte ud at købe sig en ny bil hurtigst muligt, da han var afhængig af at kunne køre i sit job. Betjentene vejledte ham om, at få generhvervet sit kørekort, da han ellers risikerede at mister flere køretøjer. Om bilen bliver endeligt konfiskeret vil blive afgjort ved et senere retsmøde.
Lørdag – søndag
Mand anholdt med skydevåben – Nygade, Roskilde
Kl. 15.43 havde politiet en aktion på en lejlighed i Nygade, Roskilde, hvor der var mistanke om, at en mand var i besiddelse af et skydevåben. Politiet frygtede at han kunne finde på at bruge våbnet og tog alle forbehold, for at sikre at ingen skulle komme noget til. Politiet kørte talstærkt til stedet med flere patruljer og hundepatruljer.
Omkring kl. 17.57 anholdt politiet tre mænd på 22, 58 og 60 år fra Roskilde, som havde opholdt sig i lejligheden. Ingen kom noget til ved aktionen. Politiet ransagede lejligheden, hvor der blev fundet et gevær og ammunition. De tre mænd blev alle sigtet for at overtræde våbenloven og taget med til stationen til afhøring. Den 58-årige blev sat i detentionen til afrusning for alkohol og først afhørt senere, da han var egnet til at afgive forklaring. De blev alle løsladt efter endt afhøring og sagsbehandling, og nu undersøger politiet det fundne våben og sagen nærmere, for at fastslå om alle tre mænd kan stilles til ansvar for at besidde det.
Vidner søges i sag om voldeligt optrin i trafikken – Københavnsvej, Roskilde
Kl. 19.32 anmeldte en kvindelig fodgænger, en 21-årig kvinde fra Roskilde, at hun var blevet udsat for vold af en bilist i forbindelse med en uoverensstemmelse i trafikken. En patrulje kørte til stedet, hvor kvinden blev afhørt til sagen. Kvinden var på vej over et fodgængerfelt ved Q8 tanken på Københavnsvej, da en bilist skulle passere. Der opstod uenighed mellem fodgængeren og bilisten, og det udviklede sig til tumult. Kvinden havde ikke pådraget sig behandlingskrævende skader.
Kort efter henvendte bilisten, en 27-årig mand fra Roskilde, sig i politiets ekspedition, for at fortælle om sin oplevelse i forbindelse med optrinnet i fodgængerfeltet. De to parter havde ikke samme oplevelse af konflikten, og politiet efterforsker nu sagen for at få belyst, hvad der skete imellem de to parter. Vidner som overværede det voldelige optrin i fodgængerfeltet mellem Q8 og Lidl supermarkedet på Københavnsvej i Roskilde omkring kl. 19.30 onsdag aften bedes kontakte politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Ukrudtsbrænder årsag til brand – Valhalvej, Roskilde
Kl. 11.04 endte havearbejde for en 54-årig mand fra Roskilde med en sigtelse for overtrædelse af beredskabslovgivningen på grund af uforsigtighed med en ukrudtsbrænder. Han havde forinden brugt en ukrudtsbrænder ved en hæk, på hvis bagside naboen havde et skur. Under det fortsatte arbejde andre steder i haven var der pludselig flammer fra naboens skur. Den 54-årige forsøgte selv at slukke branden, så brandvæsnet havde kun en lille opgave med den resterende brandslukning. Skuret fik dog skader på det meste af sin konstruktion. Ingen personer kom til skade ved branden, og den 54-årige vil senere høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Utryghedsskabende mænd havde kniv – Hestetorvet, Roskilde
Kl. 12.11 fik politiet en henvendelse om to mænd, der opholdt sig på Hestetorvet. Ifølge anmelderen skabte de sig, så de var utryghedsskabende over for andre, der færdedes på torvet, ligesom anmelderen frygtede, at de kunne give anledning til yderligere ballade. Politiet fik kontakt til en middel spirituspåvirket, 32-årig mand fra Hvalsø, der blev frihedsberøvet for at få skabt ro på stedet og med henblik på afrusning i detentionen. Den anden var en 29-årig mand fra Lejre, som blev fundet i besiddelse af en ulovlige foldekniv i en af sine lommer. Det medførte en sigtelse for overtrædelse af knivloven, så han senere vil høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres. Han blev ikke frihedsberøvet som følge af sin adfærd på torvet eller sigtelsen.
Utryghedsskabende mand ved supermarked – Københavnsvej, Roskilde
Kl. 17.38 anmeldte personalet fra et supermarked, at en mandlig kunde optrådte truende og udadreagerende, idet han har råbt truende både til personalet og andre kunder. Politiet fik ved supermarkedet kontakt til en 35-årig mand fra Roskilde, der blev formanet om god opførsel og bortvist fra stedet.
Larm fra fyrværkeri lød som skud – Rønnebærparken, Roskilde
Kl. 19.20 fik politiet anmeldelse om høje brag, som kunne være skud omkring Rønnebærparken i Roskilde. Flere patruljer kørte til stedet for at afklare, hvor bragene kom fra. Et vidne havde set en gruppe på flere unge, som havde affyret bomberør og kanonslag i boligkvarteret. Politiet kørte en tur i området, men traf ingen som kunne mistænkes for at stå bag. Der blev ikke fundet nogen tegn på, at der var afgivet skud i området. Patruljerne forblev omkring bebyggelsen og området omkring i et stykke tid, men der kom ikke nye episoder med fyrværkeri eller andre høje brag.
Spirituskørsel på knallert – Æblehaven, Viby Sj.- Roskilde
Kl. 22.35 standsede en betjent fra færdselsafdelingen en lille knallert på Æblehaven i Viby Sj. Knallertføreren, en 64-årig lokal mand, havde en promille over det tilladte, så han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel på lille knallert. Han blev anholdt, sigtet og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Han vil senere høre mere i sagen, når blodprøven er blevet analyseret.
Indbrud i Perioden
Brillantvej, Jyllinge
Tværdalen, Jyllinge
Frederiksborgvej, Roskilde
Gyvelvej, Roskilde